Senza Scrupoli

En fredag aften i roligt lag… Begge æg er deserteret de hjemlige kampmarker, til henh. py-party & hænge-ud-aften-VED-TV-med-andet-teenæg,  og modermågen sidder tilbage i ro & mag - Nydende stilheden… og en GinTonic, med tilhørende cigaret når æg nu alligevel er fraværende - indtil…

SMS: Så tag den dog!! - Besked fra teenægget - og selvklart ringer man op på sådan én… Som forælder.

“Det’ mor.” Indsmirende stemme i den anden indikerer at nogen gerne vil nyde noget, uden at give noget retur…

“Må mig og Andet-teenæg gerne ta’ ud til én der hedder what-ever? What’s-his-name er der osse.” Et smil af en anden verden bølger igennem min mobil og stilheden lægger sig over spørgsmålet - Hun ved, fra sit mødrene ophav, at den der taler først har tabt.

“Skat’æg, lad mig lige tale med Andet-ægs mor…” henstiller jeg forsøgsvist - til hvilket svaret kommer prompte: “Hun vil ikke tale med nogen.”

Der anes ugler i en eller anden mose…
Endnu engang drages min opmærksomhed mod at afkom tilsyneladende er af den overbevisning, at mødre - ved fødsler - afsondrer deres hjerne sammen med moderkagen.

Prøver igen - Nu er svaret så modificeret: “Vi ka’ ikk’ lige finde hende og hun er vist ked. Hun vil ikke tale med nogen.” “Sig hun sover” - hvisker suflør-ægget pludselig, hvilket gentages af eget skråplans-æg  … Sidder et øjeblik og river højre hånds negle gennem håret. Hårdt. Ka’ godt mærke at politibetjent-mågen kommer op til overfladen. At jeg call’er dem på det, besvares bare med fnis - som havde de røget sjove ting fra nogens drivhus.

Det viser sig - ved forgæves opkald til Andet-ægs mor, efterfølgende opkald til hjemmenummer, som svaret af æg (af divergerende art) - fordi anden måge har efterladt mobil hjemme samt samtale med voksen storebror til … et eller andet æg - at Andet-ægs mor ikke er hjemme - hun er deserteret eget hjem, i vrede - over håbløse æg… Af mange slags.

Man må gøre noget. På den fede måde. Får efter 15 minutter genskabt kontakt til eget teenæg, som kryber til kors og meddeler at de i deres planer udi at overtage verdensherredømmet, troede det var nok at få min accept på føjteri til postnummer af ukendt størrelse og bare efterfølgende ville indhente anden hjerneløs mors “Hvis Lego har sagt ok, så er det osse ok med mig”. Right.

Enden på denne lille leg er - vist nok- endt således at eftersom æggene ikke ved hvor ham dér What-ever bor (are uoy kiddin’ me??!) og ikke kan skaffe nummeret til hans forældre og What’s his name sjovt har fået nyt nummer - og derfor ikke kan kontaktes AF MIG -  Ja, så er æggene blevet foran skærmen med noget syngekonkurrence og noget dårlig film. Alene. I selskab med kun hinanden…

Og nu sidder jeg hér. Tørlagt for flere GinTonics. Og smøger. Og det er vel osse OK. Tror nemlig i virkeligheden jeg har brug for langt hårdere stimuli i nær fremtid og årene der kommer.

… Har sat Chemical brothers på…. here we go!!!

Mørket omslutter dem.

Kun lyset fra tårnet i byen han bor i, kaster stråler ind over hans seng og lægger skygger omkring dem.

Hun er over ham, hårdere, mere intenst, med mere styrke, læner sig tilbage og griber fat i hans knæ.
Slynger håret bagud mod venstre. Mærker knæhaser mod sine bare tæer. Mærker skuldre skælve, mens vejrtrækning bliver dyrisk og alt rammer helt rigtigt.
Hænder griber hårdt om hofter. Han trækker til. Alt trækker til og hver eneste muskel sættes ind. Øjenkontakt i dyb dis-koncentration, med fælles mål, hvor rytme og halvt lukkede ekstaseramte øjne og skilte læber går op i en højere enhed.

…

…

Hænder glider, fra hals henover silkebeklædt marmor, til lyske, hvor negle trækker fine striber efter sig.

Hvis verden gik under lige nu, var det ligegyldigt.

Der findes intet andet…

Et; Jeg elsker dig, undslipper hendes bedrageriske læber. Der er stille… et øjeblik. Han trækker vejret. Ind.

