Senza Scrupoli

Der er hvidt på det grå og der er meget af det. Horisonten trækker i langdrag på en diset baggrund.

Jeg har virkelig brug for at se enden på det… - Men dét sker ikke og som det gælder for alt muligt andet, har jeg ligesom ikke noget synderligt at skulle have sagt over det. Der hersker en douce og sikkert meget elegant nuancering af råt og aldeles usødet og det eksisterer helt sikkert ene og alene for at pisse mig af.

Kan på ingen måder se skønheden i det, hvilket klart er mit problem og mit alene. Der mangler ro i endeløsheden, der mangler mål og med, der ses ikke ophold i det og jeg gider ikke at deale med det.

Langs kanten slår det anderledes skånselsløst mod skarpe, grove kanter, i mere endeløshed – nu og her dog i gentagelser i stedet for monotone, indbildte bevægelser. Under tvang. Underlagt kræfter og magter andetsteds fra. Det er s’gu da til at tage og føle på. Men der er jeg ikke. Og hvad har det så med mig at gøre?

Jeg vil bare gerne videre og det kommer jeg i bølger af grå og hvid og mere grå og med manglende horisont, må jeg bare stole på at noget bevæges… right. Så siger vi det.
Jeg er ikke bange. Bare mellemfornøjet og duvende på utilfredsstillende ligegyldighed, men det var ikke dét der var meningen.

Nogen må stå et sted og grine af mig og dét, som – til stor irritation, skulle vise sig at være mit møde med Det store Intet.

Jeg trækker tæpper til og over og lukker lyset ude. Ikke af lysskræk, men mere for at få noget der ligner en Absolut som alternativ til… alternativer i skidne gråzoneskalaer for mellemhedsaccepteren. Som om det virker.

Og hvid er bare en optimistisk grå, der ikke er blevet svinet til endnu. Kan ikke se pointen. Muligvis fordi den i virkeligheden ER set og viste sig at være havet mellem bølger. Men den føltes anderledes da jeg ledte. Da min søgen var uskyldig og med rent sind, blot en higen efter. Hvad skal man med perfekthed, når den skrider i svinget og efterlader én uden mulighed for at nøjes? Med. Eller Uden.

Men det er vel stadig bedre end at være gået på grund.

Der slagtes dyr. På offersten. På misdannede livsanskuelser og på grundlag af fejlfortolkede teser… Der sables ned.

Bare for at gøre det.

For at være sikker

For ikke at blive slagtet.

Selv

Der holdes dyr. I stramme tøjler og i dertil indrettede indhegninger.

Strammes til

Der holdes nede og under

Der sættes grænser

For at være sikker

Selv

Der tæmmes dyr. For hvad skulle der ellers gøres?

Der rettes til

Lægges bånd på løbskhed

Underkendes natur

Der lukkes af

I beskyttelse og forsvar

Og det virker, men hvem er jeg så nu…

Selv?

Jamen jeg ved det jo godt..

Jeg burde bare passe mit job og vente pænt på at familiesommerferiedjævlen kommer forbi og lader os alle tilbage med en sær smag af; Var det virk’li’ pengene værd? Og det er det jo. Osse. Set retroperspektivt - engang i september.
Burde blot se frem til at æg i divergerende størrelser, med søster-sadistisk tilgang til livet, vender blikket mod ophav og proklamerer udelt glæde,ved igen at skulle op og i skole - blot for at slippe for folk med samme efternavn. (Ja, det er så sådan vi opretholder incitamenter udi lærdomstrang på min adresse)

Jeg burde læne mig op ad det fantastiske ved at vågne op, uden tømmermænd - moralske som fysiske, jeg burde lade fornuften råde og overlade sommeren til de nyudklæggede studenter, som larmer forbi min bil, med fine hvide (ihvertfald indtil de tabes i … noget ulækkert, som ingen husker hvad var) huer og som giver mig en lille tåre i øjnkrogen - fordi det er så stort at blive student og fordi de er så søde.

Jeg burde vide, at min tid har været der…

Men jeg abstraherer. Igen. Og tar’ forskud på ferie.

Tiden er kommet. Der er Roskilde. Lige om lidt.

Jamen jeg ved det jo godt.

Det er forbundet med uforholdsmæssigt mange gener, af alle slags.

Som min gode ven udtalte for længe, længe siden; “Man har ikke været ordentligt på Roskilde, før man, med urinstøv i næsen, har ladet sit vand henover en bunke brugte tampax”… - Anede ikke hvad knægten snakkede om. Hvis du heller ikke gør, så tillad mig en uddybelse: Sol skinner - mænd lader vand, hvor det passer dem - jord, hård og tør - urin lægger sig PÅ jord - vand fordamper - vind rejser støv (og rester af urin) - indåndes af fesivalgængere - sætter sig som halsbetændelse - avs … På mange måder. I mange uger.

Tillad mig én til; Vand ovenfra - mænd lader vand, hvor det passer dem - blander sig i vand ovenfra - … … Ta’ den selv derfra…

Der ud over kommer resten af, de 90.000 medsammensvornes, efterladenskaber.

Så vågner man i et telt, ved siden af nogen som - ihvertfald dén nat - var ens fedeste ven/inde, - kl. 06.30, i noget der ligner 40 gr. varme, mens ens eneste ønske er at stå oppe i Kvicklybutikken og købe Kildevæld galore, iført sine shades, som er blevet forsvundet under dynger af tommer dåseøl og brugt tøj, og man spekulerer som en gal over, hvor filan ens telt og resten af vennerne egentlig blev af???
Man tjekker sms’erne på den mobile tlf. (som næsten er løbet tør for bat); “Åh Gud kvinde, så tag dog telefonen”, “Jeg står i front til højre, kom nu for fanden!”, “Sidder på containeren og venter. Hvor blir’ du af? - …For helvede”(den ligger så i sendte sms’er???), “Jgg kann ikke dnrsta du ikkke taer tlfonn” (og dem er der 13 af, med alternative stavemuligheder), “Jeg er lakket til min pige. Og dig? møsser”, “Organic Bar ved Odeon kl. 18?? Game?, “”Kom op på  Astoria!”, “Bål i campen - Find lige Jesper D!!” Det’ jo ikk’ til at håndtere.. Kl. 06.30.

Teltdug er ingen god opfindelse ift. isolation og her tænker jeg specielt på lyd. Hverken indefra eller udefra. Skal man sove, er andres fester vældigt irriterende og er man vågen, kan man godt ønske sig at undgå lyde fra alkoholsvækkede svælg og/eller fra folk der leger med andet end … playmobil. - Jeg har i virkeligheden ikk’ brug for det.

Jeg hader, når folk bliver væk. Og det gør de tit (alle de andre). I flæng.

Jeg hader når folk kaster op. Hader når folk ikk’ ka’ holde balancen og bruger mig som bande. Hader generelt, når nogen stjæler, hvad der er mit eller særdeles når de - igen - lader deres vand op ad det eller ned i det.

Hader kø. - Eks. ved madstederne, ved “tankstationerne” & ved ATM-maskinerne.

Allermest hader jeg personligt søndagen… For da er det hele overstået. Som da man som barn, efter fyrværkeriet i Tivoli, trådte ud på H.C. Andersens Boulevard og efterlod alle farverne, alle smilene, alle de fine farver og mødte den kolde gadebelysning, lydene fra bilerne og bare vidste at den eneste vej, var mod hjem. …
Jeg sidder i min bil, med det der er tilbage af min oprindelige opbakning og lytter til P3, der spiller noget, jeg lige har hørt - bare på en anden måde. Og jeg mangler alle de andre (45.000 - 100.000) Da er det’ ikk’ det samme. - Ved siden af mig holder veninden i sin bil og vi kaster håndtegn, gennem åbne vinduer, til rytmen og lyden fra Orange og én af os drejer fra… Det er når det går op mig, at sammenhørigheden med alle de andre, skal omtales i datid, når lugten fra nogens joint, ikke længere falder helt naturligt, når jeg ved at der er 358 dage tilbage, før festen starter igen.

Bortset fra noget, der er forbundet med åbenlyse voksenadspredelser, er dét det vildeste antiklimaks.

Det er så NU den kære Blogwoman, min vidunderlige veninde, som i virkeligheden havde lagt ovenstående fra sig, - i en long-gone eventyrfortælling, fra dengang hun var nede med ALT… , skal nyde minderne - Men i år, skal hun leve det ud igen. - Med mig. Og vores.

Og jeg lader hånt om alt hvad jeg hader og lader det overskygge af The Orange Feelin’… Kom Roskilde, kom glad - Embraise me. Jeg KAN ikke vente længere.

En fredag aften i roligt lag… Begge æg er deserteret de hjemlige kampmarker, til henh. py-party & hænge-ud-aften-VED-TV-med-andet-teenæg,  og modermågen sidder tilbage i ro & mag - Nydende stilheden… og en GinTonic, med tilhørende cigaret når æg nu alligevel er fraværende - indtil…

SMS: Så tag den dog!! - Besked fra teenægget - og selvklart ringer man op på sådan én… Som forælder.

“Det’ mor.” Indsmirende stemme i den anden indikerer at nogen gerne vil nyde noget, uden at give noget retur…

“Må mig og Andet-teenæg gerne ta’ ud til én der hedder what-ever? What’s-his-name er der osse.” Et smil af en anden verden bølger igennem min mobil og stilheden lægger sig over spørgsmålet - Hun ved, fra sit mødrene ophav, at den der taler først har tabt.

“Skat’æg, lad mig lige tale med Andet-ægs mor…” henstiller jeg forsøgsvist - til hvilket svaret kommer prompte: “Hun vil ikke tale med nogen.”

Der anes ugler i en eller anden mose…
Endnu engang drages min opmærksomhed mod at afkom tilsyneladende er af den overbevisning, at mødre - ved fødsler - afsondrer deres hjerne sammen med moderkagen.

Prøver igen - Nu er svaret så modificeret: “Vi ka’ ikk’ lige finde hende og hun er vist ked. Hun vil ikke tale med nogen.” “Sig hun sover” - hvisker suflør-ægget pludselig, hvilket gentages af eget skråplans-æg  … Sidder et øjeblik og river højre hånds negle gennem håret. Hårdt. Ka’ godt mærke at politibetjent-mågen kommer op til overfladen. At jeg call’er dem på det, besvares bare med fnis - som havde de røget sjove ting fra nogens drivhus.

Det viser sig - ved forgæves opkald til Andet-ægs mor, efterfølgende opkald til hjemmenummer, som svaret af æg (af divergerende art) - fordi anden måge har efterladt mobil hjemme samt samtale med voksen storebror til … et eller andet æg - at Andet-ægs mor ikke er hjemme - hun er deserteret eget hjem, i vrede - over håbløse æg… Af mange slags.

Man må gøre noget. På den fede måde. Får efter 15 minutter genskabt kontakt til eget teenæg, som kryber til kors og meddeler at de i deres planer udi at overtage verdensherredømmet, troede det var nok at få min accept på føjteri til postnummer af ukendt størrelse og bare efterfølgende ville indhente anden hjerneløs mors “Hvis Lego har sagt ok, så er det osse ok med mig”. Right.

Enden på denne lille leg er - vist nok- endt således at eftersom æggene ikke ved hvor ham dér What-ever bor (are uoy kiddin’ me??!) og ikke kan skaffe nummeret til hans forældre og What’s his name sjovt har fået nyt nummer - og derfor ikke kan kontaktes AF MIG -  Ja, så er æggene blevet foran skærmen med noget syngekonkurrence og noget dårlig film. Alene. I selskab med kun hinanden…

Og nu sidder jeg hér. Tørlagt for flere GinTonics. Og smøger. Og det er vel osse OK. Tror nemlig i virkeligheden jeg har brug for langt hårdere stimuli i nær fremtid og årene der kommer.

… Har sat Chemical brothers på…. here we go!!!

Mørket omslutter dem.

Kun lyset fra tårnet i byen han bor i, kaster stråler ind over hans seng og lægger skygger omkring dem.

Hun er over ham, hårdere, mere intenst, med mere styrke, læner sig tilbage og griber fat i hans knæ.
Slynger håret bagud mod venstre. Mærker knæhaser mod sine bare tæer. Mærker skuldre skælve, mens vejrtrækning bliver dyrisk og alt rammer helt rigtigt.
Hænder griber hårdt om hofter. Han trækker til. Alt trækker til og hver eneste muskel sættes ind. Øjenkontakt i dyb dis-koncentration, med fælles mål, hvor rytme og halvt lukkede ekstaseramte øjne og skilte læber går op i en højere enhed.

…

…

Hænder glider, fra hals henover silkebeklædt marmor, til lyske, hvor negle trækker fine striber efter sig.

Hvis verden gik under lige nu, var det ligegyldigt.

Der findes intet andet…

Et; Jeg elsker dig, undslipper hendes bedrageriske læber. Der er stille… et øjeblik. Han trækker vejret. Ind.

Hendes læber hviler tæt ved hans højre øre. Duften fra hans lyse hår, fra hans hals, hans varme, hans våde hud, - alt bliver indåndet i et drag – for det er nok de sidste.. Hun får.

