Senza Scrupoli

Et knus er et klem
Med flygtighed
Så let og fint som ordet det hæfter sig ved
En berøring af kind
Og hænder på skuldre
Det gi’s i flæng og mangfoldighed

Det lettes for vinden, som smil
Og snefnug flyver sydpå 

Et kram er en gave der gives af sjæl
I andens favn
I varme, i mening og forløsning af opstået savn
En berøring i sind
Med tryghed mod hals
Det samler sig, tætnes og modnes

Et kys er smagen af mer’
Af tillid til ægthed
Og sagligheds suk blir’ afløst af fler’
Små eksplosioner af prikken
På læber
De danser de brænder
De leger de ler

Og lægger sig til hvile som tindrende stjerner på erindringens nattehimmel
Til evig ihukommenhed
 

……. 

Og til sidst - Citat af strofe af ukendt oprindelse, men den lever i mit hoved på 20. år: 

Tro mig jeg har aldrig kysset før
Et kys vil åbne himlens dør
Så kys mig nu
Du ved jeg elsker dig

Jeg er vrikket om.
På min talefod.

Og det er mærkeligt, for jeg har løbet marathoner på den…

Tænk at man kan være så klodset at skvatte over småsten… men måske har de lange løb, som var så nemme at komme igennem - side om side - nok alligevel været lidt for hårde ved ledbåndene. Som lagde stemme til.

Det er jo ikke fordi den er sådan rigtigt forstuvet. Det var at sammenligne med en gakket gangart, - semistyrtet, altså. Den er bare så svær at støtte PÅ lige nu. Talefoden.

“Det går over”, tænker jeg - mens jeg eleverer, nedkøler og yder anden akuthjælp på den skadede del af mig, “Det går vel for fa’en over. Det var kun et vrik.”

Jeg føler mig bare så satans amputeret.

Så!!! - Skete det igen!

Nogen har startet en ny stafet og denne gang skal vi lufte snavset undertøj i åbent forum.

The almighty Spunkflasher har tagget mig med muligheden for at fremkomme med mine sære sider… Reglen er dog at man må begrænse sig til at udbassunere 6 af dem. Og dét er nok meget heldigt… Alt taget i betragtning.

_______________________

Jeg tjekker af ukendte årsager altid om jeg har fået mine nøgler med. - EFTER hoveddøren er smækket. Det har gennem livet kostet mig sneen ned ad bjergene at genskaffe mig adgang til mit hjem.
Sidst jeg brugte sparepenge på denne måde, var på min fødselsdag (som falder på den helligste af alle helligdage) kl. 01!! Cigaretterne hentede lissom ikke sig selv. Vel?

Jeg taler til mit TV og afholder mig ikke fra at rååwe af det, når folkene inde i det siger dumme ting.
De gør de tit, syn’s jeg. Dette sker til stor irritation for mine yndige æg, som (alt for tit) ser bebrejdende på mig og siger; “Nu taler du til fjernsynet igen, mor!!!”

De strømper jeg udvælger mig om morgenen er oftest ikke ens. (En direkte konsekvens af ikke at parre svinene, før de ryger i skuffen.) Det er de heller ikke idag og det efterlader mig fuldstændig kold… Jeg har støvler på hele tiden. Problemet opstår først, når jeg kommer hjem til folk der insisterer på at man smider fodtøjet i gangen…

Der findes mennesker der har problemer med hvilken vej højre og venstre vender - Dem har jeg grint meget af - på den uforstående måde… Men det har en logisk årsag: Det er fordi jeg i min dagligdag fortrænger at jeg har et problem der ligner.
Jeg kan ikke, på stående fod, fortælle hvilken vej man skal dreje en hane, for at slukke den… (hvad sker der med mit hoved??) Og jeg drev min far til momental sindssyge, når han havde bedt mig om at slukke for vandet til haveslangen og han måtte stå og skrige nede i baghaven; Den anden veeej, Leeeegoo!!!! - og jeg så bare skruede endnu mere op for vandet…

Toiletrullen skal vende udad. Det er mig magtpåliggende & det er indiskutabelt. Og jeg vender den, ligegyldigt hvor jeg befinder mig.

