Gud ved om jeg bliver huntet ned lige om lidt… Nogen blir’ nok sure, men dette medie er det eneste sted, jeg kan skrifte. Jeg har fået en hobby, når jeg vandrer rundt på stenbroen… Egentlig er det en god vane, men er jeg nødt til at indrømme det; der ligger et par skjulte motiver og fordækte agendaer. Eller. - Det er der ihvertfald kommet på, hen ad vejen.
Lidt på linie med at jeg altid har helt vildt travlt, når jeg flyver lavt over motorvejen og i stedet for at blive pisset af, så slår 2 fluer med ét smæk og forsøger at lære folk at trække ind på motorvejen (for hvem i h… imlen har givet dig lov til at ligge i midterbanen, når du har alle chancer for at trække ind til højre, NÅ!!! måske?), ved at trække i 3. bane, så udenom ( på den fornuftige, men måske lidt for hurtige måde) og lægge mig ind i 1. bane, hvor spaden i midten burde have ligget. ‘Sker derefter at bilen i bakspejlet, trækker ind… Hvem sagde politibetjent-wannabe. Burde s’gu nok skamme mig, men sådan ER det.
Nå, men jeg har altså gjort det til en lille ting at købe Hus Forbi, så tit jeg kan. Og køber gerne det samme mere end én gang i måneden… lidt ligesom en genudsendelse. Synes det er en sober måde at give en skærv på, uden at sælgerne (som jeg før har fået at vide) får en led følelse af at betle. Og, indrømmet; så skal jeg ikke helt ned på posthuset og købe social samvittighed pr. girokort. Synes specielt det er cool at købe bladene, når min yngste er med. Så giver vi sælgeren 20′eren sammen, ønsker en god dag og snakker på vejen hjem, om hvor skidehyggeligt det bliver at læse historierne sammen, når vi kommer inden for døren.
Det’ det, med dét…
Jeg har intet lånebarn i afrika, har ingen badges med pandaer eller regnbuer på og jeg har ikke købt en ulandskalender i flere år. Føler mig ikke skide hellig, mere værd, bedre end andre eller på anden måde gjort fortjent til en præmie. - Jeg synes bare, ind i mellem, det er federe at give noget til nogen der - trods alt (ihvertfald stadigvæk) har mere kummerlige kår end mig. Og der er rigtig mange der støtter rigtig mange ting - alt i alt.
Men… Jeg har en idé om at snavsede mennesker med sorte eller ikkeeksisterende tænder og en bajer i hånden, ikke har heeelt den samme egenskab til at vække empati, som børn med plastikposer på fødderne eller billeder af ansigter med øjne fyldt med slukket håb, efter naturkatastrofer. Så når denne her - for de fleste forbipasserende, åbenbart, FULDstændigt usynlige - person har stået og gentaget sig selv et stykke tid, så angriber jeg med faste skridt og klar stemme, bytter blad for penge og ønsker sælgeren en fantatisk dag, med et skulderklap. Og selvom jeg på andre tidspunkter ville ønske det forholdt sig anderledes, så er JEG ikke usynlig. For nogen. Og når opmærksomheden er skabt, er folk nødt til at anerkende tilstedeværelsen. Og så er det, at der sker noget kædereaktion-ish. På flere plan… Nogle finder penge frem. (Og det er jo altid dejligt når gode ting smitter, men ikke særlig pudsigt.) Og så er der nogen der begynder at fortælle hinanden og sig selv at de altså plejer at støtte dette og hint, men at de kun har dankortet med fra bilen, katten åd min pung og stenovnen i Gambia har jo heller ikke betalt sig selv.
Se, det’ skægt. Ikke at de har undskyldninger eller forklaringer, for det er sådan set cool nok og jeg skal sat’me ikk’ stille mig til dommer for hvilke der holder vand eller ej, men at de føler det NØDVENDIGT at komme med dem, det’ skægt.
Og mens jeg, på andres bekostning, fnisende forføjer med min avis, ved jeg godt at jeg kraftigt bør overveje hvad det er der tricker mig, når jeg helt overlagt prøver at få folk til at træde sig selv over tæerne. UNDSKYLD.
Synes bare det er fantastisk at jeg for en 20′er både får gode historier, får lov at hjælpe lidt og får et billigt grin.
