Senza Scrupoli

I know now what I did not yesterday
Despite vows of everlasting and never-ending
I know that you’re gone to stay

In sorrow and grief I bow my head
Knowing that shit sometimes happens
What we had is dead

Moving on, aching, longing in despondency and despair
This ain’t fair
I’m sure

Thought I couldn’t live without
I was wrong – Still breathing

And as I keep on kidding myself -

I reject YOU
And leave you to what you need to do
You see
In time - I’m sure, there’ll be yet another true

Friend

Jeg er vrikket om.
På min talefod.

Og det er mærkeligt, for jeg har løbet marathoner på den…

Tænk at man kan være så klodset at skvatte over småsten… men måske har de lange løb, som var så nemme at komme igennem - side om side - nok alligevel været lidt for hårde ved ledbåndene. Som lagde stemme til.

Det er jo ikke fordi den er sådan rigtigt forstuvet. Det var at sammenligne med en gakket gangart, - semistyrtet, altså. Den er bare så svær at støtte PÅ lige nu. Talefoden.

“Det går over”, tænker jeg - mens jeg eleverer, nedkøler og yder anden akuthjælp på den skadede del af mig, “Det går vel for fa’en over. Det var kun et vrik.”

Jeg føler mig bare så satans amputeret.

Det sås ikke komme.
At skulle være fjendebillede. Torne i øjne.

Forsvandt jo netop. Gav plads. Eller overlod den samme, til den næste i rækken af efterfølgende tilfældige, der ikke sparkede fra sig og som derfor fik lov at lægge ryg til. Allernådigst trådt under fode.

Gjorde hvad kan gøres og andre gange gjordes, hvad ikke kan undgås. Bøjede af, føjede i, i et elastisk pantomime-teater for nybegyndere udi afskårenhed og adskillelse. For at være fleksibel, jo vist - men mest for ikke at knække.

Flexer stadig i spændstigt overlevelsesmode - Får rigeligt med lys, væske og næring til ikke at visne. Dø. Det skulle sat’me lige mangle.

Uden deltagelse, trækkes lidt for gode minder, lidt for mange ord og meninger ind i fremmed liv og bliver til irritationsmomenter og lægges for had - fordi de aldrig, aldrig, aldrig kan viskes ud og glemmes. Fordi de binder tråde mellem stiklinger, som gror og minder om svundne tider som forlængst er slagtet, men som gør gartnerens fingre grønne af erfaring.

Og dér. Lige dér står jeg. Forholdsvist ufarlig - Og så det slet ikke komme… At det var mig;

Spøgelset fra fortiden i en fremmeds nutid.

Skyerne rullede ind fra vest, i nuancer af grå. Mørkegrå, tordenblå - truende og tunge.

To.

Om side.

Hen over heden i strid modvind. Foroverbøjede med overarmene tæt til kroppen, med hænderne knuget mod brystet og med dukkede hoveder. Ingen ly for blæsten, ingen ro, ingen pause, intet pusterum - For vejret, tog vejret fra dem og tvang dem skridt for skridt fremad, mens deres bare fødder sad fast i den tætvoksende lyng og kun med møjsomhed lod et skridt sig afløse af endnu et og endnu et og endnu…

På spindelvævet, båret mellem deres skuldre, sad ikke længere de dugdråber som kunne vidne om nyspunden friskhed. De dyrebare elementer var forlængst fordampet i hård kuling og de fine silketråde som bandt dem og sig sammen i en højere enhed, hang filtret, trævlet, som en flosset fane båret af ryttere slået i retræte, efter slaget mod en overmagt.

I hendes øjenkrog registeredes hans mund der formede ordene Kan du klare turen?, men stormen rev ordene fra ham og efterlod hende med modtagelsen af tavs mimik. Som ikke efterlod hendes mulighed for at svare. For der fandtes intet svar, der kunne trænge gennem vindens hylen.

Der gik de mens solen, som måtte findes et sted bag de nærmest uigennemtrængelige uvejrsskyer, sank, i det der ude i horisonten måtte ende i oprørt hav - som ville den slukkes, før de nåede den.

Hun tabte fart. Tabte fodslag. Faldt tilbage. Måske med overlæg.

