Senza Scrupoli

Jamen jeg ved det jo godt..

Jeg burde bare passe mit job og vente pænt på at familiesommerferiedjævlen kommer forbi og lader os alle tilbage med en sær smag af; Var det virk’li’ pengene værd? Og det er det jo. Osse. Set retroperspektivt - engang i september.
Burde blot se frem til at æg i divergerende størrelser, med søster-sadistisk tilgang til livet, vender blikket mod ophav og proklamerer udelt glæde,ved igen at skulle op og i skole - blot for at slippe for folk med samme efternavn. (Ja, det er så sådan vi opretholder incitamenter udi lærdomstrang på min adresse)

Jeg burde læne mig op ad det fantastiske ved at vågne op, uden tømmermænd - moralske som fysiske, jeg burde lade fornuften råde og overlade sommeren til de nyudklæggede studenter, som larmer forbi min bil, med fine hvide (ihvertfald indtil de tabes i … noget ulækkert, som ingen husker hvad var) huer og som giver mig en lille tåre i øjnkrogen - fordi det er så stort at blive student og fordi de er så søde.

Jeg burde vide, at min tid har været der…

Men jeg abstraherer. Igen. Og tar’ forskud på ferie.

Tiden er kommet. Der er Roskilde. Lige om lidt.

Jamen jeg ved det jo godt.

Det er forbundet med uforholdsmæssigt mange gener, af alle slags.

Som min gode ven udtalte for længe, længe siden; “Man har ikke været ordentligt på Roskilde, før man, med urinstøv i næsen, har ladet sit vand henover en bunke brugte tampax”… - Anede ikke hvad knægten snakkede om. Hvis du heller ikke gør, så tillad mig en uddybelse: Sol skinner - mænd lader vand, hvor det passer dem - jord, hård og tør - urin lægger sig PÅ jord - vand fordamper - vind rejser støv (og rester af urin) - indåndes af fesivalgængere - sætter sig som halsbetændelse - avs … På mange måder. I mange uger.

Tillad mig én til; Vand ovenfra - mænd lader vand, hvor det passer dem - blander sig i vand ovenfra - … … Ta’ den selv derfra…

Der ud over kommer resten af, de 90.000 medsammensvornes, efterladenskaber.

Så vågner man i et telt, ved siden af nogen som - ihvertfald dén nat - var ens fedeste ven/inde, - kl. 06.30, i noget der ligner 40 gr. varme, mens ens eneste ønske er at stå oppe i Kvicklybutikken og købe Kildevæld galore, iført sine shades, som er blevet forsvundet under dynger af tommer dåseøl og brugt tøj, og man spekulerer som en gal over, hvor filan ens telt og resten af vennerne egentlig blev af???
Man tjekker sms’erne på den mobile tlf. (som næsten er løbet tør for bat); “Åh Gud kvinde, så tag dog telefonen”, “Jeg står i front til højre, kom nu for fanden!”, “Sidder på containeren og venter. Hvor blir’ du af? - …For helvede”(den ligger så i sendte sms’er???), “Jgg kann ikke dnrsta du ikkke taer tlfonn” (og dem er der 13 af, med alternative stavemuligheder), “Jeg er lakket til min pige. Og dig? møsser”, “Organic Bar ved Odeon kl. 18?? Game?, “”Kom op på  Astoria!”, “Bål i campen - Find lige Jesper D!!” Det’ jo ikk’ til at håndtere.. Kl. 06.30.

Teltdug er ingen god opfindelse ift. isolation og her tænker jeg specielt på lyd. Hverken indefra eller udefra. Skal man sove, er andres fester vældigt irriterende og er man vågen, kan man godt ønske sig at undgå lyde fra alkoholsvækkede svælg og/eller fra folk der leger med andet end … playmobil. - Jeg har i virkeligheden ikk’ brug for det.

Jeg hader, når folk bliver væk. Og det gør de tit (alle de andre). I flæng.

Jeg hader når folk kaster op. Hader når folk ikk’ ka’ holde balancen og bruger mig som bande. Hader generelt, når nogen stjæler, hvad der er mit eller særdeles når de - igen - lader deres vand op ad det eller ned i det.

Hader kø. - Eks. ved madstederne, ved “tankstationerne” & ved ATM-maskinerne.

Allermest hader jeg personligt søndagen… For da er det hele overstået. Som da man som barn, efter fyrværkeriet i Tivoli, trådte ud på H.C. Andersens Boulevard og efterlod alle farverne, alle smilene, alle de fine farver og mødte den kolde gadebelysning, lydene fra bilerne og bare vidste at den eneste vej, var mod hjem. …
Jeg sidder i min bil, med det der er tilbage af min oprindelige opbakning og lytter til P3, der spiller noget, jeg lige har hørt - bare på en anden måde. Og jeg mangler alle de andre (45.000 - 100.000) Da er det’ ikk’ det samme. - Ved siden af mig holder veninden i sin bil og vi kaster håndtegn, gennem åbne vinduer, til rytmen og lyden fra Orange og én af os drejer fra… Det er når det går op mig, at sammenhørigheden med alle de andre, skal omtales i datid, når lugten fra nogens joint, ikke længere falder helt naturligt, når jeg ved at der er 358 dage tilbage, før festen starter igen.

Bortset fra noget, der er forbundet med åbenlyse voksenadspredelser, er dét det vildeste antiklimaks.