Mens han ånder ud, lægger hun højre hånd over hans mund… Troede ikke der var flere kræfter tilbage, men overlevergenet slår til i sidste øjeblik.

Ikk’ sige noget, hvisker hun… Af frygt for hvad svaret vil være.

… jeg tæller alt.

dumdadidumdadumdadaai…

Det går vel freakin’ over!? - Gør det ikk’? Jooe, fordi det skal det.

Kramper går over i løbet af 2 ½ minut… Teoretisk.
Rygere, som ikke vil være rygere, slipper urge’n mens de drikker vand og går en tur… Teoretisk.
Alkoholikere tar’ en dag ad gangen… Teoretisk - og fordi de skal.
Hardcoreafhængige har en sponsor.

Som jeg har hørt det, - så virker det.

Hvor gør vi af forelskelser??
The one-way-street-ones, vi ind imellem blir’ ramt af??

Det kribler i mine fingre, det syder i mit hjerteblod & det overskygger min måde at anskue verden på!! - Du skal ikke komme og fortælle mig at du ikke aner hvad jeg snakker om!!

Jeg ved jo godt at han ikke vil MIG. - Var han interesseret, havde han ringet..

- Og det’ den klogeste sætning, jeg har fået ud af “Sex and the City”. “HVIS  HAN IKKE RINGER, ER HAN IKKE INTERESSERET!”

-Den ER klog.. den sætning…

Men hér sidder jeg - Og hører intet. Har bare lyst til at fortælle ham, pr. TXT at jeg mangler hans selskab…

 Tror bare jeg går i seng.

I know now what I did not yesterday
Despite vows of everlasting and never-ending
I know that you’re gone to stay

In sorrow and grief I bow my head
Knowing that shit sometimes happens
What we had is dead

Moving on, aching, longing in despondency and despair
This ain’t fair
I’m sure

Thought I couldn’t live without
I was wrong – Still breathing

And as I keep on kidding myself -

I reject YOU
And leave you to what you need to do
You see
In time - I’m sure, there’ll be yet another true

Friend

Nej jeg ved s’gu ikke, men det handler vel i virkeligheden om at slå til, tænker jeg. Mens tid er. Være nok i sig selv og stå ved, uden at lade stå til. Der er alt for meget at gå glip af, hvis man vælger ikke at gøre det og hér tænker jeg specifikt på det dér laden stå til.

Så står man jo bare dér og tager imod. Det’ for tabere… Fortabte tabere, der med forlængst svundne kanter står tilbage med afrundet smoothness - for at afbøde og undgå.

Jeg vil helst slå til.
Tilstrækkeligt og hver gang. Uden undtagelser. Fordi jeg fortjener det.
Bare smadre en golfkølle i skallen på den aktuelle spade der vælger at forurette mig.
Trække den med skulderen helt nede fra venstre fod, med højre hånd bag venstre på skaftet og give frit sving på svineriet, med fuld overbevisning i sind, sjæl og bevægelse.

Det sku’ være en fornøjelse at mærke køllehovedet ramme højre side af ansigtet og se slaget forplante sig gennem kraniet, mens hud, væv og kæbe nærmest ville bølge gennem luften, uden anden modstand end de lydbølger der måtte vige pladsen, når knogler fragmenteredes og tænder blev til grus i en blanding af spyt og blod. Og tårer.

Mand, hvor skulle det være godt.

Om jeg ville blive mere tilfreds som menneske?? ‘Tror jeg næppe… Det’ osse ligegyldigt. Den dårlige smag, som min samvitighed ville efterlade i min mundhule, kan skylles væk med Jack Daniels og SB12.

Men det ligger jo ikke til mig.

Jeg vender mig istedet stille om og kigger vedkommende dybt i øjnene - mens jeg fører venstre hånd bagud, til op bag skulderbladet - og trækker langsomt stikvåbnet ud af kødet mellem mine ribben. Bladet blir’ tørret af i mine jeans, før jeg rækker det retur til misæderen, krysteren, der fandt det nødvendigt at se mig forbløde fra et sår, hvorfra jeg selv har svært ved at stoppe blødningen.

“Det’ vist din” - hvisker jeg. Som så mange gange før…

Nu må det være nok… Det ka’ simpelthen ikke være rigtigt.

Følgende steder MÅ der strammes op:

Appelsiner skal producere små sammenhængende orange frugtsække, med syrligt indhold og IKKE hvidt stads der klistrer fast under neglene.

Vand indeholdende kulsyre skal fylde PRÆCIS det samme som alm. vand, så 2 tryk på automaten rent faktisk betyder 2 tryk på automaten. - Ikke 2 tryk på automaten og-husk-så-lige-en-ekstra-kop-så-du-ikke-skal-ligge-på-knæ-og-tørre-op-i-våde-støvler!

Mennesker skal måles op FØR bilkøb, så de ikke smider penge ud på et køretøj i en størrelse, de ikke kan styre og/eller overskue. På den måde skal vi andre ikke holde og vente på at folk - i flæng - kører frem & tilbage i parkeringbåse, fordi de er pivskæve og ude af stand til at holde I MIDTEN, men helt op ad naboen. Så ka’ de s’gu blive siddende i deres wrongsize biler, ka’ de.

Bordtennis, badminton & håndbold - og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge - skal ikke længere kategoriseres som sportsgrene, værdige til primetimeTV. Det er sportens svar på myg; Det generer mine sanser, gir’ mig lyst til at smække noget og dukker op, når jeg har allermindst behov for det. - Som i aldrig. Boldsport med bolde i forkerte størrelser og former, har (som myg, uagtet størrelse og udseende) ingen eksistensberettigelse. (ja ja.. Det’ MIN blog - jeg skriver hva’ der passer mig)

Brugen af udtryk som; “Du skal ikke være så Pernippen” og “Det er et huskeråd, jeg har lært af min mormor”, skal være forbundet med bødestraf og lineal-slag over de små fede fingre.
Et HUSRÅD er at smide kartoffelmel ud over spildt rødvin på det hvide gulvtæppe, eller at sætte skåle med eddike rundt omkring for at fjerne røglugten (og så er jeg li’ssom dækket ind). Et HUSGERÅD er et dørslag, en simpel slev eller en tragt. I øvrigt hedder det “pernittengryn”.

Og kæledyr skal i dén grad lære at holde sig i live indtil deres respektive ejermænd - børn i almindelighed og mine i særdeleshed - er klar til at miste dem. For helvede…

Så’ det sagt.

Netop som universet er spændt til bristepunktet af tyk, tyk hør-mig-se-mig-mentalitet og selviscenesat Napoleonshattekultur.
Netop som man står på kanten af et opgivet ævre, så dukker de op. 
Af ingenting. Eller - af alt. - Som nisser ville gøre det overfor folk der har mistet troen på fantasivæsner. Ikke for at overbevise dem, men mere for vise dem at de har taget fejl.

Fra tykke, støvede bøger mellem birkens rødder, op ad suppegryder & kageforme, rundt om hjørner på chokoladefabrikker. - Ud af det mørke man kun kan finde ude på landet, på en måneløs nat, dér titter de frem og viser én, at de, man har gjort sig sine tanker om, rent faktisk sagtens kan være lisså Freakin’ Grreeeat som man havde forestillet sig. And beyond.

Hvem de er?? Det ved jeg s’gu da ikke noget om!! Jeg har kun set, hvad de har valgt at vise mig og ud over at de i fællesdans over et flødeskumstema viste mig at jeg TOG fejl, så gjorde de mig rigere i løbet af kort tid. Lod mig fylde med tilpas høj oktan til at finde min mojo.

Og slippe tanken om at gi’ op.

For selvfølgelig gir’ jeg ikke op.

… Ska’ bare liiige ligge lidt

Et knus er et klem
Med flygtighed
Så let og fint som ordet det hæfter sig ved
En berøring af kind
Og hænder på skuldre
Det gi’s i flæng og mangfoldighed

Det lettes for vinden, som smil
Og snefnug flyver sydpå 

Et kram er en gave der gives af sjæl
I andens favn
I varme, i mening og forløsning af opstået savn
En berøring i sind
Med tryghed mod hals
Det samler sig, tætnes og modnes

Et kys er smagen af mer’
Af tillid til ægthed
Og sagligheds suk blir’ afløst af fler’
Små eksplosioner af prikken
På læber
De danser de brænder
De leger de ler

Og lægger sig til hvile som tindrende stjerner på erindringens nattehimmel
Til evig ihukommenhed
 

……. 

Og til sidst - Citat af strofe af ukendt oprindelse, men den lever i mit hoved på 20. år: 

Tro mig jeg har aldrig kysset før
Et kys vil åbne himlens dør
Så kys mig nu
Du ved jeg elsker dig

Jeg er vrikket om.
På min talefod.

Og det er mærkeligt, for jeg har løbet marathoner på den…

Tænk at man kan være så klodset at skvatte over småsten… men måske har de lange løb, som var så nemme at komme igennem - side om side - nok alligevel været lidt for hårde ved ledbåndene. Som lagde stemme til.

Det er jo ikke fordi den er sådan rigtigt forstuvet. Det var at sammenligne med en gakket gangart, - semistyrtet, altså. Den er bare så svær at støtte PÅ lige nu. Talefoden.

“Det går over”, tænker jeg - mens jeg eleverer, nedkøler og yder anden akuthjælp på den skadede del af mig, “Det går vel for fa’en over. Det var kun et vrik.”

Jeg føler mig bare så satans amputeret.

Så!!! - Skete det igen!

Nogen har startet en ny stafet og denne gang skal vi lufte snavset undertøj i åbent forum.

The almighty Spunkflasher har tagget mig med muligheden for at fremkomme med mine sære sider… Reglen er dog at man må begrænse sig til at udbassunere 6 af dem. Og dét er nok meget heldigt… Alt taget i betragtning.

_______________________

Jeg tjekker af ukendte årsager altid om jeg har fået mine nøgler med. - EFTER hoveddøren er smækket. Det har gennem livet kostet mig sneen ned ad bjergene at genskaffe mig adgang til mit hjem.
Sidst jeg brugte sparepenge på denne måde, var på min fødselsdag (som falder på den helligste af alle helligdage) kl. 01!! Cigaretterne hentede lissom ikke sig selv. Vel?

Jeg taler til mit TV og afholder mig ikke fra at rååwe af det, når folkene inde i det siger dumme ting.
De gør de tit, syn’s jeg. Dette sker til stor irritation for mine yndige æg, som (alt for tit) ser bebrejdende på mig og siger; “Nu taler du til fjernsynet igen, mor!!!”

De strømper jeg udvælger mig om morgenen er oftest ikke ens. (En direkte konsekvens af ikke at parre svinene, før de ryger i skuffen.) Det er de heller ikke idag og det efterlader mig fuldstændig kold… Jeg har støvler på hele tiden. Problemet opstår først, når jeg kommer hjem til folk der insisterer på at man smider fodtøjet i gangen…

Der findes mennesker der har problemer med hvilken vej højre og venstre vender - Dem har jeg grint meget af - på den uforstående måde… Men det har en logisk årsag: Det er fordi jeg i min dagligdag fortrænger at jeg har et problem der ligner.
Jeg kan ikke, på stående fod, fortælle hvilken vej man skal dreje en hane, for at slukke den… (hvad sker der med mit hoved??) Og jeg drev min far til momental sindssyge, når han havde bedt mig om at slukke for vandet til haveslangen og han måtte stå og skrige nede i baghaven; Den anden veeej, Leeeegoo!!!! - og jeg så bare skruede endnu mere op for vandet…

Toiletrullen skal vende udad. Det er mig magtpåliggende & det er indiskutabelt. Og jeg vender den, ligegyldigt hvor jeg befinder mig.

Jeg betaler ikke for mine plastikposer i dagligvareforretninger, hvis jeg kan slippe afsted med det… Ja. Det er tyveri. I know… Det er ikke fordi jeg lider af en skæv form for kleptomani eller fordi jeg ikke har råd til dem (selvom de faktisk er ret dyre) - det ville jo ikke være sært.
Det er et princip!! Hvis jeg køber et par sokker (for jeg køber dem i par..), så får jeg en lille ubrugelig pose til at bære dem hjem i. Ligeledes hvis jeg køber en gryde, eller en bakke pommesfrites. Men hvis jeg går ned i SuperBest og køber dagligvarer til hele ugen og smider hvad der ligner udbetalingen på en nyere brugt bil, så skal jeg Gudhjælpe’me smide ekstra penge til miljøafgifter, via bæreposer m/u hanke - En afgift der allerede er pålagt selve varen, fordi den i sig selv er pakket ind i plastisk eller glittet papir.

Nå, det var 6 ærligheder… hvad jeg så vundet???

Retten til at gi’ stafetten videre, går jeg udfra.

Jeg tagger moye   abra   grandemuffin   brownie   fat2fab   pictureperfect - Håber I gider lege med.. Så jeg ikke sidder hér og er latterlig helt for mig selv.

