Senza Scrupoli

Der slagtes dyr. På offersten. På misdannede livsanskuelser og på grundlag af fejlfortolkede teser… Der sables ned.

Bare for at gøre det.

For at være sikker

For ikke at blive slagtet.

Selv

Der holdes dyr. I stramme tøjler og i dertil indrettede indhegninger.

Strammes til

Der holdes nede og under

Der sættes grænser

For at være sikker

Selv

Der tæmmes dyr. For hvad skulle der ellers gøres?

Der rettes til

Lægges bånd på løbskhed

Underkendes natur

Der lukkes af

I beskyttelse og forsvar

Og det virker, men hvem er jeg så nu…

Selv?

Nu må det være nok… Det ka’ simpelthen ikke være rigtigt.

Følgende steder MÅ der strammes op:

Appelsiner skal producere små sammenhængende orange frugtsække, med syrligt indhold og IKKE hvidt stads der klistrer fast under neglene.

Vand indeholdende kulsyre skal fylde PRÆCIS det samme som alm. vand, så 2 tryk på automaten rent faktisk betyder 2 tryk på automaten. - Ikke 2 tryk på automaten og-husk-så-lige-en-ekstra-kop-så-du-ikke-skal-ligge-på-knæ-og-tørre-op-i-våde-støvler!

Mennesker skal måles op FØR bilkøb, så de ikke smider penge ud på et køretøj i en størrelse, de ikke kan styre og/eller overskue. På den måde skal vi andre ikke holde og vente på at folk - i flæng - kører frem & tilbage i parkeringbåse, fordi de er pivskæve og ude af stand til at holde I MIDTEN, men helt op ad naboen. Så ka’ de s’gu blive siddende i deres wrongsize biler, ka’ de.

Bordtennis, badminton & håndbold - og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge - skal ikke længere kategoriseres som sportsgrene, værdige til primetimeTV. Det er sportens svar på myg; Det generer mine sanser, gir’ mig lyst til at smække noget og dukker op, når jeg har allermindst behov for det. - Som i aldrig. Boldsport med bolde i forkerte størrelser og former, har (som myg, uagtet størrelse og udseende) ingen eksistensberettigelse. (ja ja.. Det’ MIN blog - jeg skriver hva’ der passer mig)

Brugen af udtryk som; “Du skal ikke være så Pernippen” og “Det er et huskeråd, jeg har lært af min mormor”, skal være forbundet med bødestraf og lineal-slag over de små fede fingre.
Et HUSRÅD er at smide kartoffelmel ud over spildt rødvin på det hvide gulvtæppe, eller at sætte skåle med eddike rundt omkring for at fjerne røglugten (og så er jeg li’ssom dækket ind). Et HUSGERÅD er et dørslag, en simpel slev eller en tragt. I øvrigt hedder det “pernittengryn”.

Og kæledyr skal i dén grad lære at holde sig i live indtil deres respektive ejermænd - børn i almindelighed og mine i særdeleshed - er klar til at miste dem. For helvede…

Så’ det sagt.

Netop som universet er spændt til bristepunktet af tyk, tyk hør-mig-se-mig-mentalitet og selviscenesat Napoleonshattekultur.
Netop som man står på kanten af et opgivet ævre, så dukker de op. 
Af ingenting. Eller - af alt. - Som nisser ville gøre det overfor folk der har mistet troen på fantasivæsner. Ikke for at overbevise dem, men mere for vise dem at de har taget fejl.

Fra tykke, støvede bøger mellem birkens rødder, op ad suppegryder & kageforme, rundt om hjørner på chokoladefabrikker. - Ud af det mørke man kun kan finde ude på landet, på en måneløs nat, dér titter de frem og viser én, at de, man har gjort sig sine tanker om, rent faktisk sagtens kan være lisså Freakin’ Grreeeat som man havde forestillet sig. And beyond.

Hvem de er?? Det ved jeg s’gu da ikke noget om!! Jeg har kun set, hvad de har valgt at vise mig og ud over at de i fællesdans over et flødeskumstema viste mig at jeg TOG fejl, så gjorde de mig rigere i løbet af kort tid. Lod mig fylde med tilpas høj oktan til at finde min mojo.

Og slippe tanken om at gi’ op.

For selvfølgelig gir’ jeg ikke op.

… Ska’ bare liiige ligge lidt

Jeg er vrikket om.
På min talefod.