Spindet bristede, slap hans og hendes skuldre og han formåede med anstrengelse at gribe en tråd med en enkelt finger. Næsten. Forgæves. Deres blikke fulgte flugten gennem luften og kun hun løb tilbage - båret af medvind - for at indhente det tabte. Og da hun nåede det, var der for langt frem til hvor han stod.

Lad det ligge råbte hun. Gå videre, jeg bliver hér! Han så, men han hørte aldrig…

Og mens ordene far vel elskede forlod hendes læber, i håbet om at de ramte hans nakke, som i stedet blev grebet og kastet bagud for at forsvinde, gav hun sig til at betragte scenariet omkring hende og mærke elementernes rasen.

Længe.

Det blir’ en god dag i morgen. Tænkte hun ved sig selv

…lægger ordene, der kom i nat, sig til hvile.

Bundfælder.

I mit stille sind, skaber håbet plads, til andet end hans dom over vores endeligt. Rum til væren af forskellighed.

I mit stille håb, er jeg nok som jeg er. Den jeg kunne være er ikke-eksisterende. Som i nu.

I mit stille jeg, håber jeg han hører.

Ser.

Mærker.

Forstår.

Hvem jeg er.

Hans.

I mit stille sind. Drømmer jeg.

 At jeg er nok.

Kære rengørings M/K, eller hvem der måtte have haft adgang…

Jeg ved godt at det er længe siden. Jeg ved også godt at du sikkert ikke har skænket det en tanke siden da, men jeg skylder dig en tak. Fra hjertet.

Håber i mit stille sind at du, på én eller anden måde, kommer til at læse dette.

PostDanmarks kampagne “skriv det, hvis du mener det“, for år tilbage, ramte plet hos min 4-årige datter, for hun mente det nemlig, og det resulterede i et lille velskrevet (jaja, hun var 4, ikk’!) brev til hendes morfar. Det inkluderede en tegning af hende og ham plus en helvedes masse hjerter - dem havde hun lige fået styr på…

Og det eneste jeg skulle sørge for, var at poste det… Det var en fredag morgen og jeg tog ind på studiet - osende af overskud, med det overdragne ansvar for afsendelse og med min datters formanende blik på nethinden… “Husk det nu, mor”.

Jeg prøvede, det gjorde jeg virkelig.

Ikke desto mindre, stod det helt klart - omkring kl. midnat samme aften, at jeg ikke havde prøvet hårdt nok. Sidste lektion, forbi kantinen, brev op af taske, forbi pigetoilettet, forbi fredagsbar - for en kort bemærkning, forbi cykelskuret - hjem. Ikke noget med; forbi postkassen, aflevere.

De indre åh nej’er, mindede lidt om dem der plejer at stå i kø, når man vågner med tømmermænd og “vist nok var en heeelt anden igår”… Brevet var blevet efterladt ved håndvasken og jeg kunne intet gøre. Andet end at redde min sølle, distrete & ukoncentrede, røv og sige til min datter, at alt var ok.

Det var det bare ikke. Hun mistede sin morfar mindre end en uge senere og oven i hatten på alt det andet, stod jeg nu med den sorteste samvittighed.                                                     “Skriv det, hvis du mener det”. Han missede hendes sidste kærlighedserklæring - og jeg var skurken. Æd dén, din skodmor.

Et par uger senere, så jeg tilfældigt, blandt nogle regninger på en hylde i hans hjem, noget der lignede noget jeg havde set før… Og dér lå det - åbnet. Og læst. Og helt sikkert nydt til fulde.

Så! Kære du, der tog mit brev og smed det i postkassen. Du, der gad ulejlige dig, med at sørge for noget der ikke var dit… Tak.

Du havde ikke en jordisk chance for at vide hvilken forskel du gjorde. Min taknemmelighed for dét, stopper ikke…

(Til alle jer der har været en del af mit liv engang og som, af forskellige årsager, ikke er det længere…)

undskyld

jeg ikke var den perfekte datter, fordi jeg nægtede at være din veninde, på dine præmisser, fordi jeg hadede din lempfældige omgang med alkohol og fordi jeg ikke magtede at se, at DU ikke magtede at være den perfekte mor.

jeg tilsyneladende fik dig, min ungdoms kærlighed, til at sige undskyld for de ting jeg gjorde forkert.

jeg ikke så at du, min barndomsveninde, har haft et liv fyldt med overgreb og ulykke og at jeg ikke, i tide og tydeligt nok, lod dig forstå at jeg gerne ville have været der for dig hele vejen igennem. Og efter.