Regler (helt som de plejer)

Link din tagger
Nævn reglerne på din blog
Fortæl om 6 sære vaner
Tag 6 andre og læg link på deres respektive blogs…

Stilhed
Mørke
Hjørne
Knæ
Kulde

Stilhedslammet
Mørkeblændet
Hjørneoptrukken
Knæoptrukken
Kuldebidt

Stilhedslammet gennem tanker
Mørkeblændet, genskabende lyn-syn af gudelignende Goth-like skikkelser i hvidt og gyldent. I prossession. Forbi. Igennem.
Hjørneoptrukken i flugt uden flugtmuligheder
Knæoptrukken til hage, i vertikal fosterstilling, gennemvædet af tørre tårer
Kuldebidt mod nøgen hud fra lakerede gulvbrædder

I timer

Mens smøger blir’ til aske mellem fingre

Er blevet tagget af denne her fantastiske blogger

Det er længe siden hun gjorde det og jeg finder det svært at følge, de værste og supersjove (man kan altid more sig på andres bekostning) dates andre har været på, op.

Men det hænger sammen med to ting;

ALLE MINE DATES ER FRA %¤?&!!! HELVEDE - ALLE TIL HOBE!!!

Punkt 1. Jeg hader at date.
Jeg sidder og sælger mig, mine faglige kundskaber og min person HVER dag. Hver evig eneste dag, skal jeg få fuldstændigt fremmede til at vælge mig positivt TIL, få dem til at mene at mine egenskaber, er de eneste der du´r og få dem til at “komitte”. (Nej, jeg er ikke “købepige” på den klassiske måde - men det snerper der henad.

Og når jeg sidder på en date, nyvasket og pæn i tøjet, og samtaler med en mand, så kan jeg ikke abstrahere fra at det føles ”tjekliste”-agtigt og lugtende af jobsamtale.
HAR faktisk siddet på date med en mand, som jeg mødte i byen - og som jeg efterfølgende var bange for at jeg ikke kunne genkende mellem 5 andre, (gintonics kan mange ting) hvorfor jeg mødte op 15 minutter for tidligt - bare for at have muligheden for at spotte ham. - Han sad sat’me og satte “tjek-flag” på caféens papirdug, hver gang jeg sagde noget der faldt i hans smag!

Jeg gør alt hvad jeg kan, for at være imødekommende, lyttende, til stede, i “du-stilling”. - Ligesom det er min med-menneskelige pligt - til middage, hvor jeg får plantet en bordherre, at få mine omgivelser til at føle sig velkomne, ønskede og interessante. Det er jeg opdraget til.
Jeg hader at mine venner/veninder, qua de dates de kommer ud for via deres dating.dk-profiler, er i stand til, efter 4 minutter, at kunne spotte om NOGET er tiden værd…??! Hvad fanden er dét for no’et???! - “Ved du hvad,; jeg kan bare mærke, at det hér ikke gir’ mig den rigtige følelse i maven, så tak for i aften, det var hyg’ligt du.”. Tak for lort. Jeg går jo rundt og påstår at mine nære relationer er i stand til at give alt, en reel chance i livet!!?
Det er nok bare mig der er sær.

Punkt 2. Hvorfor er det altid de grimme historier der får lov at leve??
Det er jo ikke kun under “dating” der er håbløst av-for-helvede-historier…

Verden vil bedrages… Og derfor har Se & Hør f. eks. en eller anden form for eksistensberettigelse… Jeg HAR hørt om fødsler, kampe mod Københavns Parkering (undskyld Provinsen, Øerne & Jylland) og fine dates, der i sidste ende gjorde eventyrets “lykkelige ende” til den rene sandhed.
De kommer bare mærk’ligt nok ikke ud! Det er fantastisk at fortælle de skønne historier, men det er hverken sjovt eller opildende at fortælle dem videre.

Derfor er jeg nødt til at fortælle om den fedeste (2.)date ever:

Jeg mødte ham på hans hotel i min by (dermed var “hvor skal jeg ellers overnatte” situationen overstået)
Fik sjusser, mens vi samlede op på hinandens liv og kom lidt tættere på. Over mojitis, mojitos royal og dét der var tilbage af champagnen.

Fandt det bestilte bord på den udseete restaurant, god mad HAN( fordi JEG er udelt kvinde ind imellem) bestilte for os begge. Flere drinks, dyb samtale, grin, dyyyb “jeg ved godt hvor du kommer fra”-sludder, flere grin… Og videre og kom-giv-mig-lige-noget-mer.

Endte med, efter mange timer, helt eksemplarisk aflevering i taxa… Tak for en god aften.
Helt igennem dejligt selskab - har intet at udsætte på hverken ham eller omstændighederne.

Ja, jeg havde tømmermænd dagen efter og ja, jeg håber den mand gider at se mig igen. Og pt. er jeg s’gu ligeglad om det er som kærestepotentiale. Bare han gider mig.

Men hvem gider at fortælle sådan en pæn historie videre??

I den tråd; for at få det fede, i os alle, frem, så tagger jeg

Liv

lios

h2p3

iltmangel

Giv et bud på hvornår du har været den bedste ven, nogen, nogensinde kunne have tænkt sig…

Se, dér har I en udfordring…

Det sås ikke komme.
At skulle være fjendebillede. Torne i øjne.

Forsvandt jo netop. Gav plads. Eller overlod den samme, til den næste i rækken af efterfølgende tilfældige, der ikke sparkede fra sig og som derfor fik lov at lægge ryg til. Allernådigst trådt under fode.

Gjorde hvad kan gøres og andre gange gjordes, hvad ikke kan undgås. Bøjede af, føjede i, i et elastisk pantomime-teater for nybegyndere udi afskårenhed og adskillelse. For at være fleksibel, jo vist - men mest for ikke at knække.

Flexer stadig i spændstigt overlevelsesmode - Får rigeligt med lys, væske og næring til ikke at visne. Dø. Det skulle sat’me lige mangle.

Uden deltagelse, trækkes lidt for gode minder, lidt for mange ord og meninger ind i fremmed liv og bliver til irritationsmomenter og lægges for had - fordi de aldrig, aldrig, aldrig kan viskes ud og glemmes. Fordi de binder tråde mellem stiklinger, som gror og minder om svundne tider som forlængst er slagtet, men som gør gartnerens fingre grønne af erfaring.

Og dér. Lige dér står jeg. Forholdsvist ufarlig - Og så det slet ikke komme… At det var mig;

Spøgelset fra fortiden i en fremmeds nutid.

Det er en svært definérbar størrelse. Den dér tid. Nogen finder den meningsløs, mens andre nyder den.

Det kommer lidt an på hvordan man vælger at bruge den. Og få den til at gå…

Man kan jo ta’ opvasken, gå en tur, skrive på sin blog, løse en kryds & tværs eller lægge sig til at sove. - Det er det fede ved tidsfordriv; det er en joker man kan smide ind i spillet, fuldstændigt som man finder det rigtigst for én selv.

Så der er slet ingen grund til at kede sig og hvis man - som jeg - synes det er sjovt at udfordre sig selv, så kan man udvikle nye og anderledes måder at få sekunder til at blive minutter.

Nu f.eks. idag, har jeg (og mine tungt bårne tømmermænd) valgt at sidde på yndlingsveninden dørmåtte i 1½ time og kigget op i hendes spionkamera - fordi jeg ville ha’ hende med ud at lege.

Jeg ved ikke om hun er klar over at jeg sad der, men hvis hun ER, så er hun det sjoveste menneske i hele verden.

Superlækkert nummer fra Gnags – Og nej, jeg lægger ikke et link til YouTube.  

Men hvor blev C-holdet af??? Eksisterer det stadig? Ja, JEG ved det ikk’? You tell me… 

Jeg har længe haft tanker om dét at blive voksen, som i forældrevoksen, karrierevoksen, parmiddagvoksen, PBS-voksen – indsæt selv nogle fler’, gider I? For jeg gør ikke.

Mit umiddelbare problem har været ubevidst; I mit hoved har ”voksen” været ensbetydende med ”gammel, kedelig & grå” Jeg er nu klar over at jeg har taget fejl. Tror jeg. - for i virkeligheden tror jeg mit største problem ligger i, at jeg ikke aner hvad begrebet ”voksen” betyder. 

Og jeg ved det jo godt. Altså, at jeg er galt på den. Jeg har flere gode venner der fortæller om f.eks. farmor som i en alder af 92, finder kæreste (2 x enkemand) på 84 somre, som hun har sit hyr med – fordi de andre damer på plejehjemmet, synes han er pisselækker. Og de er på alder med HAM. Sådan nogle mælketænder… Kom over jer selv! 

Voksen, må være noget med at tage ansvar og vælge. Vælge fra. Og til. Noget med at vide, hvad det rigtige er, i den givne situation og handle derefter. (derefter.. Igen, et meget voksent ord – Du ka’ godt høre det, ikk’?)
Men i min bog, er voksen; at blive gammel. Forudsigelig og øv-agtig. 

- Har hele mit liv haft en grundsikret idé om at det var noget, der kom om lææænge, længe. – Dét at blive gammel. Men det er det ikke. Har netop landet et job, hvor man I DEN GRAD går op i slige ting; Pension & opsparinger til dette og hint, og det sætter mig op mod væggen. For jeg skal tage stilling til hvilken slags opsparing jeg PÅ SIGT synes er det rigtige for mig. Og den stillingtagen, gør mig meget bevidst om, at det er lige om lidt. 

Jeg tror aldrig jeg blir’ voksen, i min egen (førnævnte) betydning.

Vil hellere bare håbe jeg er MIG – uagtet alder. 

Når jeg blir’ gammel skal jeg sidde på en bjergskråning over Barcelona og tælle mine penge. Og gå til fodboldkampe, med fast siddeplads på Camp Nou. Og så skal mine unger og deres unger komme og holde mig med selskab. – Hvem gider ikke dét, i Barcelona? 

Og hvis dén ikke holder??  

Så skal der, på mit plejehjem, indføres onsdags-mojitoer, torsdags-bobler, fredagsrock (i forhaven – ikk’ i Tivoli), rollatorstafet – med holdtrøjer!! Mandag og tirsdag skal bare være sjove og søndag skal jeg sove.Og alle ens venner må få eget gæsteværelse…
Hvis de bliver for stive eller for trætte eller for … gamle til at ringe efter HT’s transport. . Hvis den slags services ellers findes på dét tidspunkt. 

Og så vil jeg holdes fast i, at det er nogle af de ting JEG synes, der gør livet værd at leve. Voksen, gammel eller ej.

Der hænger et maleri på min væg. Det kan noget særligt. Det har engang vist mig fremtiden.

Right Lego!! Og hvis du er på stoffer, skal du huske at dele.

Det er malet af hende hér som pludselig stod, der hvor jeg nu var, og spurgte om nogen måske var interessede i at se mere..? Det var JEG (mest fordi det gav en kærkommen pause i arbejdet. - Man er vel mageligt anlagt.) - Ud af de mange eksplosioner i lys og farver, hæftede jeg mig ved ét helt specielt. Det var mit og der var ingen tvivl. Ku’ ikke få øjnene fra det og synet skabte en god, varm følelse omkring mit hjerte og fik mig til at smile. Kunsteren sagde at det hed “Ånderne”. What ever. Jeg ved røv & nøgler om kunst, men jeg ved hvad der gør mig glad…

Der blev handlet og jeg satte mig tilfreds tilbage bag skrivebordet og fortsatte hvor jeg slap. Et maleri, en god fornemmelse og en hovedpine på kassekreditten rigere.

Og mens mine omgivelser, overfor hinanden, gav udtryk for at de nok ikke ville slippe afsted med at disponere over hjemmets vægplads på samme egenrådige måde, så sad jeg blot og smilede for mig selv. Lidt klogere på mig.

For jeg vidste lige med ét, at alt var cool og at dét maleri aldrig nogensinde ville komme til at hænge i vores fælles hjem. Jeg flyttede samme efterår.

Nu hænger de her, ånderne, og minder mig dagligt om at jeg skal mærke efter om jeg er glad og om følelsen i hjertet er god.

Tryllepigen  :-) har nomineret mig til denne prestigefyldte titel og det er ikke uden stolthed at jeg modtager og i øvrigt sender videre. Da min sødeste Nok uden Noget endda har gjort det samme for en måneds tid siden (hvor min manglende tekniske snilde forhindrede mig), kan videresendelsen kun gå for langsomt.

Jeg følger med mange steder og henrykkes af mangfoldigheden, dybden og kreativiteten, men jeg er nødt til at begrænse mig - så nu nøjes jeg med 3 som begejstrer mig til et ubetinget UG-kryds & slange (kan alligevel ikke finde ud af den nye karakterskala)

Hermed nomineres:

Spunkflasher - Fordi han formår at give os et indblik i en hverdag, hvor en skæv tankegang gir’ hårde hvidevarer liv i familiens kælder, hvor hverdagens betragtninger skaber smil på min læbe og hvor indlæggenes natur formes hen over en så bred vifte, at man overraskes gang på gang. Og så tar’ han sygt gode billeder.

Knock - Har allerede modtaget en nominering, men jeg er ligeglad. En ord-ekvilibrist uden sidestykke. Hvis leg med ord kunne spises, ville Knock være min livret. Læs ham. Nyd ham og lad jer henrykke af hans underfundige og geniale leg med vores sprog.