Jeg betaler ikke for mine plastikposer i dagligvareforretninger, hvis jeg kan slippe afsted med det… Ja. Det er tyveri. I know… Det er ikke fordi jeg lider af en skæv form for kleptomani eller fordi jeg ikke har råd til dem (selvom de faktisk er ret dyre) - det ville jo ikke være sært.
Det er et princip!! Hvis jeg køber et par sokker (for jeg køber dem i par..), så får jeg en lille ubrugelig pose til at bære dem hjem i. Ligeledes hvis jeg køber en gryde, eller en bakke pommesfrites. Men hvis jeg går ned i SuperBest og køber dagligvarer til hele ugen og smider hvad der ligner udbetalingen på en nyere brugt bil, så skal jeg Gudhjælpe’me smide ekstra penge til miljøafgifter, via bæreposer m/u hanke - En afgift der allerede er pålagt selve varen, fordi den i sig selv er pakket ind i plastisk eller glittet papir.

Nå, det var 6 ærligheder… hvad jeg så vundet???

Retten til at gi’ stafetten videre, går jeg udfra.

Jeg tagger moye   abra   grandemuffin   brownie   fat2fab   pictureperfect - Håber I gider lege med.. Så jeg ikke sidder hér og er latterlig helt for mig selv.

Regler (helt som de plejer)

Link din tagger
Nævn reglerne på din blog
Fortæl om 6 sære vaner
Tag 6 andre og læg link på deres respektive blogs…

Stilhed
Mørke
Hjørne
Knæ
Kulde

Stilhedslammet
Mørkeblændet
Hjørneoptrukken
Knæoptrukken
Kuldebidt

Stilhedslammet gennem tanker
Mørkeblændet, genskabende lyn-syn af gudelignende Goth-like skikkelser i hvidt og gyldent. I prossession. Forbi. Igennem.
Hjørneoptrukken i flugt uden flugtmuligheder
Knæoptrukken til hage, i vertikal fosterstilling, gennemvædet af tørre tårer
Kuldebidt mod nøgen hud fra lakerede gulvbrædder

I timer

Mens smøger blir’ til aske mellem fingre

Er blevet tagget af denne her fantastiske blogger

Det er længe siden hun gjorde det og jeg finder det svært at følge, de værste og supersjove (man kan altid more sig på andres bekostning) dates andre har været på, op.

Men det hænger sammen med to ting;

ALLE MINE DATES ER FRA %¤?&!!! HELVEDE - ALLE TIL HOBE!!!

Punkt 1. Jeg hader at date.
Jeg sidder og sælger mig, mine faglige kundskaber og min person HVER dag. Hver evig eneste dag, skal jeg få fuldstændigt fremmede til at vælge mig positivt TIL, få dem til at mene at mine egenskaber, er de eneste der du´r og få dem til at “komitte”. (Nej, jeg er ikke “købepige” på den klassiske måde - men det snerper der henad.

Og når jeg sidder på en date, nyvasket og pæn i tøjet, og samtaler med en mand, så kan jeg ikke abstrahere fra at det føles ”tjekliste”-agtigt og lugtende af jobsamtale.
HAR faktisk siddet på date med en mand, som jeg mødte i byen - og som jeg efterfølgende var bange for at jeg ikke kunne genkende mellem 5 andre, (gintonics kan mange ting) hvorfor jeg mødte op 15 minutter for tidligt - bare for at have muligheden for at spotte ham. - Han sad sat’me og satte “tjek-flag” på caféens papirdug, hver gang jeg sagde noget der faldt i hans smag!