Og det er mærkeligt, for jeg har løbet marathoner på den…

Tænk at man kan være så klodset at skvatte over småsten… men måske har de lange løb, som var så nemme at komme igennem - side om side - nok alligevel været lidt for hårde ved ledbåndene. Som lagde stemme til.

Det er jo ikke fordi den er sådan rigtigt forstuvet. Det var at sammenligne med en gakket gangart, - semistyrtet, altså. Den er bare så svær at støtte PÅ lige nu. Talefoden.

“Det går over”, tænker jeg - mens jeg eleverer, nedkøler og yder anden akuthjælp på den skadede del af mig, “Det går vel for fa’en over. Det var kun et vrik.”

Jeg føler mig bare så satans amputeret.

Så!!! - Skete det igen!

Nogen har startet en ny stafet og denne gang skal vi lufte snavset undertøj i åbent forum.

The almighty Spunkflasher har tagget mig med muligheden for at fremkomme med mine sære sider… Reglen er dog at man må begrænse sig til at udbassunere 6 af dem. Og dét er nok meget heldigt… Alt taget i betragtning.

_______________________

Jeg tjekker af ukendte årsager altid om jeg har fået mine nøgler med. - EFTER hoveddøren er smækket. Det har gennem livet kostet mig sneen ned ad bjergene at genskaffe mig adgang til mit hjem.
Sidst jeg brugte sparepenge på denne måde, var på min fødselsdag (som falder på den helligste af alle helligdage) kl. 01!! Cigaretterne hentede lissom ikke sig selv. Vel?

Jeg taler til mit TV og afholder mig ikke fra at rååwe af det, når folkene inde i det siger dumme ting.
De gør de tit, syn’s jeg. Dette sker til stor irritation for mine yndige æg, som (alt for tit) ser bebrejdende på mig og siger; “Nu taler du til fjernsynet igen, mor!!!”

De strømper jeg udvælger mig om morgenen er oftest ikke ens. (En direkte konsekvens af ikke at parre svinene, før de ryger i skuffen.) Det er de heller ikke idag og det efterlader mig fuldstændig kold… Jeg har støvler på hele tiden. Problemet opstår først, når jeg kommer hjem til folk der insisterer på at man smider fodtøjet i gangen…

Der findes mennesker der har problemer med hvilken vej højre og venstre vender - Dem har jeg grint meget af - på den uforstående måde… Men det har en logisk årsag: Det er fordi jeg i min dagligdag fortrænger at jeg har et problem der ligner.
Jeg kan ikke, på stående fod, fortælle hvilken vej man skal dreje en hane, for at slukke den… (hvad sker der med mit hoved??) Og jeg drev min far til momental sindssyge, når han havde bedt mig om at slukke for vandet til haveslangen og han måtte stå og skrige nede i baghaven; Den anden veeej, Leeeegoo!!!! - og jeg så bare skruede endnu mere op for vandet…

Toiletrullen skal vende udad. Det er mig magtpåliggende & det er indiskutabelt. Og jeg vender den, ligegyldigt hvor jeg befinder mig.

Jeg betaler ikke for mine plastikposer i dagligvareforretninger, hvis jeg kan slippe afsted med det… Ja. Det er tyveri. I know… Det er ikke fordi jeg lider af en skæv form for kleptomani eller fordi jeg ikke har råd til dem (selvom de faktisk er ret dyre) - det ville jo ikke være sært.
Det er et princip!! Hvis jeg køber et par sokker (for jeg køber dem i par..), så får jeg en lille ubrugelig pose til at bære dem hjem i. Ligeledes hvis jeg køber en gryde, eller en bakke pommesfrites. Men hvis jeg går ned i SuperBest og køber dagligvarer til hele ugen og smider hvad der ligner udbetalingen på en nyere brugt bil, så skal jeg Gudhjælpe’me smide ekstra penge til miljøafgifter, via bæreposer m/u hanke - En afgift der allerede er pålagt selve varen, fordi den i sig selv er pakket ind i plastisk eller glittet papir.

Nå, det var 6 ærligheder… hvad jeg så vundet???

Retten til at gi’ stafetten videre, går jeg udfra.

Jeg tagger moye   abra   grandemuffin   brownie   fat2fab   pictureperfect - Håber I gider lege med.. Så jeg ikke sidder hér og er latterlig helt for mig selv.

Regler (helt som de plejer)

Link din tagger
Nævn reglerne på din blog
Fortæl om 6 sære vaner
Tag 6 andre og læg link på deres respektive blogs…

Det er en svært definérbar størrelse. Den dér tid. Nogen finder den meningsløs, mens andre nyder den.