Patton - Den gode general… Som pt. er missing in action - får hermed blogCitys Purple Heart. Hans “Suspended Amimation” svækker min evne til at tænke logisk og skærper frygten for at spørge; “Hvorfor??”, ligesom hans tekster giver en guidet tour i hvad der kan ske i et parallelt univers. Her er du bare nødt til at slippe tøjlerne og følge med. Hvis du tør.

You rock my blogworld…

På opfordring fra Ernst, tidligere d.d., kommer her et pic. af min åndsvage trøje fra way back when…

@ Ernst; Du er altså selv uden om det.

- Med stavefejl.

Hr. Ben Dover fra Sdr. Klippe

var kendt for at være en sippe

Han stak sig med hash

og tjener nu cash

ved at lade sin bagdel kn….

____________________

Erik Schone fra Sundby Vester

var slemt genert til saunafester

Men han var til fyre

og med hjælp fra syre

blev han sex-får for andre gæster.

____________________

Der var en trunte fra Thurø Sund

med en numse så indbyd’ne rund

Men hun slugte svampe

så den gik i krampe

Nu jobber hun kun med læber og mund.

Ja, det tog overhånd… Beklager. - Jeg skal nok gå i seng nu.

- Rydder stadig op… og ud.

Fandt, langt inde i skabet, en sweatshirt. En af dem vi alle gik i, den gang i ‘80′erne.

Helt klassisk. Der kunne ha’ stået; Claudio, Ball eller Marc O’Polo… Men det gør der ikke.

Der står;

Let’s play a funny game, called Pinocchio

I sit on your face

and you tell me lies

…

Den er lilla og den er grim.

I guder, hvor ville jeg gerne vide hvorfor jeg insisterede på at bære den.

Under kraftig indflydelse af teen-æggets søvn-røver spørgsmål fra i går aftes, har mine tanker fortsat sin vandring.

Min konklusion er stadig at jeg ligger i gruppen af hardcore vintage-heteroseksuelle, men jeg har dykket lidt i det og er kommet frem til at jeg elsker mænd. Stille & roligt. Ubetinget. Med alt hvad de indeholder af uforstående, løsningsorienteret firkantethed i deres tilgang til tilværelsen i almindelighed. Og os og vores fnidder i særdeleshed. Og så er der alt det vidunderlige, underlige, man ikke kan komme uden om.

So to all you men outthere - This one’s for you:

Det er duften i jeres hud. - Efter træning, efter bad (og før parfume), efter 8 timer under en varm dyne.

Det er måden hvorpå I skyder brystkassen lidt frem, når vi ber’ jer om at hænge en hylde op. Osse selvom I ikke aner hvilken vej en skruemaskine vender.

Det er måden I kan stå, med let spredte ben og hænderne i siden eller lommen, når I får en sludder med én af vennerne.

Det er grinet når I “leger” med alle de andre drenge. Og grinet I giver os, når vi har sagt noget sjovt. Eller sødt. Eller klogt. - Og dét er ikk’ det samme.

Det er måden I ryster håret på plads på, når I dukker op over vandoverfladen.

Det er det blide anstrøg i jeres ansigter der falder over daggamle skægstubbe, når I kigger på hende som er helt præcis rigtig. For jer.

Det er jeres nakkehår.

Det er lyden af jeres vejrtrækning, lige før I overgir’ jer til søvnen.

Det er varmen fra jeres hånd, på en kold søndag i skoven.

Det er jeres favntag og jeres arme, der når hele vejen rundt.

Det er omridset af opgivenhed og store spørgsmålstegn der omgiver jeres hele profil, når vi stejler over noget som, i jeres verden, er petitesser.

Det er roen der breder sig fra jeres bryst og jeres hjertelyd i vores øre, når vi trækker sammen i sofaen.

Det er overraskelsen og den slet skjulte stolthed, når vi formaster os til at frembringe en colabøvs - når vi har været pæne længe nok.

Det er de blide kærtegn, med hård hud.

Det er måden jeres muskulatur spænder op på, lige før I… Yeah, you know.

Det er silkeblødt over stenhårdt. Og i andre sammenhæng, lige omvendt.

Det er måden I kan lægge armen over vores skuldre i store forsamlinger og udstråle; Hun Er Min.

Og så er det den måde I slår blikket ned på, lige før I kysser os.

suk.

Piger, hvis I læser dette så hjælp mig lidt - Jeg har garanteret glemt noget.

Jeg ved bare at jeg ikke ville klare en halv dag på Femø… Der skal mænd til.

Den er helt gal nu. Jeg tænker det må være al den rengøring i mangt og meget, i og rundt om mit hoved, der er skyld i det.

Vågner tidligt ved lyden af en sms, der når frem FØR alarmen får vækket resten af huset. Blir’ hensynsløst revet ud af søvn (som jeg holder meget af) samt drøm om en respektiv x-kæreste der blev lesbisk på en ridelejr i New York. … Prøv lige at læse den sætning én gang til… Sat’me mærk’ligt.

Det har taget mig det meste af dagen at slå mig til tåls med at drømmen nok ikke skal tages særligt bogstaveligt. Som i noget clairvoyiant. Det ville jo  aldrig kunne lade sig gøre, for filan da. …Der findes overhovedet ingen ridelejre i New York.

Endelig i ro, henover aften, begynder jeg at glæde mig til det bliver dyne-tid (jeg mener det, - jeg holder virk’li’ meget af søvn) og krammer min nyudklæggede teenage-datter godnat. Helt hyggeligt.

Indtil hun siger; “Du, moar? Har du nogensinde tænkt over om du er skabslebbe??”

Jeg stirrer bestyrtet på hende, med sindssygt mange tanker farende gennem hovedet, for er det virkelig NU(??) jeg skal begynde at forklare hende om blomsterne og blomsterne, som ikke har brug for bier? At jeg har stor respekt for mennesker der vælger kærlighed frem for køn? At jeg personligt er forholdsvist sikker (som i 127%) på at jeg ikke tænder på kvinder og at min indstilling bygger på indtil flere forskellige tåbelige (og nå ja, delvist succesfulde) forsøg på at vinde kyssekonkurrencer, dengang jeg var skrupelløs og uden børn?

Ungen ser selvklart ikke tankerne, stiller et skævt smil op og ryster lidt på hovedet. Alt imens forsøger jeg at fuldføre sætningen; “Hvorfor får du lyst til at stille dét spørgsmål, lille skat?” - uden at stamme alt for hårdt. Men jeg må ha’ tabt tid på min kunstpause, for hun vender sig bare om og siger “Det ka’ du så bruge lidt tid at tænke over..” og lukker døren til sit værelse.

og nu ka’ jeg ikk’ sove

Har konsulteret noget klog dame.

Fordi nogen sagde jeg skulle.

Virkede alligevel en smule nemmere, bare at gøre hvad jeg fik besked på - når nu hele svineriet (læs; mit liv) kortsluttede hver gang jeg nærmede mig det. Når nu de dér 26 heliumballoner, som mit liv består af, alligevel var i luften frit svævende - fordi klovnen der skulle holde fast i dem, havde sluppet dem. Uforvarende og som en rottehale-bærende 5-årig i Tivoli, der pludselig skal pege på noget karusel som lyser og siger lyde.

Har altid påstået, skråsikkert & kækt, at jeg beherskede kaos. Ved nu at det var en sørgelig løgn, som blot dækkede over min dårlige samvittighed over at være for doven til at rydde op efter mig.

Eller. Dét har jeg jo vidst hele tiden. Er bare grundigt øvet i at bilde mig selv noget andet ind, så det passer lidt bedre ind i glansbilledet af hende jeg gerne ville være.

Sådan er det osse med livet.

“Frit valg på alle hylder. Alt sammen mit. Lige når jeg gider det. Og er der noget jeg alligevel ikke gider, så tager jeg bare noget andet og det må jeg gerne for jeg er mig og jeg må alt og gør i øvrigt hvad der passer mig”. Det kan ikke være så svært at forstå…

Den kloge dame mente ikke at den tese holder. Eller nogensinde har holdt. Mente at den dækker over at jeg er råddent bange for at vælge, fordi det samtidig betyder at der skal vælges noget andet fra, FORDI MAN IKKE KAN DET HELE PÅ ÉN GANG hele tiden.

Havde kun ét svar klar; Pis. - Med skuldrene trukket frem og ned mod knæene og øjenkontakt med mine tæer… Ku’ godt mærke at jeg fra nu af, ville gå glip af alt muligt. Med vilje. Tiden hvor jeg kunne tosse rundt i tilværelsen efter the-favourit-flavour-of-the-day, som en lille pige med stor kurv, påskesøndag løber rundt i haven efter pastelfarvede æg fra Påskeharen, - har været og er gået igen.

Og så mente hun osse en helt masse andet, men skåret ind til benet bad hun mig om at ta’ styring. Ikke i livet, bare i mig. Selv.

Styre mine valg, mine mål og mine prioriteringer - sortere hårdt i dem og vælge de der gav mig mest. Og så lade resten sejle.

Tillad mig at gentage; Pis.

Men selvfølgelig blir’ den kloge dame ikke kaldt klog for ingenting…

Sku’ bare lige af med det…

“Men det er jo ikke så meget dét”, siger hun forholdsvist højt - mens hun børster usynlige krummer af sin pudderfarvede cardigan, med perlemorspallietter på forstykket, og samtidig skæver mellemfornøjet op på en anden gæst, der drister sig til at strejfe ryggen på hendes stol, selvsagt ved et uheld, i et forsøg på at passere bag samme. - “Det er også hele hans attitude overfor mig efterhånden. Han viser ingen interesse i mt liv og han spør’ aldrig ind. Faktisk eksisterer jeg slet ikke når han er i nærheden… Kan du følge mig??” Hun holder en kunstpause… “Jeg tror han har en anden.”. Hendes proklamation og en lille forræderisk tåre i højre øjenkrog, får 2 kvinder ved nabobordet til at kaste skræmte blikke til hinanden… Det er præcis sådan et forhold til en mand, de frygter at ende i og det står mejslet i deres ansigter. Men det er kun mig der ser det.

Det er så længe siden jeg har mødt hendes mand at min idé om hvem han er, har fortonet sig. - har kun hendes mening om ham tilbage og måske er det dét hun har arbejdet på så længe… Mission completed. Men jeg kan godt huske hvordan han foretrækker hendes hest. Gennemstegt. Centreret på varm tallerken. Det holder jeg for mig selv.

Hun rører i sin skinny latte. I 8-taller - og så sukker hun på den uforstående måde, som er blottet for tålmodighed. Og jeg, jeg ryster indforstået på hovedet og kigger, med blikket indstillet på uendeligt, ud gennem glasfacaden, mens jeg lægger arme og ben over kors og læner mig resigneret tilbage… … … Men jeg lyver med min bevægelse. For jeg aner overhovedet ikke hvad hun snakker om og kan i øvrigt pludselig ikke huske hvornår jeg sidst har hørt hende tale om andet end sig & sit. Hendes tanker, hendes planer, hendes oplevelser af oplevelser - hvad hun synes, hvad hun vil ha’, hvad hun vil med det og hvad hun sidst har erhvervet sig. 

Jeg er bare ikke længere i stand til at fortælle hende det. Modstand har aldrig rigtig været en succes og jeg er træt. TRÆT, fordi det sidste hun rent faktisk har erhvervet sig, er den energi hun netop har drænet min sjæl for! Man skal vælge sine krige med omhu. - Så dét forsøger jeg og tænker stille at kun guderne ved om hendes mand kører samme strategi…

Konturerne af hendes profil fader ud i noget der ligner varmedis og jeg kniber øjnene sammen og koncentrerer mig for at fastholde hende på min nethinde. Det går helt vildt dårligt, men jeg håber på at det bare ser ud som om jeg v-i-r-k-e-l-i-g hører efter. Jeg kan stadig se at hun formidler et eller andet verbalt, for hendes mund bevæger sig konstant, omend den ser noget forvrænget ud. Munden. Og resten af hendes ansigt, for den sags skyld. Hele hende faktisk. - Trækkende ind mod sit eget bryst. Umiddelbart ser det nu ud som om hun er ved at implodere… Men hun snakker stadig.

Og mens jeg konstaterer at The Verves larmende kærlighed, der kører på replay i mit hoved, overdøver den brusende lyd af vandfaldet fra hullerne over hendes perlebeklædte øreflipper, - fordi fordi fordi hun fylder på en måde hvor usynlighed er omgivelsernes eneste overlevelse, er jeg nødt til at sande at jeg nok er mere enig med hendes mand end med hende…

Selvom jeg nu nok ville toppe af med bløde løg.

Vågner med lukkede øjne. Der er onsdag.

Formiddagssolens leg med skyer over verden, toner mit hvide univers i skiftevis lysegule og gråblå skygger. - Forholdsvist hurtigt i skiftene, som om blæsten i sensommeren mener den har noget at sku’ ha’ sagt. Udenfor rasler det nu i noget mørkegrønt, men hér inde virker det som en voiceover på de douce farver, der dansende leger på min væg og på min dyne og i min luft. Alt sammen gennem florlet gardin, der gør det hele meget blidere at iagttage. Skånsomt. (- som cellofan beskytter blomsterbuketten mod vind og vejr. Virker sjovt nok kun som beskyttelse mod dét. Virker ikke mod højhælet, langskaftet, sort støvle, fra indeværende efterårs kollektion - som træder den i stykker mod asfalt… Mon planter bløder??)

