Senza Scrupoli

Hvor han i virkeligheden kom fra og hvad meningen var, finder jeg aldrig ud af. - Det er vel heller ikk’ meningen at jeg skal dét… Tænker jeg.

I kataloget på siden over ekstraudstyr til maskulint vedhæng, havde jeg ellers været meget omhyggelig i min afkrydsning. Ingen slinger i tangoen, ikke en eneste detalje overladt til tilfældighederne. Man er vel stenbrosprinsesse og har som sådan et vist ansvar (om ikke andet, så ihvertfald overfor sig selv) for at vide hvad man vil og i dén grad ikke vil. Det sidste er jeg rigtig god til. Duer ikke væk, sagde hun… Selvsagt uden at have alternative løsningsmodeller, men det er vel for fanden osse irrellevant for sammenhængen.

Så jeg var pretty laidback… Varen var bestilt. Der var dog en del af ekstraudstyret som var i restordre men det er der intet odiøst i, når man nu er opmærksom på, at man ikke har lagt billet ind på en stangvare. Så jeg ventede.

Og mens jeg ventede kom der folk forbi, som gik igen. Der var ønsker som gik i opfyldelse eller ændrede udseende og blev ligegyldige. Gintonics der sprang fra flasker til glas til mund til hoved til hovedpiner og indbydelser der blev til fester, der blev til gode minder. Eller pinlige minder. Eller..ok, minder som andre har. Og midt i det hele var der vist et splitsekund, hvor jeg traf ham og glemte ham igen.

En midsommer dag sad han pludselig i min bil og var næsten alt, hvad jeg tidligere havde gjort mig pissemeget umage med IKKE at sætte krydser ved!! Jeg mener, seriøst - Hvordan havde www.amor/wefuckyouupgood’nucan’tdoshitaboutit.com forestillet sig at skulle overleve i bussiness, når de ikke kan overkomme én sølle rigtig levering??? Jesus, altså.

Uden jeg opdagede det, eksploderede hele verden. Regnen faldt fra pytterne og samlede sig i spredte skyer og Roskilde var ren og ædru.

Og nu forstår jeg pludselig logikken i navnet på den tåbelige website, hvor jeg bestilte ham. Jeg er så låst, så fanget, så ufuldendt uden ham. Jeg savner ham så jeg kunne skrige skingert, når blot han rejser sig fra sengen for at lave min morgenkaffe.

Og jeg vil ikke have det anderledes. Det er jo dét jeg er så god til; at vide hvad jeg IKKE vil…

Kender du det, at føle dig vitterligt forurettet?

Forbigået???

At synes at nogen har trådt dig for nær? Uden at du sådan set har gjort dig fortjent til det?

At nogen har handlet og at du føler dig handlet PÅ…?

Du er sat af, fordi nogen har glemt, at DU måske kunne komme i klemme på samme handling og af én eller anden årsag, har du ikke rigtig belæg for at gøre det synligt? - For den som har handlet…

At dét som er vigtigt for dig, tilsyneladende er petitesser i andres virkelighed?

At nogen som måske skulle passe på dig, har glemt at gøre det?

Og i sidste instans, så handler det bare om, at du nok bare burde overveje at skifte dit fodtøj ud, med en lidt større størrelse?

I et helt liv delte vi citater med hinanden, fra en håbløs dansk 80′er-film. I flæng, i tide og navnlig utide.

Og ligesom there’s always room for jello, så var der altid plads til at se Yrsa blive kidnappet… igen.

Jeg er ikk’ filmanmelder og gør mig ikke klog på god/dårlig humor - konstaterer bare at den indeholdt én af slagsen og at den ramte. Os begge. Blev en indforstået lille ting med stor effekt, som vi havde for os selv. Tvivler på om nogen, hvis adspurgt, ville have delt den med os.

Så holdt vi op med at være os og blev til hver især. Helt og ligeligt fordelt. I hvert fald delt. Og filmen blev boende i den anden del, som jeg ikke længere var en del af. Delvist utilfredstillende.

Jeg så den i dag på en hylde. Blev lidt varm midt i genkendelsens glæde, som fik mig til at række ud efter den, for at gøre den til min. Udelt.

Men udelt er ikke det samme. Og hvis det ikke er det samme, er det lige meget. Og så lod jeg minder være minder og forlod hylden uden ko, men fyldt med ro og viljen til at dele noget med nogen.