Det kommer lidt an på hvordan man vælger at bruge den. Og få den til at gå…

Man kan jo ta’ opvasken, gå en tur, skrive på sin blog, løse en kryds & tværs eller lægge sig til at sove. - Det er det fede ved tidsfordriv; det er en joker man kan smide ind i spillet, fuldstændigt som man finder det rigtigst for én selv.

Så der er slet ingen grund til at kede sig og hvis man - som jeg - synes det er sjovt at udfordre sig selv, så kan man udvikle nye og anderledes måder at få sekunder til at blive minutter.

Nu f.eks. idag, har jeg (og mine tungt bårne tømmermænd) valgt at sidde på yndlingsveninden dørmåtte i 1½ time og kigget op i hendes spionkamera - fordi jeg ville ha’ hende med ud at lege.

Jeg ved ikke om hun er klar over at jeg sad der, men hvis hun ER, så er hun det sjoveste menneske i hele verden.

Den er helt gal nu. Jeg tænker det må være al den rengøring i mangt og meget, i og rundt om mit hoved, der er skyld i det.

Vågner tidligt ved lyden af en sms, der når frem FØR alarmen får vækket resten af huset. Blir’ hensynsløst revet ud af søvn (som jeg holder meget af) samt drøm om en respektiv x-kæreste der blev lesbisk på en ridelejr i New York. … Prøv lige at læse den sætning én gang til… Sat’me mærk’ligt.

Det har taget mig det meste af dagen at slå mig til tåls med at drømmen nok ikke skal tages særligt bogstaveligt. Som i noget clairvoyiant. Det ville jo  aldrig kunne lade sig gøre, for filan da. …Der findes overhovedet ingen ridelejre i New York.

Endelig i ro, henover aften, begynder jeg at glæde mig til det bliver dyne-tid (jeg mener det, - jeg holder virk’li’ meget af søvn) og krammer min nyudklæggede teenage-datter godnat. Helt hyggeligt.

Indtil hun siger; “Du, moar? Har du nogensinde tænkt over om du er skabslebbe??”

Jeg stirrer bestyrtet på hende, med sindssygt mange tanker farende gennem hovedet, for er det virkelig NU(??) jeg skal begynde at forklare hende om blomsterne og blomsterne, som ikke har brug for bier? At jeg har stor respekt for mennesker der vælger kærlighed frem for køn? At jeg personligt er forholdsvist sikker (som i 127%) på at jeg ikke tænder på kvinder og at min indstilling bygger på indtil flere forskellige tåbelige (og nå ja, delvist succesfulde) forsøg på at vinde kyssekonkurrencer, dengang jeg var skrupelløs og uden børn?

Ungen ser selvklart ikke tankerne, stiller et skævt smil op og ryster lidt på hovedet. Alt imens forsøger jeg at fuldføre sætningen; “Hvorfor får du lyst til at stille dét spørgsmål, lille skat?” - uden at stamme alt for hårdt. Men jeg må ha’ tabt tid på min kunstpause, for hun vender sig bare om og siger “Det ka’ du så bruge lidt tid at tænke over..” og lukker døren til sit værelse.

og nu ka’ jeg ikk’ sove

Det må være en brist. Af den hemmelige slags. Den jeg har…

Du fanger mig. I et øjekast. I et øjeblik. I et blik.

Du fanger mig.

Hvor jeg tror, jeg er karakterfast, er du håndfast.. - og jeg blir’ håndsky…

Jeg gemmer mig og du fanger mig igen.

Finder en busk for at gemmes, men jeg jeg fænges. Af dig. Og dét du kan. Hva’ fanden er det med dig?

Hva’ er det med mig??

Jeg drages af stålfast vilje, der gennem magnum .475 propiler, føles som andet og mer’. Meget mer’. Som varmesøgende misiler. Jeg er 24 karat. Blød, mellem dine blink. Og du ser mig. … På hælene. Skråsikker. I et jordskred.

Prøver med konvekse kurver at vise dig at jeg kan - og er - mere end du ville drømme om at stifte bekendtskab med, men klippefast vedholdenhed er svær at konkurrere mod…

Jeg er En Garde. Jeg bruger min ammunition. Ligger i flyverskjul og skyder med skarpt. Alt jeg har, fyres af på at få dig i sænk. Jeg kender mine parader, mine kunstpauser - der køber mig tid. Må sande den stakkede frist det gir’ mig… Til trods for sårede tæer, må jeg sande at det hårdeste, der rammer, er det fodskud jeg gir’ mig selv!