Lyset skærpes, bliver skånselsløst unuanceret og skifter kun vinkel og minder mig om at tiden, også denne dag, går sin gang og lader sekunderne æde sig ind på bagkanten af farvernes holdbarhed. Selv uendeligheden er forgængelig.

Beslutter mig for at ta’ solbriller på og blive inden døre.

Venter forgæves på kamp mellem tordenblå og tordengrå i marmorering som sagtens måtte tilføjes rene, hvide snit. Clean cuts - om og om igen. Så kunne der for min skyld godt males over med ren himmelblå efterfølgende.

Men lyset trækker ned i rosa og toner verden over, og om, i candyfloss, fersken og mærk’li’lilla, for til sidst at trække sig mod vest - som netop i dag ligger stik nord - og lader nuancerne af verdens grå overmande spillet i farverne.

Jeg vinker ikke. Vil ikke. Det er først i afskeden at man lader noget forsvinde. Men jeg får heller ikke lov og det er ikke noget jeg bestemmer.

Og fra øst, over Øresund, trækker dunkel tunghed endelig sammen over mit lille land og fortrænger den sidste lille bitte rest af ønsker om farver, med uundgålighedens tunge dråber. Man skulle næsten tro at vejrguderne sad og holdt øje med min sindstilstand. Som om de dog ikke havde andet at ta’ sig til…

Og tiden fortager sig og efterlader mig farveblind.

Der går nok et stykke tid, før dét fortager sig.

Det må være en brist. Af den hemmelige slags. Den jeg har…

Du fanger mig. I et øjekast. I et øjeblik. I et blik.

Du fanger mig.

Hvor jeg tror, jeg er karakterfast, er du håndfast.. - og jeg blir’ håndsky…

Jeg gemmer mig og du fanger mig igen.

Finder en busk for at gemmes, men jeg jeg fænges. Af dig. Og dét du kan. Hva’ fanden er det med dig?

Hva’ er det med mig??

Jeg drages af stålfast vilje, der gennem magnum .475 propiler, føles som andet og mer’. Meget mer’. Som varmesøgende misiler. Jeg er 24 karat. Blød, mellem dine blink. Og du ser mig. … På hælene. Skråsikker. I et jordskred.

Prøver med konvekse kurver at vise dig at jeg kan - og er - mere end du ville drømme om at stifte bekendtskab med, men klippefast vedholdenhed er svær at konkurrere mod…

Jeg er En Garde. Jeg bruger min ammunition. Ligger i flyverskjul og skyder med skarpt. Alt jeg har, fyres af på at få dig i sænk. Jeg kender mine parader, mine kunstpauser - der køber mig tid. Må sande den stakkede frist det gir’ mig… Til trods for sårede tæer, må jeg sande at det hårdeste, der rammer, er det fodskud jeg gir’ mig selv!

Jeg påstår der ingen kanter findes, men du finder facetter jeg ikke anede fandtes.

Det gir’ sig. Jeg gir’ mig. Overgir’ mig.

Til den hårdeste modstand, som i et M, jeg nogensinde har mødt.

Gi’ mig mer’ , gi’ mig mer’ - please gi’ mig mer’.

Og jeg skal sat’me ikke ha’ no’et turpas.

Da jeg og mine søstre ude i verden var 15-17 år, vidste vi udemærket godt at drengenes nye yndlingshobby gik ud på én ting.                             Ja ja, jeg ved det godt; der bliver skåret grundigt over én kam. Sagsøg mig… Der skulle scores. Plenty. - I hårde byger og helst med et interval på ikke mere end 6 dage… Ellers spildte man tiden. De gjorde det meget godt, drengene, det må man gi’ dem. Og de blev bedre og bedre. - Mere opfindsomme og gennemtænkte i deres agendaer for at få tigermisserne i nettet. - For de er allesammen grå, kattene, når de render rundt ude i mørket. (Det var da ikke provokerende, vel?)

Well. I mellemtiden blev, blandt andet, jeg dygtigere og dygtigere til at gennemskue gennemtænkthederne og i sidste instans, så endte det med at det noget blev seriøst og de implicerede blev seriøse (for da havde smartness og deepness åbenbart overhalet lystighed) - som jeg giftede mig med. - Og siden blev skilt fra. Siden da er det gået slag i slag og jeg har været så rasende priviligeret at jeg efterfølgende, og i rap, har fundet 2 mænd, der havde reelle hensigter og som begge syntes jeg var værd at holde på. Og omvendt. I øvrigt. - Så kom vi så langt. Det var så de sidste 17 år af mit liv, i korte betragtninger.

Det var egentligt meget nemt at vænne sig til - det dér deepness. Tilsyneladende. Og så var det dér, jeg glemte de hårdt tjente erfaringer udi “jagten”. Den lader vi lige stå et øjeblik… Kan I huske den??

Jeg troede jo, at det var alderen der havde gjort det nemmere for os at komme tæt på hinanden, kønnene imellem altså. At det ville give os “noget” og måske mere, liiiige at gi’ det en chance. Hva’ det så end var. Eller er.

Og nu er jeg blevet scoret. Har fået TALT mine underpermissioner af, af en mand som gav udtryk for noget, jeg havde hørt før. Men jeg havde bare glemt den gode gamle agenda.

Muligvis en kompliment, min fremskredne alder (37) taget i betragtning. Ikke desto mindre, har jeg også glemt alt om parader og andet godt, der kan holde ulve 3 skridt fra livet. Men hvor er det nemt at falde for dybe samtaler og gentleman-agtig optræden…

- Så sidder der en “ting”, som spørger; Er du til rigtige mænd, eller splider jeg din tid? Ikke nogen dårlig indgangsvinkel. Piger; I ved godt hvad jeg mener… Og drenge; I ved at den virker.

Og det gjorde den. MEN VÆR SØD AT DEFINÉR MAND, HVIS DEN SKAL BRUGES. - For hulan… Uagtet at jeg godt ER klar over, de 2 universielle regler omkring samme jagt; regel nr. 1. Hvis en mand ikke ringer, så er det fordi han ikke er reelt interesseret. Regel nr. 2. Hvis en mand taler mere om sig selv, end han har spørgsmål til en kvinde - så er han heller ikke interesseret (og selvklart også omvendt). Nok. Til andet end et “happyride”. Eller 2 af slagsen. Undskyld mit sprog, jeg har fundet min gode gamle kynisme frem igen (hvor har du været i al den tid, kære ven?)

Men lige nu, er det ligegyldigt… For jeg tar’ på Roskilde. Gør jeg. Igen. Lige om lidt. Jeg lægger jakkesættet, de kringlede forhandlingsskrivelser og de store forkromede salgstaler, jeg ellers lever af. - Lægger hjernen og lader musikken styre, sammen med hårde byger af fadøl… Og så tror jeg - i år - at jeg vil finde den blåøjede, søde teenagepige frem - som muligvis (igen noget med alder og erfaring) har sine regler i sikker forvaring. Og så vil jeg nyde livet i de næste 4 dage. Ubetinget. Uden reelle hensigter. Uden idé om fremtid - eller fortid. Kom med mig… - Det bliver verdensklasse.

Har gået og overvejet lidt på det…

I gamle dage, - udenfor historisk orden, skrev man et brev, sendte en depeche ud, red selv ud over stepperne med sit budskab og afleverede det.

Dengang var man pinedød nødt til at ligge inde med stabler af kartoner med Gevalia, fordi folk kom dumpende og ikke bare lod sig afvise i døren. Sådan gjorde man bare ikke. - Det blæste altid i gamle dage, så folk skulle jo liiige ha’ varmen… Og det var jo sådan set fint nok; man fik talt sammen face to face og selvom det sikkert var en værre tidsrøver, at have folk rendende i tide og utide, så TOG man sig tiden til det og sparede nok alligevel en masse tid samtidig. - Når man nu alligevel VAR der, kunne man ligeså godt vende hele verdensituationen… Og så gik der superlang tid, før folk kom igen. Nice.

Senere lærte man at bruge telefonen. Som blev taget, hvis der var nogen hjemme. Det var dengang man ikke havde mulighed for at screene opkald og hvor man enten af nysgerrighed eller ned-over-hovedet-krænget-høflighed, tog røret hver gang - uden undtagelse - og presenterede sig med “Hos Jensens, Pedersens eller hvad man nu havde af familienavn”. Og i den anden ende startede enhver samtale med; Det er …enelleranden. Må jeg tale med… . - Så var linierne ligesom trukket op og begge parter var klar over hvem de havde med at gøre. Folk dukkede ikke bare op, på samme måde som tidligere. Til gengæld var man altså nødt til at tage opkaldet, af respekt for den der ringede op. Jo jo, der skam regler til dengang jeg var ung ; Man præsenterede sig, man skruede ned for TV’et (telefonen stod ligesom kun det ene sted, sjovt nok altid tæt på samme møbel, ikk’), for ligesom nu, var der aldrig noget spændende at kigge på alligevel, børn blev schyy’set på når de voksne talte og VIGTIGST lærte min mor mig; Det var dén der havde ringet op, der afsluttede opkaldet…

Kan huske et opkald (15 år siden) fra min far, til min fastnettelefon (det var, hvad der var at gøre godt med) og det passede virkelig dårligt i min aften at skulle gøre rede for min teenageagtige-gøren og laden, så jeg hørte mig selv sige; Far?, faaar prøv lige og hør’, jeg er nødt til at slutte nu, jeg har ikke flere enkroner… Hvortil manden heeelt ved siden af sig selv svarede; Fint skat, jeg ringer i morgen! Gik sjovt nok gik der kun 30 sekunder, så hang han i røret igen og kaldte mig en lille møgunge. Nå, tilbage til mit budskab.

Nu kører vi på fuld kraft i det skrevne medie. Igen. Denne gang via internettet, det være sig ved almindelig E-mail - hjemme eller på jobbet, Myspace, Facebook, Linkdin eller … txt-beskeder. Oh, du vidunderlige mulighed for at ytre, hvad der rør’ sig. Hos dig. Og mig. Så kan folk jo svare når de gider. Hvis de gider. For vi ved godt at vores omgivelser screener deres opkald. Hvis man forgæves har prøvet at fange en person pr. mobiltelefon mere end 3 gange i træk, så tænker man ikke; Nå for søren. - Han er nok alt for travl til at ringe tilbage - nej. Han gider sgu nok bare ikke snakke med mig!

Derfor sender vi hellere en eller anden form for tekst. Så slipper vi - i et stykke tid - for at føle os sat udenfor, men vi får en form for vished. Selv på vores mobiler, har vi statusrapporter, så vi kan afsløre synderne i IKKE at returnere vores henvendelser. Vi ved på sekundet, hvornår vores meddelelser er modtaget. No excuses.

Det ER da nemt. Vi styrer selv tiden. Men det sætter unægteligt nogle hårde krav til vores kommunikation og det er ikke alle velsignet at mestre. Dertil er der opfundet flere former for smilies. F.eks. en rasende smily.. (Hva’ f… er dét for noget??!!) Selv med dette værktøj, kan man komme ud for at en 2-vejs hjertlig, humoristisk serie af udmeldinger, kan ende i et nådesløst, uredeligt skænderi - FORDI HUMOR OG FØLELSER IKKE KAN KOMMUNIKERES ALENE PR. BOGSTAVER.

Der findes stadig budskaber, som ikke er velset at viderebringe pr. sådanne medier som eksempelvis fyringer & dødsfald. Visse ting kræver en højere grad af tilstedeværelse.

Og i lørdags blev jeg, af min kæreste, hældt ud med det kolde badevand, pr. sms.

Nu ved hvad jeg godt hvad man generelt, i vores nuværende kultur, synes om sådan noget. “- Det er for billigt sluppet”. Det syntes jeg sådan set også selv. Men sådan har jeg det overhovedet ikke, når det kommer til stykket. Det har intet med et skide medie at gøre. Det er budskabet, det handler om. Og nu er jeg blevet klogere. Hvis manden nu skulle have vist mig den fornødne resepkt, så havde han sat sig overfor mig og havde taget hvad der kom…

Men jeg har ikke brug for respekt fra et menneske, jeg ikke kommer til at se mere. Jeg har brug for respekt fra de, som jeg har en interaktion med. Ikke andre. Og jeg var nærmest taknemmelig for at jeg kunne sidde dér alene med min reaktion over et “byebye”, som jeg ikke var klar til. Han har ikke fortjent at se min reaktion. Og jeg slap for at sidde og pive overfor en mand der ikke ville mig længere.

Så alt er cool.

Sender lige en smily med, så du ved jeg mener det…

2 æggemadder sad i en grøftekant og strikkede.

Over dem kom lidt senere en rød madkasse flyvende, med græs i munden…

“Ptff”, sagde den ene æggemad til den anden. “Gad man være sådan?”

Skyerne rullede ind fra vest, i nuancer af grå. Mørkegrå, tordenblå - truende og tunge.

To.

Om side.