Hendes læber hviler tæt ved hans højre øre. Duften fra hans lyse hår, fra hans hals, hans varme, hans våde hud, - alt bliver indåndet i et drag – for det er nok de sidste.. Hun får.

Mens han ånder ud, lægger hun højre hånd over hans mund… Troede ikke der var flere kræfter tilbage, men overlevergenet slår til i sidste øjeblik.

Ikk’ sige noget, hvisker hun… Af frygt for hvad svaret vil være.

Nu må det være nok… Det ka’ simpelthen ikke være rigtigt.

Følgende steder MÅ der strammes op:

Appelsiner skal producere små sammenhængende orange frugtsække, med syrligt indhold og IKKE hvidt stads der klistrer fast under neglene.

Vand indeholdende kulsyre skal fylde PRÆCIS det samme som alm. vand, så 2 tryk på automaten rent faktisk betyder 2 tryk på automaten. - Ikke 2 tryk på automaten og-husk-så-lige-en-ekstra-kop-så-du-ikke-skal-ligge-på-knæ-og-tørre-op-i-våde-støvler!

Mennesker skal måles op FØR bilkøb, så de ikke smider penge ud på et køretøj i en størrelse, de ikke kan styre og/eller overskue. På den måde skal vi andre ikke holde og vente på at folk - i flæng - kører frem & tilbage i parkeringbåse, fordi de er pivskæve og ude af stand til at holde I MIDTEN, men helt op ad naboen. Så ka’ de s’gu blive siddende i deres wrongsize biler, ka’ de.

Bordtennis, badminton & håndbold - og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge - skal ikke længere kategoriseres som sportsgrene, værdige til primetimeTV. Det er sportens svar på myg; Det generer mine sanser, gir’ mig lyst til at smække noget og dukker op, når jeg har allermindst behov for det. - Som i aldrig. Boldsport med bolde i forkerte størrelser og former, har (som myg, uagtet størrelse og udseende) ingen eksistensberettigelse. (ja ja.. Det’ MIN blog - jeg skriver hva’ der passer mig)

Brugen af udtryk som; “Du skal ikke være så Pernippen” og “Det er et huskeråd, jeg har lært af min mormor”, skal være forbundet med bødestraf og lineal-slag over de små fede fingre.
Et HUSRÅD er at smide kartoffelmel ud over spildt rødvin på det hvide gulvtæppe, eller at sætte skåle med eddike rundt omkring for at fjerne røglugten (og så er jeg li’ssom dækket ind). Et HUSGERÅD er et dørslag, en simpel slev eller en tragt. I øvrigt hedder det “pernittengryn”.

Og kæledyr skal i dén grad lære at holde sig i live indtil deres respektive ejermænd - børn i almindelighed og mine i særdeleshed - er klar til at miste dem. For helvede…

Så’ det sagt.

Netop som universet er spændt til bristepunktet af tyk, tyk hør-mig-se-mig-mentalitet og selviscenesat Napoleonshattekultur.
Netop som man står på kanten af et opgivet ævre, så dukker de op. 
Af ingenting. Eller - af alt. - Som nisser ville gøre det overfor folk der har mistet troen på fantasivæsner. Ikke for at overbevise dem, men mere for vise dem at de har taget fejl.

Fra tykke, støvede bøger mellem birkens rødder, op ad suppegryder & kageforme, rundt om hjørner på chokoladefabrikker. - Ud af det mørke man kun kan finde ude på landet, på en måneløs nat, dér titter de frem og viser én, at de, man har gjort sig sine tanker om, rent faktisk sagtens kan være lisså Freakin’ Grreeeat som man havde forestillet sig. And beyond.

Hvem de er?? Det ved jeg s’gu da ikke noget om!! Jeg har kun set, hvad de har valgt at vise mig og ud over at de i fællesdans over et flødeskumstema viste mig at jeg TOG fejl, så gjorde de mig rigere i løbet af kort tid. Lod mig fylde med tilpas høj oktan til at finde min mojo.

Og slippe tanken om at gi’ op.

For selvfølgelig gir’ jeg ikke op.