jeg tog rollen som politibetjent i vores familie og vores forhold, fordi jeg forsøgte at lære dig at vise kærlighed på MIN måde og fordi jeg i sidste instans bare gav op og holdt op med at elske dig…

jeg ikke kom til dine børns barnedåb, selvom jeg havde lovet mig selv at min bil ville holde hele vejen over DK.

jeg glemte din fødselsdag.

jeg svigtede din tillid, da du ikke havde andre - i dit forhold til en gift elsker.

jeg ikke holdt ud, at du kun kunne ringe når det blev grimt mellem dig og det udkårne tøsepigebarn.

når jeg tvivlede på, at du virkelig mente at det var sidste gang.

jeg ikke gav dig et knus, den sidste gang jeg så dig, far.

jeg blev så stiv til din fest. (og hils de andre gæster og sig det samme.)

jeg ikke ringede. Tilbage.

jeg ikke havde overskud til at smile i den udstrækning, du gerne havde set.

jeg gav dig en “søforklaring”.

jeg ikke var i stand til at være den, du havde en idé om, jeg kunne være.

jeg udtrykker mig for bogstaveligt (og for uigennemsigtigt) og forårsager vrede, frustration og nedtrykthed - når du nu bare gerne vil mig.

Undskyld jeg skuffede.

Undskyld at jeg, i det hele taget nogensinde, har givet udtryk for at være mere end det er muligt for mig at være.

Jeg er for helvede bare mig. Indtil videre…

Ville gerne ha’ gjort det bedre - ved bare ikk’ hvordan.

Det er ikk’ så stort, fotoet.

Alligevel er det stort nok til at der kan være 2 mennesker på det.

Lige tilpas. I sort & hvid. Ét af de man skynder sig at ta’ bag et forhæng - hvor man venter lidt i utålmodighed, på fire af slagsen, men som så til gengæld kan bruges til røv & nøgler. Bortset fra at det ka’ tages frem og kigges på og mindes ved. Og så kan det til gengæld sagtens bruges.

Hun ser sød ud. Glad og forsigtigt smilende, som når man trækker smilet ud i underlæben og lader smilehuller være til. Blikket er indstillet på uendeligt… eller muligvis søgende efter den røde prik der om lidt -eller for lidt siden skulle blinke til agtpågivenhed for blitzens skarpe lys. Og så ligner hun tøsebarnet der kysser mig godnat hver aften.  - Meget. Spooky meget.

Hendes halstørklæde er sat på den fornuftige måde, givetvis af en voksen der tager hendes helbred og velbefindende alvorligt. Det er groft strikket, mørkegrønt og ikke hendes. - Nu spør’ du nok dig selv, hvordan jeg ved dét, når nu billedet er en s/h-udgave, men det ER det!Ligesom mandens jakke er beige og rulamskraven lidt for lys til at være ægte. Det gør ikk’ no’et, at den ikke er dét.

Det må være koldt udenfor. Hun sidder dér på skødet af ham, med baghovedet mod hans kind og bliver holdt fast af arme som hun må vide er tryghed, styrke og sikkert alt hvad hun har brug for.

Hans hår bærer præg af at være sat med en sort plastikkam & brillantine og brillestellet er nyt og moderne - i midthalvfjerdserne. De deler øjenfarve… Hans læber en del mere fyldige, end de huskes og ørene mindre. Men blikket er det samme. Hele vejen igennem.

Lidt ligesom dét, de har sammen – det er også det samme hele vejen igennem. Der er dem. Der er de to og så er der resten af verden. - Til nogens store fortrydelse, men det finder hun heldigvis først ud af langt senere…

Det ligner en god dag. En rigtig, rigtig god én. Og alligevel bliver den bare glemt. Lige indtil den dag, et kvart århundrede senere, hvor de 3 x 4 cm. virkelighedsudklip - ved et tilfælde - falder ud af en bog, der skal smides ud i sorteringen af hans dødsbo. Nu hænger det i mit køkken, sat i klemme mellem væg og hylde og bliver brugt til præcis det eneste det KAN bruges til; fastholde følelsen af betingelsesløst at være særlig og enestående for et andet menneske. Forbundet.

Og holde mine minder om det der engang var, i live – selvom han, af alle, er død.