Hen over heden i strid modvind. Foroverbøjede med overarmene tæt til kroppen, med hænderne knuget mod brystet og med dukkede hoveder. Ingen ly for blæsten, ingen ro, ingen pause, intet pusterum - For vejret, tog vejret fra dem og tvang dem skridt for skridt fremad, mens deres bare fødder sad fast i den tætvoksende lyng og kun med møjsomhed lod et skridt sig afløse af endnu et og endnu et og endnu…

På spindelvævet, båret mellem deres skuldre, sad ikke længere de dugdråber som kunne vidne om nyspunden friskhed. De dyrebare elementer var forlængst fordampet i hård kuling og de fine silketråde som bandt dem og sig sammen i en højere enhed, hang filtret, trævlet, som en flosset fane båret af ryttere slået i retræte, efter slaget mod en overmagt.

I hendes øjenkrog registeredes hans mund der formede ordene Kan du klare turen?, men stormen rev ordene fra ham og efterlod hende med modtagelsen af tavs mimik. Som ikke efterlod hendes mulighed for at svare. For der fandtes intet svar, der kunne trænge gennem vindens hylen.

Der gik de mens solen, som måtte findes et sted bag de nærmest uigennemtrængelige uvejrsskyer, sank, i det der ude i horisonten måtte ende i oprørt hav - som ville den slukkes, før de nåede den.

Hun tabte fart. Tabte fodslag. Faldt tilbage. Måske med overlæg.

Spindet bristede, slap hans og hendes skuldre og han formåede med anstrengelse at gribe en tråd med en enkelt finger. Næsten. Forgæves. Deres blikke fulgte flugten gennem luften og kun hun løb tilbage - båret af medvind - for at indhente det tabte. Og da hun nåede det, var der for langt frem til hvor han stod.

Lad det ligge råbte hun. Gå videre, jeg bliver hér! Han så, men han hørte aldrig…

Og mens ordene far vel elskede forlod hendes læber, i håbet om at de ramte hans nakke, som i stedet blev grebet og kastet bagud for at forsvinde, gav hun sig til at betragte scenariet omkring hende og mærke elementernes rasen.

Længe.

Det blir’ en god dag i morgen. Tænkte hun ved sig selv

…lægger ordene, der kom i nat, sig til hvile.

Bundfælder.

I mit stille sind, skaber håbet plads, til andet end hans dom over vores endeligt. Rum til væren af forskellighed.

I mit stille håb, er jeg nok som jeg er. Den jeg kunne være er ikke-eksisterende. Som i nu.

I mit stille jeg, håber jeg han hører.

Ser.

Mærker.

Forstår.

Hvem jeg er.

Hans.

I mit stille sind. Drømmer jeg.

 At jeg er nok.

Havde i klaver derhjemme?
Nop. Kommer fra virkelig umusikalsk familie… Havde dog en lut, en ægte en af slagsen, da jeg var barn, som jeg høvlede noget hjemmeopfundet Abba af på. Blev smidt ud… Gud ved om den var penge værd?? damn…

Spiller du selv?
Det kan jeg ikke påstå… Valgte dog musisk linie i gymnasiet - mere fordi jeg ikke magtede andre linier og i et stille håb om at lære det. Da min gren-lærer stillede samme spørgsmål, hørte jeg mig selv svare; øhh.., smart? Det svar holder vist desværre stadigvæk.

Synger du under bruseren?
Ikke i gængs forstand. Men jeg tager mig i at opfinde langt ude 70′agtige, selvopfundne tekster, kommende i høje udbrud, der primært handler ingenting. (Phoebe og Friends har ikke levet forgæves…) Lyder virkelig dårligt. Siger mine æg.

Har du nogensinde drømt om at være musiker?
Nej. Ikke ud over at danne baggrund for Duran Duran, men der var vist en skjult agenda, lige dér.

Hvad betyder musik for dig?
Meget, grænsende til alt… Har musik med mig overalt hvor jeg befinder mig. Jeg har brug for musik til at understøtte mig i det nærvær af følelser jeg er i, eller det gear jeg har brug for at være i.

Hvilken sang minder dig om din første forelskelse?
There goes my baby - Joe Cocker. Hørte den altid til weekendmorgenmaden med min første kæreste, på hans kælderværelse i hans forældres hus… Meget voksne, var vi. Understreget af hans forsøg på at ryge pibe - Som 17-årig! (for satan, altså..)

Hvilken sang er din yndlingssang?
Det KAN man jo ikke!!! Må lave en liste. Dem der altid er gået igen er, Joan of ‘Arc; OMD. Og This old heart of mine; Isley Brothers. - Gammelt 60′er mesterværk. Kommer aldrig udenom…

Hvor lang er din musiksamling?
Et par meter vil jeg skyde på. Inkl. alle mine gode gamle lp’er, som jeg ikke har mulighed for at høre mere. (kan sådan nogle tåle at stå på loftet?)

Hvad er det pinligste stykke musik du ejer?
Har qua en bodeling, er der sørget for at efterlade det værste andetsteds, men jeg er vist stadig i besiddelse af en Kenny G CD… Don’t judge me, I’m human.

Hvilken sang synger du på karaokebaren?
Det gør jeg ikke. Og dog har jeg, way back, stået bag baren sådanne steder. Sang Abba; Dancing Queen , for ekstra drikkepenge.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
Altså.. Det må da afhænge af stemning? Enya, Creedence Clearwater Revivial eller Tango Lounge-genren.

Hvad er bedst at høre på en søndag?
Må hidrører under spørgsmål nr. 5.

Hvilken sang giver dig lyst til at danse?
Hvad som helst bortset fra norsk dødsmetal. Kan/vil danse til alt.

Hvad er den første sang, du kan huske?
Det må være noget fra Vesterbros Ungdomsgård, eller noget fra Dummerklumpen. Nå jo!! Waterloo, Grandprix 1974. (jeg synes Abba går håbløst meget igen??)

Hvilken sang gør dig ked af det?
Ikke ked. Men jeg bliver tårerørt af: Stay with me; Shakespeares Sister og Wind beneath my wings; Bette Midler.

Hvilken sang skal der spilles til din begravelse?
Hvis jeg et øjeblik skal være dyb, så Some Where Over The Rainbow. Og ellers ingenting. Så skal de der deltager, bare tie og tænke deres.

Hvem var din bedste koncert med?
Har det svært med fremhævelser. OK. Nephew, Roskilde ‘07. Mest fordi band og vi (puplikum) gik op i højere enhed og alting klappede.

Tager du på festivaler?
Gerne. Meget gerne. Har igen, igen billet til årets mudderbrag.

Hvilken musiker ville du gerne på en date med?
 Som teenager var det John Taylor fra Duran Duran, hvis billede jeg græd mig i søvn ved. Nu?? Bono, måske?

Fra da der blot var spekulationer over frikortets størrelse, til den glemte restskat på et ikke længere eksisterende reelt kørselsfradrag…

Fra egne irritationer over hjemkomsttider og husarrester, til ansvaret for at hjem vedblir’, at være hjem.

Fra forældres håbløse ideer om hvor farlig verden kan være, til egne (substansfulde, selvsagt) bekymringer om de små yndiges ve og vel.

Fra hårpragtens længde til sammes begyndende, ufrivillgt, ændrede farvenuance.

Fra “all I want is more” til, “Can I please have a little bit?”

Fra kærestesorger der hurtigt gik over til udflugter til statsamtet og “skal hun så smøre mine ungers madpakker?”

Fra suset over en god, høj karater, til indsigten i hullerne i egen personkarakter-istik.

Fra idealisme til realisme

Fra enten eller til både og - eller måske…

Fra forældre som man ønskede til de nok så kendte pebermarker, til savnet over samme, som er væk - pebermarker eller ej.

Fra at have svar på alt, til hele tiden at stille delspørgsmål og være i tvivl.

- Der ind imellem, tror jeg nok jeg gik hen og blev voksen uden at lægge mærke til det…

Hvorfor kommer det så som en overraskelse, lige pludselig?

Nu har de ringet.

Igen.

Om møde.

Indiskutabelt obligatorisk fremmøde.

Af begge forældre.

For det går ikke så godt… Som i overhovedet ikk’. På mange områder.

Sagde damen i den anden ende af røret.

Og jeg forstår det ikke. Den lille ting sidder jo dér, nok så pligtskyldigt og øver sin sirlige skråskrift og laver boganmeldelser og siger den er glad for at gå i skole…

Og så kan det godt være at de indkalder i en god mening, for at få styr på det og nøgternt set er det eneste rigtige vel at tage tyren ved hornene og få gjort hvad der skal gøres.

Men jeg ka’ ikk’ mærke det..

Kan kun mærke at nogen er ude efter mit æg.

Vogt dig for mit næb…

Gud ved om jeg bliver huntet ned lige om lidt… Nogen blir’ nok sure, men dette medie er det eneste sted, jeg kan skrifte. Jeg har fået en hobby, når jeg vandrer rundt på stenbroen… Egentlig er det en god vane, men er jeg nødt til at indrømme det; der ligger et par skjulte motiver og fordækte agendaer. Eller. - Det er der ihvertfald kommet på, hen ad vejen.

Lidt på linie med at jeg altid har helt vildt travlt, når jeg flyver lavt over motorvejen og i stedet for at blive pisset af, så slår 2 fluer med ét smæk og forsøger at lære folk at trække ind på motorvejen (for hvem i h… imlen har givet dig lov til at ligge i midterbanen, når du har alle chancer for at trække ind til højre, NÅ!!! måske?), ved at trække i 3. bane, så udenom ( på den fornuftige, men måske lidt for hurtige måde) og lægge mig ind i 1. bane, hvor spaden i midten burde have ligget. ‘Sker derefter at bilen i bakspejlet, trækker ind… Hvem sagde politibetjent-wannabe. Burde s’gu nok skamme mig, men sådan ER det.

Nå, men jeg har altså gjort det til en lille ting at købe Hus Forbi, så tit jeg kan. Og køber gerne det samme mere end én gang i måneden… lidt ligesom en genudsendelse. Synes det er en sober måde at give en skærv på, uden at sælgerne (som jeg før har fået at vide) får en led følelse af at betle. Og, indrømmet; så skal jeg ikke helt ned på posthuset og købe social samvittighed pr. girokort. Synes specielt det er cool at købe bladene, når min yngste er med. Så giver vi sælgeren 20′eren sammen, ønsker en god dag og snakker på vejen hjem, om hvor skidehyggeligt det bliver at læse historierne sammen, når vi kommer inden for døren.

Det’ det, med dét…

Jeg har intet lånebarn i afrika, har ingen badges med pandaer eller regnbuer på og jeg har ikke købt en ulandskalender i flere år. Føler mig ikke skide hellig, mere værd, bedre end andre eller på anden måde gjort fortjent til en præmie. - Jeg synes bare, ind i mellem, det er federe at give noget til nogen der - trods alt (ihvertfald stadigvæk) har mere kummerlige kår end mig. Og der er rigtig mange der støtter rigtig mange ting - alt i alt.

Men… Jeg har en idé om at snavsede mennesker med sorte eller ikkeeksisterende tænder og en bajer i hånden, ikke har heeelt den samme egenskab til at vække empati, som børn med plastikposer på fødderne eller billeder af ansigter med øjne fyldt med slukket håb, efter naturkatastrofer. Så når denne her - for de fleste forbipasserende, åbenbart, FULDstændigt usynlige - person har stået og gentaget sig selv et stykke tid, så angriber jeg med faste skridt og klar stemme, bytter blad for penge  og ønsker sælgeren en fantatisk dag, med et skulderklap. Og selvom jeg på andre tidspunkter ville ønske det forholdt sig anderledes, så er JEG ikke usynlig. For nogen. Og når opmærksomheden er skabt, er folk nødt til at anerkende tilstedeværelsen. Og så er det, at der sker noget kædereaktion-ish. På flere plan… Nogle finder penge frem. (Og det er jo altid dejligt når gode ting smitter, men ikke særlig pudsigt.) Og så er der nogen der begynder at fortælle hinanden og sig selv at de altså plejer at støtte dette og hint, men at de kun har dankortet med fra bilen, katten åd min pung og stenovnen i Gambia har jo heller ikke betalt sig selv. 

Se, det’ skægt. Ikke at de har undskyldninger eller forklaringer, for det er sådan set cool nok og jeg skal sat’me ikk’ stille mig til dommer for hvilke der holder vand eller ej, men at de føler det NØDVENDIGT at komme med dem, det’ skægt.

Og mens jeg, på andres bekostning, fnisende forføjer med min avis, ved jeg godt at jeg kraftigt bør overveje hvad det er der tricker mig, når jeg helt overlagt prøver at få folk til at træde sig selv over tæerne. UNDSKYLD.

Synes bare det er fantastisk at jeg for en 20′er både får gode historier, får lov at hjælpe lidt og får et billigt grin.

Se! Spejlede spørgsmålstegn. Spejlede på alle måder. Bare for at være det. Eller for ikke at være det.

Med rygbuen mod hinanden i perfekt symmetri, med aksen gående fra hovedgærde til benende, går alting op i en højere enhed. Og ned i laveste standard. Mangler bare prikken over i’et. Eller prikken under spørgsmålstegnet. … Er det vel. Der mangler i hvert fald noget.

Stille. En eller anden trækker vejret.

“Det føles som om jeg er luft for dig.”

“Luften kan man dårligt leve uden.”

“Men mig kan du godt undvære??”