… Ska’ bare liiige ligge lidt

Et knus er et klem
Med flygtighed
Så let og fint som ordet det hæfter sig ved
En berøring af kind
Og hænder på skuldre
Det gi’s i flæng og mangfoldighed

Det lettes for vinden, som smil
Og snefnug flyver sydpå 

Et kram er en gave der gives af sjæl
I andens favn
I varme, i mening og forløsning af opstået savn
En berøring i sind
Med tryghed mod hals
Det samler sig, tætnes og modnes

Et kys er smagen af mer’
Af tillid til ægthed
Og sagligheds suk blir’ afløst af fler’
Små eksplosioner af prikken
På læber
De danser de brænder
De leger de ler

Og lægger sig til hvile som tindrende stjerner på erindringens nattehimmel
Til evig ihukommenhed
 

……. 

Og til sidst - Citat af strofe af ukendt oprindelse, men den lever i mit hoved på 20. år: 

Tro mig jeg har aldrig kysset før
Et kys vil åbne himlens dør
Så kys mig nu
Du ved jeg elsker dig

Er blevet tagget af denne her fantastiske blogger

Det er længe siden hun gjorde det og jeg finder det svært at følge, de værste og supersjove (man kan altid more sig på andres bekostning) dates andre har været på, op.

Men det hænger sammen med to ting;

ALLE MINE DATES ER FRA %¤?&!!! HELVEDE - ALLE TIL HOBE!!!

Punkt 1. Jeg hader at date.
Jeg sidder og sælger mig, mine faglige kundskaber og min person HVER dag. Hver evig eneste dag, skal jeg få fuldstændigt fremmede til at vælge mig positivt TIL, få dem til at mene at mine egenskaber, er de eneste der du´r og få dem til at “komitte”. (Nej, jeg er ikke “købepige” på den klassiske måde - men det snerper der henad.

Og når jeg sidder på en date, nyvasket og pæn i tøjet, og samtaler med en mand, så kan jeg ikke abstrahere fra at det føles ”tjekliste”-agtigt og lugtende af jobsamtale.
HAR faktisk siddet på date med en mand, som jeg mødte i byen - og som jeg efterfølgende var bange for at jeg ikke kunne genkende mellem 5 andre, (gintonics kan mange ting) hvorfor jeg mødte op 15 minutter for tidligt - bare for at have muligheden for at spotte ham. - Han sad sat’me og satte “tjek-flag” på caféens papirdug, hver gang jeg sagde noget der faldt i hans smag!

Jeg gør alt hvad jeg kan, for at være imødekommende, lyttende, til stede, i “du-stilling”. - Ligesom det er min med-menneskelige pligt - til middage, hvor jeg får plantet en bordherre, at få mine omgivelser til at føle sig velkomne, ønskede og interessante. Det er jeg opdraget til.
Jeg hader at mine venner/veninder, qua de dates de kommer ud for via deres dating.dk-profiler, er i stand til, efter 4 minutter, at kunne spotte om NOGET er tiden værd…??! Hvad fanden er dét for no’et???! - “Ved du hvad,; jeg kan bare mærke, at det hér ikke gir’ mig den rigtige følelse i maven, så tak for i aften, det var hyg’ligt du.”. Tak for lort. Jeg går jo rundt og påstår at mine nære relationer er i stand til at give alt, en reel chance i livet!!?
Det er nok bare mig der er sær.

Punkt 2. Hvorfor er det altid de grimme historier der får lov at leve??
Det er jo ikke kun under “dating” der er håbløst av-for-helvede-historier…

Verden vil bedrages… Og derfor har Se & Hør f. eks. en eller anden form for eksistensberettigelse… Jeg HAR hørt om fødsler, kampe mod Københavns Parkering (undskyld Provinsen, Øerne & Jylland) og fine dates, der i sidste ende gjorde eventyrets “lykkelige ende” til den rene sandhed.
De kommer bare mærk’ligt nok ikke ud! Det er fantastisk at fortælle de skønne historier, men det er hverken sjovt eller opildende at fortælle dem videre.

Derfor er jeg nødt til at fortælle om den fedeste (2.)date ever:

Jeg mødte ham på hans hotel i min by (dermed var “hvor skal jeg ellers overnatte” situationen overstået)
Fik sjusser, mens vi samlede op på hinandens liv og kom lidt tættere på. Over mojitis, mojitos royal og dét der var tilbage af champagnen.

Fandt det bestilte bord på den udseete restaurant, god mad HAN( fordi JEG er udelt kvinde ind imellem) bestilte for os begge. Flere drinks, dyb samtale, grin, dyyyb “jeg ved godt hvor du kommer fra”-sludder, flere grin… Og videre og kom-giv-mig-lige-noget-mer.