Jeg påstår der ingen kanter findes, men du finder facetter jeg ikke anede fandtes.

Det gir’ sig. Jeg gir’ mig. Overgir’ mig.

Til den hårdeste modstand, som i et M, jeg nogensinde har mødt.

Gi’ mig mer’ , gi’ mig mer’ - please gi’ mig mer’.

2 æggemadder sad i en grøftekant og strikkede.

Over dem kom lidt senere en rød madkasse flyvende, med græs i munden…

“Ptff”, sagde den ene æggemad til den anden. “Gad man være sådan?”

Havde i klaver derhjemme?
Nop. Kommer fra virkelig umusikalsk familie… Havde dog en lut, en ægte en af slagsen, da jeg var barn, som jeg høvlede noget hjemmeopfundet Abba af på. Blev smidt ud… Gud ved om den var penge værd?? damn…

Spiller du selv?
Det kan jeg ikke påstå… Valgte dog musisk linie i gymnasiet - mere fordi jeg ikke magtede andre linier og i et stille håb om at lære det. Da min gren-lærer stillede samme spørgsmål, hørte jeg mig selv svare; øhh.., smart? Det svar holder vist desværre stadigvæk.

Synger du under bruseren?
Ikke i gængs forstand. Men jeg tager mig i at opfinde langt ude 70′agtige, selvopfundne tekster, kommende i høje udbrud, der primært handler ingenting. (Phoebe og Friends har ikke levet forgæves…) Lyder virkelig dårligt. Siger mine æg.

Har du nogensinde drømt om at være musiker?
Nej. Ikke ud over at danne baggrund for Duran Duran, men der var vist en skjult agenda, lige dér.

Hvad betyder musik for dig?
Meget, grænsende til alt… Har musik med mig overalt hvor jeg befinder mig. Jeg har brug for musik til at understøtte mig i det nærvær af følelser jeg er i, eller det gear jeg har brug for at være i.

Hvilken sang minder dig om din første forelskelse?
There goes my baby - Joe Cocker. Hørte den altid til weekendmorgenmaden med min første kæreste, på hans kælderværelse i hans forældres hus… Meget voksne, var vi. Understreget af hans forsøg på at ryge pibe - Som 17-årig! (for satan, altså..)

Hvilken sang er din yndlingssang?
Det KAN man jo ikke!!! Må lave en liste. Dem der altid er gået igen er, Joan of ‘Arc; OMD. Og This old heart of mine; Isley Brothers. - Gammelt 60′er mesterværk. Kommer aldrig udenom…

Hvor lang er din musiksamling?
Et par meter vil jeg skyde på. Inkl. alle mine gode gamle lp’er, som jeg ikke har mulighed for at høre mere. (kan sådan nogle tåle at stå på loftet?)

Hvad er det pinligste stykke musik du ejer?
Har qua en bodeling, er der sørget for at efterlade det værste andetsteds, men jeg er vist stadig i besiddelse af en Kenny G CD… Don’t judge me, I’m human.

Hvilken sang synger du på karaokebaren?
Det gør jeg ikke. Og dog har jeg, way back, stået bag baren sådanne steder. Sang Abba; Dancing Queen , for ekstra drikkepenge.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
Altså.. Det må da afhænge af stemning? Enya, Creedence Clearwater Revivial eller Tango Lounge-genren.

Hvad er bedst at høre på en søndag?
Må hidrører under spørgsmål nr. 5.

Hvilken sang giver dig lyst til at danse?
Hvad som helst bortset fra norsk dødsmetal. Kan/vil danse til alt.

Hvad er den første sang, du kan huske?
Det må være noget fra Vesterbros Ungdomsgård, eller noget fra Dummerklumpen. Nå jo!! Waterloo, Grandprix 1974. (jeg synes Abba går håbløst meget igen??)

Hvilken sang gør dig ked af det?
Ikke ked. Men jeg bliver tårerørt af: Stay with me; Shakespeares Sister og Wind beneath my wings; Bette Midler.

Hvilken sang skal der spilles til din begravelse?
Hvis jeg et øjeblik skal være dyb, så Some Where Over The Rainbow. Og ellers ingenting. Så skal de der deltager, bare tie og tænke deres.

Hvem var din bedste koncert med?
Har det svært med fremhævelser. OK. Nephew, Roskilde ‘07. Mest fordi band og vi (puplikum) gik op i højere enhed og alting klappede.

Tager du på festivaler?
Gerne. Meget gerne. Har igen, igen billet til årets mudderbrag.