“Sagde du ikke lige, at du følte dig som luft?”

…..

“Jeg synes du misforstår.”

“OK, så nu er jeg et misfoster!?”

…..

…..

“Godnat.”

“I lige måde. Jeg åbner lige vinduet.”

Kære rengørings M/K, eller hvem der måtte have haft adgang…

Jeg ved godt at det er længe siden. Jeg ved også godt at du sikkert ikke har skænket det en tanke siden da, men jeg skylder dig en tak. Fra hjertet.

Håber i mit stille sind at du, på én eller anden måde, kommer til at læse dette.

PostDanmarks kampagne “skriv det, hvis du mener det“, for år tilbage, ramte plet hos min 4-årige datter, for hun mente det nemlig, og det resulterede i et lille velskrevet (jaja, hun var 4, ikk’!) brev til hendes morfar. Det inkluderede en tegning af hende og ham plus en helvedes masse hjerter - dem havde hun lige fået styr på…

Og det eneste jeg skulle sørge for, var at poste det… Det var en fredag morgen og jeg tog ind på studiet - osende af overskud, med det overdragne ansvar for afsendelse og med min datters formanende blik på nethinden… “Husk det nu, mor”.

Jeg prøvede, det gjorde jeg virkelig.

Ikke desto mindre, stod det helt klart - omkring kl. midnat samme aften, at jeg ikke havde prøvet hårdt nok. Sidste lektion, forbi kantinen, brev op af taske, forbi pigetoilettet, forbi fredagsbar - for en kort bemærkning, forbi cykelskuret - hjem. Ikke noget med; forbi postkassen, aflevere.

De indre åh nej’er, mindede lidt om dem der plejer at stå i kø, når man vågner med tømmermænd og “vist nok var en heeelt anden igår”… Brevet var blevet efterladt ved håndvasken og jeg kunne intet gøre. Andet end at redde min sølle, distrete & ukoncentrede, røv og sige til min datter, at alt var ok.

Det var det bare ikke. Hun mistede sin morfar mindre end en uge senere og oven i hatten på alt det andet, stod jeg nu med den sorteste samvittighed.                                                     “Skriv det, hvis du mener det”. Han missede hendes sidste kærlighedserklæring - og jeg var skurken. Æd dén, din skodmor.

Et par uger senere, så jeg tilfældigt, blandt nogle regninger på en hylde i hans hjem, noget der lignede noget jeg havde set før… Og dér lå det - åbnet. Og læst. Og helt sikkert nydt til fulde.

Så! Kære du, der tog mit brev og smed det i postkassen. Du, der gad ulejlige dig, med at sørge for noget der ikke var dit… Tak.

Du havde ikke en jordisk chance for at vide hvilken forskel du gjorde. Min taknemmelighed for dét, stopper ikke…

(Til alle jer der har været en del af mit liv engang og som, af forskellige årsager, ikke er det længere…)

undskyld

jeg ikke var den perfekte datter, fordi jeg nægtede at være din veninde, på dine præmisser, fordi jeg hadede din lempfældige omgang med alkohol og fordi jeg ikke magtede at se, at DU ikke magtede at være den perfekte mor.

jeg tilsyneladende fik dig, min ungdoms kærlighed, til at sige undskyld for de ting jeg gjorde forkert.

jeg ikke så at du, min barndomsveninde, har haft et liv fyldt med overgreb og ulykke og at jeg ikke, i tide og tydeligt nok, lod dig forstå at jeg gerne ville have været der for dig hele vejen igennem. Og efter.

jeg tog rollen som politibetjent i vores familie og vores forhold, fordi jeg forsøgte at lære dig at vise kærlighed på MIN måde og fordi jeg i sidste instans bare gav op og holdt op med at elske dig…

jeg ikke kom til dine børns barnedåb, selvom jeg havde lovet mig selv at min bil ville holde hele vejen over DK.

jeg glemte din fødselsdag.

jeg svigtede din tillid, da du ikke havde andre - i dit forhold til en gift elsker.

jeg ikke holdt ud, at du kun kunne ringe når det blev grimt mellem dig og det udkårne tøsepigebarn.

når jeg tvivlede på, at du virkelig mente at det var sidste gang.

jeg ikke gav dig et knus, den sidste gang jeg så dig, far.

jeg blev så stiv til din fest. (og hils de andre gæster og sig det samme.)

jeg ikke ringede. Tilbage.

jeg ikke havde overskud til at smile i den udstrækning, du gerne havde set.

jeg gav dig en “søforklaring”.

jeg ikke var i stand til at være den, du havde en idé om, jeg kunne være.

jeg udtrykker mig for bogstaveligt (og for uigennemsigtigt) og forårsager vrede, frustration og nedtrykthed - når du nu bare gerne vil mig.

Undskyld jeg skuffede.

Undskyld at jeg, i det hele taget nogensinde, har givet udtryk for at være mere end det er muligt for mig at være.

Jeg er for helvede bare mig. Indtil videre…

Ville gerne ha’ gjort det bedre - ved bare ikk’ hvordan.

Man gør hva’ man ka’ - når man gider.

Og nogen gange gør man dét, man ikke ka’ la’ vær’ med.

Overvejer lige nu om jeg gider at lade vær’

Med at gøre dét jeg ellers er ret god til…

Det er ikk’ så stort, fotoet.

Alligevel er det stort nok til at der kan være 2 mennesker på det.

Lige tilpas. I sort & hvid. Ét af de man skynder sig at ta’ bag et forhæng - hvor man venter lidt i utålmodighed, på fire af slagsen, men som så til gengæld kan bruges til røv & nøgler. Bortset fra at det ka’ tages frem og kigges på og mindes ved. Og så kan det til gengæld sagtens bruges.

Hun ser sød ud. Glad og forsigtigt smilende, som når man trækker smilet ud i underlæben og lader smilehuller være til. Blikket er indstillet på uendeligt… eller muligvis søgende efter den røde prik der om lidt -eller for lidt siden skulle blinke til agtpågivenhed for blitzens skarpe lys. Og så ligner hun tøsebarnet der kysser mig godnat hver aften.  - Meget. Spooky meget.

Hendes halstørklæde er sat på den fornuftige måde, givetvis af en voksen der tager hendes helbred og velbefindende alvorligt. Det er groft strikket, mørkegrønt og ikke hendes. - Nu spør’ du nok dig selv, hvordan jeg ved dét, når nu billedet er en s/h-udgave, men det ER det!Ligesom mandens jakke er beige og rulamskraven lidt for lys til at være ægte. Det gør ikk’ no’et, at den ikke er dét.

Det må være koldt udenfor. Hun sidder dér på skødet af ham, med baghovedet mod hans kind og bliver holdt fast af arme som hun må vide er tryghed, styrke og sikkert alt hvad hun har brug for.

Hans hår bærer præg af at være sat med en sort plastikkam & brillantine og brillestellet er nyt og moderne - i midthalvfjerdserne. De deler øjenfarve… Hans læber en del mere fyldige, end de huskes og ørene mindre. Men blikket er det samme. Hele vejen igennem.

Lidt ligesom dét, de har sammen – det er også det samme hele vejen igennem. Der er dem. Der er de to og så er der resten af verden. - Til nogens store fortrydelse, men det finder hun heldigvis først ud af langt senere…

Det ligner en god dag. En rigtig, rigtig god én. Og alligevel bliver den bare glemt. Lige indtil den dag, et kvart århundrede senere, hvor de 3 x 4 cm. virkelighedsudklip - ved et tilfælde - falder ud af en bog, der skal smides ud i sorteringen af hans dødsbo. Nu hænger det i mit køkken, sat i klemme mellem væg og hylde og bliver brugt til præcis det eneste det KAN bruges til; fastholde følelsen af betingelsesløst at være særlig og enestående for et andet menneske. Forbundet.

Og holde mine minder om det der engang var, i live – selvom han, af alle, er død.

Kom til at køre en grævling ned og over i nat. Troede ikke de fandtes. Lod mig engang overbevise af en sjov mands argumentation omkring Danmarks fauna. - Tesen omkring grævlingen, som i virkeligheden slet ikke lever i DK, men tværtimod  er et fantasidyr, på linie med grifffen, enhjørningen og uglen. – Altså dyr man taler om, men som ingen har set in real life.

Blev ærligt talt lidt overrasket, ikke bare over at et de facto rovdyr tøffede direkte ud foran mine forlygter, - for derefter at forsvinde mellem den, men osse over hvor høj en lyd det afstedkommer, når ens bil passerer henover dyret.

Bilen bar ikke præg af at have lidt overlast, bortset fra at der midt foran, var et større, særdeles rent område, på en ellers møgbeskidt lakering. Og så en lettere konkav nr.plade…Da jeg åbenbart er renons i samtlige 4 farver (sløj whist-partner) – ud i ”do’s and don’ts” omkring roadkills, valgte jeg efterfølgende at køre hjem. Ku’ fan’me ikke finde dyret og der var overmiddel mørkt på det dér landevejs-dyttelyt, ude i naturen.

Forsøgte at klage min nød til veninden i den anden ende af røret, over i dén grad at have været årsag til at bedstemor Grævling nu kunne vente forgæves med morgenmaden ude i virkelighedens Hakkebakke Skov. Tror ikke det bed særlig godt på hende. Vågnede i hvert fald til denne sms-besked:

“Godmorgen. Har netop haft den mest mystiske oplevelse… Holder i kø på Ring 3 – er netop blevet overhalet af en slemt tilredt grævling, hoppende på 3 ben, i retning af byen. Den så sat’me gal ud. Sjovt. Troede ikke der fandtes grævlinger.”

Valgte umiddelbart at tage truslen om DK’s største rovdyr som var ude at lede efter mig, for gode varer og svarede:

“Håber du gav den min adresse. Det pudsejob, den har lavet på min front er SÅ sjusket. Det skal den altså se at få lavet om… Ellers får dens tante samme tur, ka’ du hilse den at sige.”

Mere for at jeg ikke skulle sidde med hele skylden…

Ringede lidt senere på dagen til noget linie som vidste, hvad jeg skulle gøre næste gang - ved bare ikke hvad jeg ska’ bruge det til lige nu:

* Hvis dyret er dødt, så træk detvæk fra vejbanen. Læg det i ra-batten eller i grøftekanten. (Den døde jo ikk’ en skid!!!. - løber tilsyneladende, snerrende, rundt på Ring3 og leder efter en lille sort bil med pletter på fronten…Den finder mig aldrig - Kører kraft’edme i vaskehal efter arbejde og sletter sporene. Nytter alligevel heller ikke at polere bil med fredet pelsdyr) 

* Uanset om dyret er dødt ellerkvæstet, bør man kontakteFalck (telefon: 70 10 20 30),som tager sig af den videreproces. Dette indebærer ikkenogen udgifter for bilisten. (Ja, O’kay, Nu føler jeg mig bare som en bloody flugtbilist, der tænker mere på pengene end på fam. Grævling… Det vidste jeg jo ikke… Ingen udgifter, siger de. Bortset fra den der åbenlyst er forbundet med ovennævnte guldvask hos Shell. Når de nu selv bringer det på bane.)  

* Lad være med at forfølge etpåkørt dyr, der stikker af fraulykkesstedet (Hørt. Enig så langt. Lad i stedet som ingenting… Det er meget bedre. Ser stadig den der (berettiget) møgsure 3-benede Fister for mig, siddende og lure på mig i underskoven kl. midnat. Er der ikke noget med at de bider til det knaser???  ) 

Jeg er ikke specielt kynisk ud fra almindelige betragtninger og jeg er ikke glad for situationen der er opstået. Men.

Mennesket har alle dage iklædt sig dyrs pels for at holde varmen og beskytte sig mod dette og hint. Og lige nu ligger der givetvis et eksemplar med virkelig mange hår på, ude i en skov. I nærheden. Til ingen nytte. Altså, …mere…  

Så er det jeg spørger:  Når nu man kan gå i pelsværk der betegnes; “Kanin med ged”, kan man så også forsvare en “Grævling med fasan”? - for så skal jeg lige ud og køre igen… Er der nogen der skal have noget med???

For et par år siden, satte jeg min stue fuldstændig i stand. Samvittighedsfuldt, blev alt stuk, træværk og alle flader nænsomt og respektfuldt restaureret. Det var jeg sådan set meget godt tilfreds med, mest fordi det smagte lidt af at starte forfra på den rigtige, den sunde, måde.

I nat drømte jeg at de gamle revner i loftspudset var blevet synlige igen.. Det syntes jeg var mærkeligt, for jeg var ret sikker på at de på behørig vis var kradset ud, spartlet til og gemt bag filt. Men nu var de der altså igen…

Mens jeg stod dér med ansigtet vendt opad og betragtede, nåede jeg at tænke lidt over logikken i at gamle skader vel nu engang bare har lettere ved at bryde op igen - Bare trist når nu man virkelig har gjort sig umage for at rette op på dem.

Da jeg vågnede, kunne jeg ikke dy mig for lige at besigtige loftet og fandt det heldigvis intakt.

Nu kan jeg bare ikke lade vær’ at tænke over, hvor de skader jeg opdagede i drømmen SÅ sidder…?