Endte med, efter mange timer, helt eksemplarisk aflevering i taxa… Tak for en god aften.
Helt igennem dejligt selskab - har intet at udsætte på hverken ham eller omstændighederne.

Ja, jeg havde tømmermænd dagen efter og ja, jeg håber den mand gider at se mig igen. Og pt. er jeg s’gu ligeglad om det er som kærestepotentiale. Bare han gider mig.

Men hvem gider at fortælle sådan en pæn historie videre??

I den tråd; for at få det fede, i os alle, frem, så tagger jeg

Liv

lios

h2p3

iltmangel

Giv et bud på hvornår du har været den bedste ven, nogen, nogensinde kunne have tænkt sig…

Se, dér har I en udfordring…

Det er en svært definérbar størrelse. Den dér tid. Nogen finder den meningsløs, mens andre nyder den.

Det kommer lidt an på hvordan man vælger at bruge den. Og få den til at gå…

Man kan jo ta’ opvasken, gå en tur, skrive på sin blog, løse en kryds & tværs eller lægge sig til at sove. - Det er det fede ved tidsfordriv; det er en joker man kan smide ind i spillet, fuldstændigt som man finder det rigtigst for én selv.

Så der er slet ingen grund til at kede sig og hvis man - som jeg - synes det er sjovt at udfordre sig selv, så kan man udvikle nye og anderledes måder at få sekunder til at blive minutter.

Nu f.eks. idag, har jeg (og mine tungt bårne tømmermænd) valgt at sidde på yndlingsveninden dørmåtte i 1½ time og kigget op i hendes spionkamera - fordi jeg ville ha’ hende med ud at lege.

Jeg ved ikke om hun er klar over at jeg sad der, men hvis hun ER, så er hun det sjoveste menneske i hele verden.

Superlækkert nummer fra Gnags – Og nej, jeg lægger ikke et link til YouTube.  

Men hvor blev C-holdet af??? Eksisterer det stadig? Ja, JEG ved det ikk’? You tell me… 

Jeg har længe haft tanker om dét at blive voksen, som i forældrevoksen, karrierevoksen, parmiddagvoksen, PBS-voksen – indsæt selv nogle fler’, gider I? For jeg gør ikke.

Mit umiddelbare problem har været ubevidst; I mit hoved har ”voksen” været ensbetydende med ”gammel, kedelig & grå” Jeg er nu klar over at jeg har taget fejl. Tror jeg. - for i virkeligheden tror jeg mit største problem ligger i, at jeg ikke aner hvad begrebet ”voksen” betyder. 

Og jeg ved det jo godt. Altså, at jeg er galt på den. Jeg har flere gode venner der fortæller om f.eks. farmor som i en alder af 92, finder kæreste (2 x enkemand) på 84 somre, som hun har sit hyr med – fordi de andre damer på plejehjemmet, synes han er pisselækker. Og de er på alder med HAM. Sådan nogle mælketænder… Kom over jer selv! 

Voksen, må være noget med at tage ansvar og vælge. Vælge fra. Og til. Noget med at vide, hvad det rigtige er, i den givne situation og handle derefter. (derefter.. Igen, et meget voksent ord – Du ka’ godt høre det, ikk’?)
Men i min bog, er voksen; at blive gammel. Forudsigelig og øv-agtig. 

- Har hele mit liv haft en grundsikret idé om at det var noget, der kom om lææænge, længe. – Dét at blive gammel. Men det er det ikke. Har netop landet et job, hvor man I DEN GRAD går op i slige ting; Pension & opsparinger til dette og hint, og det sætter mig op mod væggen. For jeg skal tage stilling til hvilken slags opsparing jeg PÅ SIGT synes er det rigtige for mig. Og den stillingtagen, gør mig meget bevidst om, at det er lige om lidt. 

Jeg tror aldrig jeg blir’ voksen, i min egen (førnævnte) betydning.

Vil hellere bare håbe jeg er MIG – uagtet alder. 

Når jeg blir’ gammel skal jeg sidde på en bjergskråning over Barcelona og tælle mine penge. Og gå til fodboldkampe, med fast siddeplads på Camp Nou. Og så skal mine unger og deres unger komme og holde mig med selskab. – Hvem gider ikke dét, i Barcelona? 

Og hvis dén ikke holder??  