Der sad de, de 2 små piger som var så yndige med ens T-shirts og solbleget hår, som var sirligt sat op i fletninger og rottehaler. Flere timer kunne de være i deres eget univers, hvor der eksisterede alene dem og deres sandkasse. Mens birketræerne omkring dem, stille raslede idyl ned over dem og sommersolen lod dem dække af et varmt, usynligt tæppe, legede de så fint, helt uden behov for andet eller andre. De var alt rigeligt for hinanden og havde ikke brug for mere. Og det var OK.

Bortset fra mariehønsene. For de skulle være der, syntes den lille pige med fletningerne. Det var kærlighed, så meget vidste den anden lille pige og hun vidste også at deres leg, for en lille tid, nødvendigvis måtte stoppe, for at give plads til den uskyldige begejstring og lidenskab der vækkedes i den lille pige med fletningerne, når en mariehøne gjorde hende selskab. Og det var også OK.

- For den lille pige elskede mariehøns, dét gjorde hun. Og hun elskede dem så højt at hun ville giftes med hver og én hun fik fat i. Sådan sad den lille pige med rottehalerne og betragtede med undren, men med vilje til at forstå, sin veninde i dyb koncentration omkring den lille marie-rolle, der vandrede rundt på hendes lille, bløde håndryg. Med den største forsigtighed roterede hun sit håndled, så mariehønen hele tiden gik på toppen af hånden og samtidig holdt hun indgående øje med de små bitte ben der sattes på hendes hud i et tempo, hvor øjnene næsten ikke kunne følge med – men det gjorde intet. For hun elskede den bare…

Hun fortsatte længe med at rotere sin hånd, så mariehønen ikke faldt af, lod den gå fra hånd til hånd og skiftevist strakte og bøjede sine fingre, så den hele tiden havde steder at gå. Frem og tilbage og rundt og rundt – op ad armen, så hun til sidst måtte sidde med fremskudt skulder og albuen pegede op over hovedet og kun med snilde og smidighed, lykkedes det hende at få mariehønen til at vende tilbage til hånden, hvor den trods at var nemmere at have med at gøre.

Giftes ville hun. Af kærlighed. Og hun ville kysse mariehønen til forsegling af den kærlighed der aldrig ville ophøre, aldrig skulle blegne. Og det var OK.

Hvis bare den så ville stå stille så længe, at det var hende muligt. Hvis bare den dog ville blive, blive tæt på hende. Bare blive… Men mariehønen gjorde hvad insekters natur nu engang byder dem at gøre, den blev ved at gå og hun kunne godt mærke at det ikke kun var kærlighed der fyldte hende. Der var noget der gnavede, dybt inde et sted hun ikke kendte – for livet var; suset i birken, solens stråler i mellem løvet, den lille pige med rottehalerne og universet i sandkassen hvor alt var OK.

Og stedet hun ikke kendte, blev fyldt op med uforståenhed – hvorfor gik den lille mariehøne hele tiden, når nu hun både ville giftes og elske den for evigt? Hvorfor lyttede den ikke til hendes kærlige ord, hvorfor så den ikke betagelsen i hendes fine, mørkebrune øjne? Hun måtte gøre noget, det vidste hun, men ikke hvad, for mariehønen hørte ikke efter, gav ingen respons og ville ikke stoppe, ligesom gnaveriet inde i det sære sted heller ikke ville. Den måtte ikke gå. Nej - Ikke forlade hende.

Hun tog fat i et af de små ben for at holde mariehønen tilbage og det hjalp et lille bitte øjeblik. – Indtil benet gik af mellem hendes små fine fingre og mariehønen endnu en gang bevægede sig sin egen vej, i sit eget tempo, nu blot med 5 ben.

Intet kommer af intet. Den lille pige med fletningerne fik en god idé og gjorde kort proces. Ét efter ét blev de små ben trukket af mariehønens krop og dét virkede. Nu blev den hos hende og dét syntes hun var OK.

Men den gjorde heller ikke meget andet end at blive. Den lille pige med fletningerne pustede til sin kærlighed for at se om den sov, men det var ikke rigtigt til at vide, for mariehønen bevægede sig ikke mere… Den blev bare. Liggende. Stille. Mariehønen blev lagt på en lille bunke af det fineste, tørre, hvide sand fra sandkassen og var hendes kærlighed, mens hun selv vendte tilbage til universet med birken, solen og veninden, hvor alt stadig var OK og solen gik ned og vinden lagde sig og legen gik i sig selv for natten – helt som den plejede.

Og da den lille pige med rottehalerne lå og kiggede op i loftet over hendes seng, lovede hun sig selv at huske på at kærlighed med ben, trods alt, er bedre end kærlighed uden.