Hvor han i virkeligheden kom fra og hvad meningen var, finder jeg aldrig ud af. - Det er vel heller ikk’ meningen at jeg skal dét… Tænker jeg.

I kataloget på siden over ekstraudstyr til maskulint vedhæng, havde jeg ellers været meget omhyggelig i min afkrydsning. Ingen slinger i tangoen, ikke en eneste detalje overladt til tilfældighederne. Man er vel stenbrosprinsesse og har som sådan et vist ansvar (om ikke andet, så ihvertfald overfor sig selv) for at vide hvad man vil og i dén grad ikke vil. Det sidste er jeg rigtig god til. Duer ikke væk, sagde hun… Selvsagt uden at have alternative løsningsmodeller, men det er vel for fanden osse irrellevant for sammenhængen.

Så jeg var pretty laidback… Varen var bestilt. Der var dog en del af ekstraudstyret som var i restordre men det er der intet odiøst i, når man nu er opmærksom på, at man ikke har lagt billet ind på en stangvare. Så jeg ventede.

Og mens jeg ventede kom der folk forbi, som gik igen. Der var ønsker som gik i opfyldelse eller ændrede udseende og blev ligegyldige. Gintonics der sprang fra flasker til glas til mund til hoved til hovedpiner og indbydelser der blev til fester, der blev til gode minder. Eller pinlige minder. Eller..ok, minder som andre har. Og midt i det hele var der vist et splitsekund, hvor jeg traf ham og glemte ham igen.

En midsommer dag sad han pludselig i min bil og var næsten alt, hvad jeg tidligere havde gjort mig pissemeget umage med IKKE at sætte krydser ved!! Jeg mener, seriøst - Hvordan havde www.amor/wefuckyouupgood’nucan’tdoshitaboutit.com forestillet sig at skulle overleve i bussiness, når de ikke kan overkomme én sølle rigtig levering??? Jesus, altså.

Uden jeg opdagede det, eksploderede hele verden. Regnen faldt fra pytterne og samlede sig i spredte skyer og Roskilde var ren og ædru.

Og nu forstår jeg pludselig logikken i navnet på den tåbelige website, hvor jeg bestilte ham. Jeg er så låst, så fanget, så ufuldendt uden ham. Jeg savner ham så jeg kunne skrige skingert, når blot han rejser sig fra sengen for at lave min morgenkaffe.

Og jeg vil ikke have det anderledes. Det er jo dét jeg er så god til; at vide hvad jeg IKKE vil…

Kender du det, at føle dig vitterligt forurettet?

Forbigået???

At synes at nogen har trådt dig for nær? Uden at du sådan set har gjort dig fortjent til det?

At nogen har handlet og at du føler dig handlet PÅ…?

Du er sat af, fordi nogen har glemt, at DU måske kunne komme i klemme på samme handling og af én eller anden årsag, har du ikke rigtig belæg for at gøre det synligt? - For den som har handlet…

At dét som er vigtigt for dig, tilsyneladende er petitesser i andres virkelighed?

At nogen som måske skulle passe på dig, har glemt at gøre det?

Og i sidste instans, så handler det bare om, at du nok bare burde overveje at skifte dit fodtøj ud, med en lidt større størrelse?

I et helt liv delte vi citater med hinanden, fra en håbløs dansk 80′er-film. I flæng, i tide og navnlig utide.

Og ligesom there’s always room for jello, så var der altid plads til at se Yrsa blive kidnappet… igen.

Jeg er ikk’ filmanmelder og gør mig ikke klog på god/dårlig humor - konstaterer bare at den indeholdt én af slagsen og at den ramte. Os begge. Blev en indforstået lille ting med stor effekt, som vi havde for os selv. Tvivler på om nogen, hvis adspurgt, ville have delt den med os.

Så holdt vi op med at være os og blev til hver især. Helt og ligeligt fordelt. I hvert fald delt. Og filmen blev boende i den anden del, som jeg ikke længere var en del af. Delvist utilfredstillende.

Jeg så den i dag på en hylde. Blev lidt varm midt i genkendelsens glæde, som fik mig til at række ud efter den, for at gøre den til min. Udelt.

Men udelt er ikke det samme. Og hvis det ikke er det samme, er det lige meget. Og så lod jeg minder være minder og forlod hylden uden ko, men fyldt med ro og viljen til at dele noget med nogen.

Der sad de, de 2 små piger som var så yndige med ens T-shirts og solbleget hår, som var sirligt sat op i fletninger og rottehaler. Flere timer kunne de være i deres eget univers, hvor der eksisterede alene dem og deres sandkasse. Mens birketræerne omkring dem, stille raslede idyl ned over dem og sommersolen lod dem dække af et varmt, usynligt tæppe, legede de så fint, helt uden behov for andet eller andre. De var alt rigeligt for hinanden og havde ikke brug for mere. Og det var OK.

Bortset fra mariehønsene. For de skulle være der, syntes den lille pige med fletningerne. Det var kærlighed, så meget vidste den anden lille pige og hun vidste også at deres leg, for en lille tid, nødvendigvis måtte stoppe, for at give plads til den uskyldige begejstring og lidenskab der vækkedes i den lille pige med fletningerne, når en mariehøne gjorde hende selskab. Og det var også OK.

- For den lille pige elskede mariehøns, dét gjorde hun. Og hun elskede dem så højt at hun ville giftes med hver og én hun fik fat i. Sådan sad den lille pige med rottehalerne og betragtede med undren, men med vilje til at forstå, sin veninde i dyb koncentration omkring den lille marie-rolle, der vandrede rundt på hendes lille, bløde håndryg. Med den største forsigtighed roterede hun sit håndled, så mariehønen hele tiden gik på toppen af hånden og samtidig holdt hun indgående øje med de små bitte ben der sattes på hendes hud i et tempo, hvor øjnene næsten ikke kunne følge med – men det gjorde intet. For hun elskede den bare…

Hun fortsatte længe med at rotere sin hånd, så mariehønen ikke faldt af, lod den gå fra hånd til hånd og skiftevist strakte og bøjede sine fingre, så den hele tiden havde steder at gå. Frem og tilbage og rundt og rundt – op ad armen, så hun til sidst måtte sidde med fremskudt skulder og albuen pegede op over hovedet og kun med snilde og smidighed, lykkedes det hende at få mariehønen til at vende tilbage til hånden, hvor den trods at var nemmere at have med at gøre.

Giftes ville hun. Af kærlighed. Og hun ville kysse mariehønen til forsegling af den kærlighed der aldrig ville ophøre, aldrig skulle blegne. Og det var OK.

Hvis bare den så ville stå stille så længe, at det var hende muligt. Hvis bare den dog ville blive, blive tæt på hende. Bare blive… Men mariehønen gjorde hvad insekters natur nu engang byder dem at gøre, den blev ved at gå og hun kunne godt mærke at det ikke kun var kærlighed der fyldte hende. Der var noget der gnavede, dybt inde et sted hun ikke kendte – for livet var; suset i birken, solens stråler i mellem løvet, den lille pige med rottehalerne og universet i sandkassen hvor alt var OK.

Og stedet hun ikke kendte, blev fyldt op med uforståenhed – hvorfor gik den lille mariehøne hele tiden, når nu hun både ville giftes og elske den for evigt? Hvorfor lyttede den ikke til hendes kærlige ord, hvorfor så den ikke betagelsen i hendes fine, mørkebrune øjne? Hun måtte gøre noget, det vidste hun, men ikke hvad, for mariehønen hørte ikke efter, gav ingen respons og ville ikke stoppe, ligesom gnaveriet inde i det sære sted heller ikke ville. Den måtte ikke gå. Nej - Ikke forlade hende.

Hun tog fat i et af de små ben for at holde mariehønen tilbage og det hjalp et lille bitte øjeblik. – Indtil benet gik af mellem hendes små fine fingre og mariehønen endnu en gang bevægede sig sin egen vej, i sit eget tempo, nu blot med 5 ben.

Intet kommer af intet. Den lille pige med fletningerne fik en god idé og gjorde kort proces. Ét efter ét blev de små ben trukket af mariehønens krop og dét virkede. Nu blev den hos hende og dét syntes hun var OK.

Men den gjorde heller ikke meget andet end at blive. Den lille pige med fletningerne pustede til sin kærlighed for at se om den sov, men det var ikke rigtigt til at vide, for mariehønen bevægede sig ikke mere… Den blev bare. Liggende. Stille. Mariehønen blev lagt på en lille bunke af det fineste, tørre, hvide sand fra sandkassen og var hendes kærlighed, mens hun selv vendte tilbage til universet med birken, solen og veninden, hvor alt stadig var OK og solen gik ned og vinden lagde sig og legen gik i sig selv for natten – helt som den plejede.

Og da den lille pige med rottehalerne lå og kiggede op i loftet over hendes seng, lovede hun sig selv at huske på at kærlighed med ben, trods alt, er bedre end kærlighed uden.

En sanserus i svimlende pastelfarver. Brudte løfter på evighedens skyggefulde tåger, dog stadig kun med glimt af tomme trusler. I afbrudte blink fornemmes i boblernes spejling, drømmene som aldrig bliver, men som altid er.

Her sidder du som en lille gylden perle på en kosmisk sky. Roligt svævende, beskyttet af kaoset omkring dig… Roligt, roligt… - Tæt ledsaget af tålmodighedens blide væsen, forbliver du biende i sikkerhed. – Troligt og henført imødeseende, uden den mindste årsag til mistillid. For tiden kommer.

Stjernedrys af lykkerus, falder som himmeldug på din sjæl og bringer fred og lise til dit hjerte.

- I blot et splitsekund af lykkens gyldne, men flygtige, evighed lægger kaos sig og giver plads til troen, til roen og til bindingen i altet.
… Med tiden

Fuck, hvor er han bare pæn… Og lækker. Så interessant, kreativ, vidende og medmenneskeligt indstillet. Og så ubærligt uopnåelig. Hvad fanden i himlen har jeg sagt ”nej, men ellers tak” for? Hvilken vævefejl, har sat min dømmekraft ud af spillet og tvunget min hjerne til at spille kryds & bolle om min fremtid?? Og så med mit eget hjerte som indsats. Hvor fra, er den grandiose indstilling kommet, som fik mig til at tro, i bare et nanosekund, at jeg havde magten, - til at vælge.. - og navnlig vælge fra, i sikker forvaring? ”Min. Kun min. Jae, min aLene…” For helvede også.

…SÅ SVAR MIG DOG!!!

Hvis jeg virkelig havde haft magten, så havde jeg jo beholdt det hele. I den rigtige virkelighed havde jeg aldrig valgt forkert.

Alle de mange kræfter jeg har brugt på at glemme, tysse ned og lægge bag mig.

Spildt. Unødigt spild af samme.

Hans søde beskeder der har brændt i min lomme, som små lykkepiller overført med det binære system, gemt i undermapper på min mobil, for my eyes only… Ubesvarede, men læst og læst og læst og læst og…

Og så blev han væk. Lige så hurtigt som han fik blæst min forstand og min virkelighedstro måde at anskue en uskyldig flirt contra potentiel kærlighed på, væk – … ligeså pludseligt forsvandt han. Hjulpet på vej af tåben der takkede nej i første omgang, selvsagt. – men ud over kanten. Op i røg. Med rette…

Puf.
Gone.
For real.

Men så fandt jeg ham igen. Slipper aldrig mere. Med min gode vilje, altså.
Jeg dør s’gu en lille bitte smule hver gang mit blik møder hans og jeg er taknemmelig for at ha’ lov, for at få muligheden. Hvad så om han har en anden, hun mister ingenting og han er vel mest min, når nu det VAR mig der sagde nej i første instans? Ikke?

Til stadighed søger jeg ham og det slider i mit hjerte, for jeg ved godt at spillereglerne er nogle heeelt andre denne her gang og jeg ved godt at jeg burde lade være, for jeg giver al min tid og han ser mig ikke som jeg skal ses, og det ER jo ikke en ægte relation, når kun den ene lægger virkelig vilje i, og jeg er mere fornuftig end den her ”besættelse” viser, og selvom smerten i mig må være nemesis’s allerbedste bud på en karmisk joke, så kan jeg ikke stoppe min trang ogjegrådneropoverikkeatkunnestoppedetherpis! …

Men han ER så fin. Og ind imellem føles det som om jeg kommer helt tæt på. HAR seriøst prøvet at holde mig væk. Haft veninder som satte alt på højkant for at bremse mig.

Jeg er fanget. I jagten på detaljer – set langt fra. Jeg gir’ efter, gang på gang, for jagten på alle hans sider – gode som dårlige, efter en eller anden form for helhed. Og trangen til at nyde, for han ER lækker. Så tit som muligt, svømmer jeg væk i hans ord, hans blå øjne og hans smil, stryger mine fingerspidser over hans ansigt og hans daggamle skægstubbe. Så smuk og maskulin. Og glat. Over det hele, faktisk.

Måske ikke så underligt, når man tager med i sine betragtninger at jeg har et one-way-street & 2-dimentionelt -forhold til ham. – og dét mine fingre reelt berører, er skærmen på min bærbar.

Pretty giant deroute - Fra potentiel livsledsager, til virtuel stalker. Damn.

Åh nej… Bare han nu for fanden ikke finder ud af det…