Jeg gør alt hvad jeg kan, for at være imødekommende, lyttende, til stede, i “du-stilling”. - Ligesom det er min med-menneskelige pligt - til middage, hvor jeg får plantet en bordherre, at få mine omgivelser til at føle sig velkomne, ønskede og interessante. Det er jeg opdraget til.
Jeg hader at mine venner/veninder, qua de dates de kommer ud for via deres dating.dk-profiler, er i stand til, efter 4 minutter, at kunne spotte om NOGET er tiden værd…??! Hvad fanden er dét for no’et???! - “Ved du hvad,; jeg kan bare mærke, at det hér ikke gir’ mig den rigtige følelse i maven, så tak for i aften, det var hyg’ligt du.”. Tak for lort. Jeg går jo rundt og påstår at mine nære relationer er i stand til at give alt, en reel chance i livet!!?
Det er nok bare mig der er sær.

Punkt 2. Hvorfor er det altid de grimme historier der får lov at leve??
Det er jo ikke kun under “dating” der er håbløst av-for-helvede-historier…

Verden vil bedrages… Og derfor har Se & Hør f. eks. en eller anden form for eksistensberettigelse… Jeg HAR hørt om fødsler, kampe mod Københavns Parkering (undskyld Provinsen, Øerne & Jylland) og fine dates, der i sidste ende gjorde eventyrets “lykkelige ende” til den rene sandhed.
De kommer bare mærk’ligt nok ikke ud! Det er fantastisk at fortælle de skønne historier, men det er hverken sjovt eller opildende at fortælle dem videre.

Derfor er jeg nødt til at fortælle om den fedeste (2.)date ever:

Jeg mødte ham på hans hotel i min by (dermed var “hvor skal jeg ellers overnatte” situationen overstået)
Fik sjusser, mens vi samlede op på hinandens liv og kom lidt tættere på. Over mojitis, mojitos royal og dét der var tilbage af champagnen.

Fandt det bestilte bord på den udseete restaurant, god mad HAN( fordi JEG er udelt kvinde ind imellem) bestilte for os begge. Flere drinks, dyb samtale, grin, dyyyb “jeg ved godt hvor du kommer fra”-sludder, flere grin… Og videre og kom-giv-mig-lige-noget-mer.

Endte med, efter mange timer, helt eksemplarisk aflevering i taxa… Tak for en god aften.
Helt igennem dejligt selskab - har intet at udsætte på hverken ham eller omstændighederne.

Ja, jeg havde tømmermænd dagen efter og ja, jeg håber den mand gider at se mig igen. Og pt. er jeg s’gu ligeglad om det er som kærestepotentiale. Bare han gider mig.

Men hvem gider at fortælle sådan en pæn historie videre??

I den tråd; for at få det fede, i os alle, frem, så tagger jeg

Liv

lios

h2p3

iltmangel

Giv et bud på hvornår du har været den bedste ven, nogen, nogensinde kunne have tænkt sig…

Se, dér har I en udfordring…

Det sås ikke komme.
At skulle være fjendebillede. Torne i øjne.

Forsvandt jo netop. Gav plads. Eller overlod den samme, til den næste i rækken af efterfølgende tilfældige, der ikke sparkede fra sig og som derfor fik lov at lægge ryg til. Allernådigst trådt under fode.

Gjorde hvad kan gøres og andre gange gjordes, hvad ikke kan undgås. Bøjede af, føjede i, i et elastisk pantomime-teater for nybegyndere udi afskårenhed og adskillelse. For at være fleksibel, jo vist - men mest for ikke at knække.

Flexer stadig i spændstigt overlevelsesmode - Får rigeligt med lys, væske og næring til ikke at visne. Dø. Det skulle sat’me lige mangle.

Uden deltagelse, trækkes lidt for gode minder, lidt for mange ord og meninger ind i fremmed liv og bliver til irritationsmomenter og lægges for had - fordi de aldrig, aldrig, aldrig kan viskes ud og glemmes. Fordi de binder tråde mellem stiklinger, som gror og minder om svundne tider som forlængst er slagtet, men som gør gartnerens fingre grønne af erfaring.