En sanserus i svimlende pastelfarver. Brudte løfter på evighedens skyggefulde tåger, dog stadig kun med glimt af tomme trusler. I afbrudte blink fornemmes i boblernes spejling, drømmene som aldrig bliver, men som altid er.

Her sidder du som en lille gylden perle på en kosmisk sky. Roligt svævende, beskyttet af kaoset omkring dig… Roligt, roligt… - Tæt ledsaget af tålmodighedens blide væsen, forbliver du biende i sikkerhed. – Troligt og henført imødeseende, uden den mindste årsag til mistillid. For tiden kommer.

Stjernedrys af lykkerus, falder som himmeldug på din sjæl og bringer fred og lise til dit hjerte.

- I blot et splitsekund af lykkens gyldne, men flygtige, evighed lægger kaos sig og giver plads til troen, til roen og til bindingen i altet.
… Med tiden

Fuck, hvor er han bare pæn… Og lækker. Så interessant, kreativ, vidende og medmenneskeligt indstillet. Og så ubærligt uopnåelig. Hvad fanden i himlen har jeg sagt ”nej, men ellers tak” for? Hvilken vævefejl, har sat min dømmekraft ud af spillet og tvunget min hjerne til at spille kryds & bolle om min fremtid?? Og så med mit eget hjerte som indsats. Hvor fra, er den grandiose indstilling kommet, som fik mig til at tro, i bare et nanosekund, at jeg havde magten, - til at vælge.. - og navnlig vælge fra, i sikker forvaring? ”Min. Kun min. Jae, min aLene…” For helvede også.

…SÅ SVAR MIG DOG!!!

Hvis jeg virkelig havde haft magten, så havde jeg jo beholdt det hele. I den rigtige virkelighed havde jeg aldrig valgt forkert.

Alle de mange kræfter jeg har brugt på at glemme, tysse ned og lægge bag mig.

Spildt. Unødigt spild af samme.

Hans søde beskeder der har brændt i min lomme, som små lykkepiller overført med det binære system, gemt i undermapper på min mobil, for my eyes only… Ubesvarede, men læst og læst og læst og læst og…

Og så blev han væk. Lige så hurtigt som han fik blæst min forstand og min virkelighedstro måde at anskue en uskyldig flirt contra potentiel kærlighed på, væk – … ligeså pludseligt forsvandt han. Hjulpet på vej af tåben der takkede nej i første omgang, selvsagt. – men ud over kanten. Op i røg. Med rette…

Puf.
Gone.
For real.

Men så fandt jeg ham igen. Slipper aldrig mere. Med min gode vilje, altså.
Jeg dør s’gu en lille bitte smule hver gang mit blik møder hans og jeg er taknemmelig for at ha’ lov, for at få muligheden. Hvad så om han har en anden, hun mister ingenting og han er vel mest min, når nu det VAR mig der sagde nej i første instans? Ikke?

Til stadighed søger jeg ham og det slider i mit hjerte, for jeg ved godt at spillereglerne er nogle heeelt andre denne her gang og jeg ved godt at jeg burde lade være, for jeg giver al min tid og han ser mig ikke som jeg skal ses, og det ER jo ikke en ægte relation, når kun den ene lægger virkelig vilje i, og jeg er mere fornuftig end den her ”besættelse” viser, og selvom smerten i mig må være nemesis’s allerbedste bud på en karmisk joke, så kan jeg ikke stoppe min trang ogjegrådneropoverikkeatkunnestoppedetherpis! …

Men han ER så fin. Og ind imellem føles det som om jeg kommer helt tæt på. HAR seriøst prøvet at holde mig væk. Haft veninder som satte alt på højkant for at bremse mig.

Jeg er fanget. I jagten på detaljer – set langt fra. Jeg gir’ efter, gang på gang, for jagten på alle hans sider – gode som dårlige, efter en eller anden form for helhed. Og trangen til at nyde, for han ER lækker. Så tit som muligt, svømmer jeg væk i hans ord, hans blå øjne og hans smil, stryger mine fingerspidser over hans ansigt og hans daggamle skægstubbe. Så smuk og maskulin. Og glat. Over det hele, faktisk.

Måske ikke så underligt, når man tager med i sine betragtninger at jeg har et one-way-street & 2-dimentionelt -forhold til ham. – og dét mine fingre reelt berører, er skærmen på min bærbar.

Pretty giant deroute - Fra potentiel livsledsager, til virtuel stalker. Damn.

Åh nej… Bare han nu for fanden ikke finder ud af det…