Nej jeg ved s’gu ikke, men det handler vel i virkeligheden om at slå til, tænker jeg. Mens tid er. Være nok i sig selv og stå ved, uden at lade stå til. Der er alt for meget at gå glip af, hvis man vælger ikke at gøre det og hér tænker jeg specifikt på det dér laden stå til.
Så står man jo bare dér og tager imod. Det’ for tabere… Fortabte tabere, der med forlængst svundne kanter står tilbage med afrundet smoothness - for at afbøde og undgå.
Jeg vil helst slå til.
Tilstrækkeligt og hver gang. Uden undtagelser. Fordi jeg fortjener det.
Bare smadre en golfkølle i skallen på den aktuelle spade der vælger at forurette mig.
Trække den med skulderen helt nede fra venstre fod, med højre hånd bag venstre på skaftet og give frit sving på svineriet, med fuld overbevisning i sind, sjæl og bevægelse.
Det sku’ være en fornøjelse at mærke køllehovedet ramme højre side af ansigtet og se slaget forplante sig gennem kraniet, mens hud, væv og kæbe nærmest ville bølge gennem luften, uden anden modstand end de lydbølger der måtte vige pladsen, når knogler fragmenteredes og tænder blev til grus i en blanding af spyt og blod. Og tårer.
Mand, hvor skulle det være godt.
Om jeg ville blive mere tilfreds som menneske?? ‘Tror jeg næppe… Det’ osse ligegyldigt. Den dårlige smag, som min samvitighed ville efterlade i min mundhule, kan skylles væk med Jack Daniels og SB12.
Men det ligger jo ikke til mig.
Jeg vender mig istedet stille om og kigger vedkommende dybt i øjnene - mens jeg fører venstre hånd bagud, til op bag skulderbladet - og trækker langsomt stikvåbnet ud af kødet mellem mine ribben. Bladet blir’ tørret af i mine jeans, før jeg rækker det retur til misæderen, krysteren, der fandt det nødvendigt at se mig forbløde fra et sår, hvorfra jeg selv har svært ved at stoppe blødningen.
“Det’ vist din” - hvisker jeg. Som så mange gange før…