Og dér. Lige dér står jeg. Forholdsvist ufarlig - Og så det slet ikke komme… At det var mig;

Spøgelset fra fortiden i en fremmeds nutid.

Det er en svært definérbar størrelse. Den dér tid. Nogen finder den meningsløs, mens andre nyder den.

Det kommer lidt an på hvordan man vælger at bruge den. Og få den til at gå…

Man kan jo ta’ opvasken, gå en tur, skrive på sin blog, løse en kryds & tværs eller lægge sig til at sove. - Det er det fede ved tidsfordriv; det er en joker man kan smide ind i spillet, fuldstændigt som man finder det rigtigst for én selv.

Så der er slet ingen grund til at kede sig og hvis man - som jeg - synes det er sjovt at udfordre sig selv, så kan man udvikle nye og anderledes måder at få sekunder til at blive minutter.

Nu f.eks. idag, har jeg (og mine tungt bårne tømmermænd) valgt at sidde på yndlingsveninden dørmåtte i 1½ time og kigget op i hendes spionkamera - fordi jeg ville ha’ hende med ud at lege.

Jeg ved ikke om hun er klar over at jeg sad der, men hvis hun ER, så er hun det sjoveste menneske i hele verden.

Superlækkert nummer fra Gnags – Og nej, jeg lægger ikke et link til YouTube.  

Men hvor blev C-holdet af??? Eksisterer det stadig? Ja, JEG ved det ikk’? You tell me… 

Jeg har længe haft tanker om dét at blive voksen, som i forældrevoksen, karrierevoksen, parmiddagvoksen, PBS-voksen – indsæt selv nogle fler’, gider I? For jeg gør ikke.

Mit umiddelbare problem har været ubevidst; I mit hoved har ”voksen” været ensbetydende med ”gammel, kedelig & grå” Jeg er nu klar over at jeg har taget fejl. Tror jeg. - for i virkeligheden tror jeg mit største problem ligger i, at jeg ikke aner hvad begrebet ”voksen” betyder. 

Og jeg ved det jo godt. Altså, at jeg er galt på den. Jeg har flere gode venner der fortæller om f.eks. farmor som i en alder af 92, finder kæreste (2 x enkemand) på 84 somre, som hun har sit hyr med – fordi de andre damer på plejehjemmet, synes han er pisselækker. Og de er på alder med HAM. Sådan nogle mælketænder… Kom over jer selv! 

Voksen, må være noget med at tage ansvar og vælge. Vælge fra. Og til. Noget med at vide, hvad det rigtige er, i den givne situation og handle derefter. (derefter.. Igen, et meget voksent ord – Du ka’ godt høre det, ikk’?)
Men i min bog, er voksen; at blive gammel. Forudsigelig og øv-agtig. 

- Har hele mit liv haft en grundsikret idé om at det var noget, der kom om lææænge, længe. – Dét at blive gammel. Men det er det ikke. Har netop landet et job, hvor man I DEN GRAD går op i slige ting; Pension & opsparinger til dette og hint, og det sætter mig op mod væggen. For jeg skal tage stilling til hvilken slags opsparing jeg PÅ SIGT synes er det rigtige for mig. Og den stillingtagen, gør mig meget bevidst om, at det er lige om lidt. 

Jeg tror aldrig jeg blir’ voksen, i min egen (førnævnte) betydning.

Vil hellere bare håbe jeg er MIG – uagtet alder. 

Når jeg blir’ gammel skal jeg sidde på en bjergskråning over Barcelona og tælle mine penge. Og gå til fodboldkampe, med fast siddeplads på Camp Nou. Og så skal mine unger og deres unger komme og holde mig med selskab. – Hvem gider ikke dét, i Barcelona? 

Og hvis dén ikke holder??  