Så skal der, på mit plejehjem, indføres onsdags-mojitoer, torsdags-bobler, fredagsrock (i forhaven – ikk’ i Tivoli), rollatorstafet – med holdtrøjer!! Mandag og tirsdag skal bare være sjove og søndag skal jeg sove.Og alle ens venner må få eget gæsteværelse…
Hvis de bliver for stive eller for trætte eller for … gamle til at ringe efter HT’s transport. . Hvis den slags services ellers findes på dét tidspunkt. 

Og så vil jeg holdes fast i, at det er nogle af de ting JEG synes, der gør livet værd at leve. Voksen, gammel eller ej.

Der hænger et maleri på min væg. Det kan noget særligt. Det har engang vist mig fremtiden.

Right Lego!! Og hvis du er på stoffer, skal du huske at dele.

Det er malet af hende hér som pludselig stod, der hvor jeg nu var, og spurgte om nogen måske var interessede i at se mere..? Det var JEG (mest fordi det gav en kærkommen pause i arbejdet. - Man er vel mageligt anlagt.) - Ud af de mange eksplosioner i lys og farver, hæftede jeg mig ved ét helt specielt. Det var mit og der var ingen tvivl. Ku’ ikke få øjnene fra det og synet skabte en god, varm følelse omkring mit hjerte og fik mig til at smile. Kunsteren sagde at det hed “Ånderne”. What ever. Jeg ved røv & nøgler om kunst, men jeg ved hvad der gør mig glad…

Der blev handlet og jeg satte mig tilfreds tilbage bag skrivebordet og fortsatte hvor jeg slap. Et maleri, en god fornemmelse og en hovedpine på kassekreditten rigere.

Og mens mine omgivelser, overfor hinanden, gav udtryk for at de nok ikke ville slippe afsted med at disponere over hjemmets vægplads på samme egenrådige måde, så sad jeg blot og smilede for mig selv. Lidt klogere på mig.

For jeg vidste lige med ét, at alt var cool og at dét maleri aldrig nogensinde ville komme til at hænge i vores fælles hjem. Jeg flyttede samme efterår.

Nu hænger de her, ånderne, og minder mig dagligt om at jeg skal mærke efter om jeg er glad og om følelsen i hjertet er god.

- Rydder stadig op… og ud.

Fandt, langt inde i skabet, en sweatshirt. En af dem vi alle gik i, den gang i ‘80′erne.

Helt klassisk. Der kunne ha’ stået; Claudio, Ball eller Marc O’Polo… Men det gør der ikke.

Der står;

Let’s play a funny game, called Pinocchio

I sit on your face

and you tell me lies

…

Den er lilla og den er grim.

I guder, hvor ville jeg gerne vide hvorfor jeg insisterede på at bære den.

Under kraftig indflydelse af teen-æggets søvn-røver spørgsmål fra i går aftes, har mine tanker fortsat sin vandring.

Min konklusion er stadig at jeg ligger i gruppen af hardcore vintage-heteroseksuelle, men jeg har dykket lidt i det og er kommet frem til at jeg elsker mænd. Stille & roligt. Ubetinget. Med alt hvad de indeholder af uforstående, løsningsorienteret firkantethed i deres tilgang til tilværelsen i almindelighed. Og os og vores fnidder i særdeleshed. Og så er der alt det vidunderlige, underlige, man ikke kan komme uden om.

So to all you men outthere - This one’s for you:

Det er duften i jeres hud. - Efter træning, efter bad (og før parfume), efter 8 timer under en varm dyne.

Det er måden hvorpå I skyder brystkassen lidt frem, når vi ber’ jer om at hænge en hylde op. Osse selvom I ikke aner hvilken vej en skruemaskine vender.

Det er måden I kan stå, med let spredte ben og hænderne i siden eller lommen, når I får en sludder med én af vennerne.

Det er grinet når I “leger” med alle de andre drenge. Og grinet I giver os, når vi har sagt noget sjovt. Eller sødt. Eller klogt. - Og dét er ikk’ det samme.

Det er måden I ryster håret på plads på, når I dukker op over vandoverfladen.

Det er det blide anstrøg i jeres ansigter der falder over daggamle skægstubbe, når I kigger på hende som er helt præcis rigtig. For jer.

Det er jeres nakkehår.

Det er lyden af jeres vejrtrækning, lige før I overgir’ jer til søvnen.

Det er varmen fra jeres hånd, på en kold søndag i skoven.

Det er jeres favntag og jeres arme, der når hele vejen rundt.

Det er omridset af opgivenhed og store spørgsmålstegn der omgiver jeres hele profil, når vi stejler over noget som, i jeres verden, er petitesser.