Hvilken musiker ville du gerne på en date med?
 Som teenager var det John Taylor fra Duran Duran, hvis billede jeg græd mig i søvn ved. Nu?? Bono, måske?

Gud ved om jeg bliver huntet ned lige om lidt… Nogen blir’ nok sure, men dette medie er det eneste sted, jeg kan skrifte. Jeg har fået en hobby, når jeg vandrer rundt på stenbroen… Egentlig er det en god vane, men er jeg nødt til at indrømme det; der ligger et par skjulte motiver og fordækte agendaer. Eller. - Det er der ihvertfald kommet på, hen ad vejen.

Lidt på linie med at jeg altid har helt vildt travlt, når jeg flyver lavt over motorvejen og i stedet for at blive pisset af, så slår 2 fluer med ét smæk og forsøger at lære folk at trække ind på motorvejen (for hvem i h… imlen har givet dig lov til at ligge i midterbanen, når du har alle chancer for at trække ind til højre, NÅ!!! måske?), ved at trække i 3. bane, så udenom ( på den fornuftige, men måske lidt for hurtige måde) og lægge mig ind i 1. bane, hvor spaden i midten burde have ligget. ‘Sker derefter at bilen i bakspejlet, trækker ind… Hvem sagde politibetjent-wannabe. Burde s’gu nok skamme mig, men sådan ER det.

Nå, men jeg har altså gjort det til en lille ting at købe Hus Forbi, så tit jeg kan. Og køber gerne det samme mere end én gang i måneden… lidt ligesom en genudsendelse. Synes det er en sober måde at give en skærv på, uden at sælgerne (som jeg før har fået at vide) får en led følelse af at betle. Og, indrømmet; så skal jeg ikke helt ned på posthuset og købe social samvittighed pr. girokort. Synes specielt det er cool at købe bladene, når min yngste er med. Så giver vi sælgeren 20′eren sammen, ønsker en god dag og snakker på vejen hjem, om hvor skidehyggeligt det bliver at læse historierne sammen, når vi kommer inden for døren.

Det’ det, med dét…

Jeg har intet lånebarn i afrika, har ingen badges med pandaer eller regnbuer på og jeg har ikke købt en ulandskalender i flere år. Føler mig ikke skide hellig, mere værd, bedre end andre eller på anden måde gjort fortjent til en præmie. - Jeg synes bare, ind i mellem, det er federe at give noget til nogen der - trods alt (ihvertfald stadigvæk) har mere kummerlige kår end mig. Og der er rigtig mange der støtter rigtig mange ting - alt i alt.

Men… Jeg har en idé om at snavsede mennesker med sorte eller ikkeeksisterende tænder og en bajer i hånden, ikke har heeelt den samme egenskab til at vække empati, som børn med plastikposer på fødderne eller billeder af ansigter med øjne fyldt med slukket håb, efter naturkatastrofer. Så når denne her - for de fleste forbipasserende, åbenbart, FULDstændigt usynlige - person har stået og gentaget sig selv et stykke tid, så angriber jeg med faste skridt og klar stemme, bytter blad for penge  og ønsker sælgeren en fantatisk dag, med et skulderklap. Og selvom jeg på andre tidspunkter ville ønske det forholdt sig anderledes, så er JEG ikke usynlig. For nogen. Og når opmærksomheden er skabt, er folk nødt til at anerkende tilstedeværelsen. Og så er det, at der sker noget kædereaktion-ish. På flere plan… Nogle finder penge frem. (Og det er jo altid dejligt når gode ting smitter, men ikke særlig pudsigt.) Og så er der nogen der begynder at fortælle hinanden og sig selv at de altså plejer at støtte dette og hint, men at de kun har dankortet med fra bilen, katten åd min pung og stenovnen i Gambia har jo heller ikke betalt sig selv. 

Se, det’ skægt. Ikke at de har undskyldninger eller forklaringer, for det er sådan set cool nok og jeg skal sat’me ikk’ stille mig til dommer for hvilke der holder vand eller ej, men at de føler det NØDVENDIGT at komme med dem, det’ skægt.

Og mens jeg, på andres bekostning, fnisende forføjer med min avis, ved jeg godt at jeg kraftigt bør overveje hvad det er der tricker mig, når jeg helt overlagt prøver at få folk til at træde sig selv over tæerne. UNDSKYLD.

Synes bare det er fantastisk at jeg for en 20′er både får gode historier, får lov at hjælpe lidt og får et billigt grin.