Så skal der, på mit plejehjem, indføres onsdags-mojitoer, torsdags-bobler, fredagsrock (i forhaven – ikk’ i Tivoli), rollatorstafet – med holdtrøjer!! Mandag og tirsdag skal bare være sjove og søndag skal jeg sove.Og alle ens venner må få eget gæsteværelse…
Hvis de bliver for stive eller for trætte eller for … gamle til at ringe efter HT’s transport. . Hvis den slags services ellers findes på dét tidspunkt. 

Og så vil jeg holdes fast i, at det er nogle af de ting JEG synes, der gør livet værd at leve. Voksen, gammel eller ej.

Der hænger et maleri på min væg. Det kan noget særligt. Det har engang vist mig fremtiden.

Right Lego!! Og hvis du er på stoffer, skal du huske at dele.

Det er malet af hende hér som pludselig stod, der hvor jeg nu var, og spurgte om nogen måske var interessede i at se mere..? Det var JEG (mest fordi det gav en kærkommen pause i arbejdet. - Man er vel mageligt anlagt.) - Ud af de mange eksplosioner i lys og farver, hæftede jeg mig ved ét helt specielt. Det var mit og der var ingen tvivl. Ku’ ikke få øjnene fra det og synet skabte en god, varm følelse omkring mit hjerte og fik mig til at smile. Kunsteren sagde at det hed “Ånderne”. What ever. Jeg ved røv & nøgler om kunst, men jeg ved hvad der gør mig glad…

Der blev handlet og jeg satte mig tilfreds tilbage bag skrivebordet og fortsatte hvor jeg slap. Et maleri, en god fornemmelse og en hovedpine på kassekreditten rigere.

Og mens mine omgivelser, overfor hinanden, gav udtryk for at de nok ikke ville slippe afsted med at disponere over hjemmets vægplads på samme egenrådige måde, så sad jeg blot og smilede for mig selv. Lidt klogere på mig.

For jeg vidste lige med ét, at alt var cool og at dét maleri aldrig nogensinde ville komme til at hænge i vores fælles hjem. Jeg flyttede samme efterår.

Nu hænger de her, ånderne, og minder mig dagligt om at jeg skal mærke efter om jeg er glad og om følelsen i hjertet er god.

Tryllepigen  :-) har nomineret mig til denne prestigefyldte titel og det er ikke uden stolthed at jeg modtager og i øvrigt sender videre. Da min sødeste Nok uden Noget endda har gjort det samme for en måneds tid siden (hvor min manglende tekniske snilde forhindrede mig), kan videresendelsen kun gå for langsomt.

Jeg følger med mange steder og henrykkes af mangfoldigheden, dybden og kreativiteten, men jeg er nødt til at begrænse mig - så nu nøjes jeg med 3 som begejstrer mig til et ubetinget UG-kryds & slange (kan alligevel ikke finde ud af den nye karakterskala)

Hermed nomineres:

Spunkflasher - Fordi han formår at give os et indblik i en hverdag, hvor en skæv tankegang gir’ hårde hvidevarer liv i familiens kælder, hvor hverdagens betragtninger skaber smil på min læbe og hvor indlæggenes natur formes hen over en så bred vifte, at man overraskes gang på gang. Og så tar’ han sygt gode billeder.

Knock - Har allerede modtaget en nominering, men jeg er ligeglad. En ord-ekvilibrist uden sidestykke. Hvis leg med ord kunne spises, ville Knock være min livret. Læs ham. Nyd ham og lad jer henrykke af hans underfundige og geniale leg med vores sprog.

Patton - Den gode general… Som pt. er missing in action - får hermed blogCitys Purple Heart. Hans “Suspended Amimation” svækker min evne til at tænke logisk og skærper frygten for at spørge; “Hvorfor??”, ligesom hans tekster giver en guidet tour i hvad der kan ske i et parallelt univers. Her er du bare nødt til at slippe tøjlerne og følge med. Hvis du tør.

You rock my blogworld…