Det er roen der breder sig fra jeres bryst og jeres hjertelyd i vores øre, når vi trækker sammen i sofaen.

Det er overraskelsen og den slet skjulte stolthed, når vi formaster os til at frembringe en colabøvs - når vi har været pæne længe nok.

Det er de blide kærtegn, med hård hud.

Det er måden jeres muskulatur spænder op på, lige før I… Yeah, you know.

Det er silkeblødt over stenhårdt. Og i andre sammenhæng, lige omvendt.

Det er måden I kan lægge armen over vores skuldre i store forsamlinger og udstråle; Hun Er Min.

Og så er det den måde I slår blikket ned på, lige før I kysser os.

suk.

Piger, hvis I læser dette så hjælp mig lidt - Jeg har garanteret glemt noget.

Jeg ved bare at jeg ikke ville klare en halv dag på Femø… Der skal mænd til.

“Men det er jo ikke så meget dét”, siger hun forholdsvist højt - mens hun børster usynlige krummer af sin pudderfarvede cardigan, med perlemorspallietter på forstykket, og samtidig skæver mellemfornøjet op på en anden gæst, der drister sig til at strejfe ryggen på hendes stol, selvsagt ved et uheld, i et forsøg på at passere bag samme. - “Det er også hele hans attitude overfor mig efterhånden. Han viser ingen interesse i mt liv og han spør’ aldrig ind. Faktisk eksisterer jeg slet ikke når han er i nærheden… Kan du følge mig??” Hun holder en kunstpause… “Jeg tror han har en anden.”. Hendes proklamation og en lille forræderisk tåre i højre øjenkrog, får 2 kvinder ved nabobordet til at kaste skræmte blikke til hinanden… Det er præcis sådan et forhold til en mand, de frygter at ende i og det står mejslet i deres ansigter. Men det er kun mig der ser det.

Det er så længe siden jeg har mødt hendes mand at min idé om hvem han er, har fortonet sig. - har kun hendes mening om ham tilbage og måske er det dét hun har arbejdet på så længe… Mission completed. Men jeg kan godt huske hvordan han foretrækker hendes hest. Gennemstegt. Centreret på varm tallerken. Det holder jeg for mig selv.

Hun rører i sin skinny latte. I 8-taller - og så sukker hun på den uforstående måde, som er blottet for tålmodighed. Og jeg, jeg ryster indforstået på hovedet og kigger, med blikket indstillet på uendeligt, ud gennem glasfacaden, mens jeg lægger arme og ben over kors og læner mig resigneret tilbage… … … Men jeg lyver med min bevægelse. For jeg aner overhovedet ikke hvad hun snakker om og kan i øvrigt pludselig ikke huske hvornår jeg sidst har hørt hende tale om andet end sig & sit. Hendes tanker, hendes planer, hendes oplevelser af oplevelser - hvad hun synes, hvad hun vil ha’, hvad hun vil med det og hvad hun sidst har erhvervet sig. 

Jeg er bare ikke længere i stand til at fortælle hende det. Modstand har aldrig rigtig været en succes og jeg er træt. TRÆT, fordi det sidste hun rent faktisk har erhvervet sig, er den energi hun netop har drænet min sjæl for! Man skal vælge sine krige med omhu. - Så dét forsøger jeg og tænker stille at kun guderne ved om hendes mand kører samme strategi…

Konturerne af hendes profil fader ud i noget der ligner varmedis og jeg kniber øjnene sammen og koncentrerer mig for at fastholde hende på min nethinde. Det går helt vildt dårligt, men jeg håber på at det bare ser ud som om jeg v-i-r-k-e-l-i-g hører efter. Jeg kan stadig se at hun formidler et eller andet verbalt, for hendes mund bevæger sig konstant, omend den ser noget forvrænget ud. Munden. Og resten af hendes ansigt, for den sags skyld. Hele hende faktisk. - Trækkende ind mod sit eget bryst. Umiddelbart ser det nu ud som om hun er ved at implodere… Men hun snakker stadig.

Og mens jeg konstaterer at The Verves larmende kærlighed, der kører på replay i mit hoved, overdøver den brusende lyd af vandfaldet fra hullerne over hendes perlebeklædte øreflipper, - fordi fordi fordi hun fylder på en måde hvor usynlighed er omgivelsernes eneste overlevelse, er jeg nødt til at sande at jeg nok er mere enig med hendes mand end med hende…

Selvom jeg nu nok ville toppe af med bløde løg.