Det er så NU den kære Blogwoman, min vidunderlige veninde, som i virkeligheden havde lagt ovenstående fra sig, - i en long-gone eventyrfortælling, fra dengang hun var nede med ALT… , skal nyde minderne - Men i år, skal hun leve det ud igen. - Med mig. Og vores.

Og jeg lader hånt om alt hvad jeg hader og lader det overskygge af The Orange Feelin’… Kom Roskilde, kom glad - Embraise me. Jeg KAN ikke vente længere.

Et knus er et klem
Med flygtighed
Så let og fint som ordet det hæfter sig ved
En berøring af kind
Og hænder på skuldre
Det gi’s i flæng og mangfoldighed

Det lettes for vinden, som smil
Og snefnug flyver sydpå 

Et kram er en gave der gives af sjæl
I andens favn
I varme, i mening og forløsning af opstået savn
En berøring i sind
Med tryghed mod hals
Det samler sig, tætnes og modnes

Et kys er smagen af mer’
Af tillid til ægthed
Og sagligheds suk blir’ afløst af fler’
Små eksplosioner af prikken
På læber
De danser de brænder
De leger de ler

Og lægger sig til hvile som tindrende stjerner på erindringens nattehimmel
Til evig ihukommenhed
 

……. 

Og til sidst - Citat af strofe af ukendt oprindelse, men den lever i mit hoved på 20. år: 

Tro mig jeg har aldrig kysset før
Et kys vil åbne himlens dør
Så kys mig nu
Du ved jeg elsker dig

Er blevet tagget af denne her fantastiske blogger

Det er længe siden hun gjorde det og jeg finder det svært at følge, de værste og supersjove (man kan altid more sig på andres bekostning) dates andre har været på, op.

Men det hænger sammen med to ting;

ALLE MINE DATES ER FRA %¤?&!!! HELVEDE - ALLE TIL HOBE!!!

Punkt 1. Jeg hader at date.
Jeg sidder og sælger mig, mine faglige kundskaber og min person HVER dag. Hver evig eneste dag, skal jeg få fuldstændigt fremmede til at vælge mig positivt TIL, få dem til at mene at mine egenskaber, er de eneste der du´r og få dem til at “komitte”. (Nej, jeg er ikke “købepige” på den klassiske måde - men det snerper der henad.

Og når jeg sidder på en date, nyvasket og pæn i tøjet, og samtaler med en mand, så kan jeg ikke abstrahere fra at det føles ”tjekliste”-agtigt og lugtende af jobsamtale.
HAR faktisk siddet på date med en mand, som jeg mødte i byen - og som jeg efterfølgende var bange for at jeg ikke kunne genkende mellem 5 andre, (gintonics kan mange ting) hvorfor jeg mødte op 15 minutter for tidligt - bare for at have muligheden for at spotte ham. - Han sad sat’me og satte “tjek-flag” på caféens papirdug, hver gang jeg sagde noget der faldt i hans smag!

Jeg gør alt hvad jeg kan, for at være imødekommende, lyttende, til stede, i “du-stilling”. - Ligesom det er min med-menneskelige pligt - til middage, hvor jeg får plantet en bordherre, at få mine omgivelser til at føle sig velkomne, ønskede og interessante. Det er jeg opdraget til.
Jeg hader at mine venner/veninder, qua de dates de kommer ud for via deres dating.dk-profiler, er i stand til, efter 4 minutter, at kunne spotte om NOGET er tiden værd…??! Hvad fanden er dét for no’et???! - “Ved du hvad,; jeg kan bare mærke, at det hér ikke gir’ mig den rigtige følelse i maven, så tak for i aften, det var hyg’ligt du.”. Tak for lort. Jeg går jo rundt og påstår at mine nære relationer er i stand til at give alt, en reel chance i livet!!?
Det er nok bare mig der er sær.

Punkt 2. Hvorfor er det altid de grimme historier der får lov at leve??
Det er jo ikke kun under “dating” der er håbløst av-for-helvede-historier…

Verden vil bedrages… Og derfor har Se & Hør f. eks. en eller anden form for eksistensberettigelse… Jeg HAR hørt om fødsler, kampe mod Københavns Parkering (undskyld Provinsen, Øerne & Jylland) og fine dates, der i sidste ende gjorde eventyrets “lykkelige ende” til den rene sandhed.
De kommer bare mærk’ligt nok ikke ud! Det er fantastisk at fortælle de skønne historier, men det er hverken sjovt eller opildende at fortælle dem videre.

Derfor er jeg nødt til at fortælle om den fedeste (2.)date ever:

Jeg mødte ham på hans hotel i min by (dermed var “hvor skal jeg ellers overnatte” situationen overstået)
Fik sjusser, mens vi samlede op på hinandens liv og kom lidt tættere på. Over mojitis, mojitos royal og dét der var tilbage af champagnen.

Fandt det bestilte bord på den udseete restaurant, god mad HAN( fordi JEG er udelt kvinde ind imellem) bestilte for os begge. Flere drinks, dyb samtale, grin, dyyyb “jeg ved godt hvor du kommer fra”-sludder, flere grin… Og videre og kom-giv-mig-lige-noget-mer.

Endte med, efter mange timer, helt eksemplarisk aflevering i taxa… Tak for en god aften.
Helt igennem dejligt selskab - har intet at udsætte på hverken ham eller omstændighederne.

Ja, jeg havde tømmermænd dagen efter og ja, jeg håber den mand gider at se mig igen. Og pt. er jeg s’gu ligeglad om det er som kærestepotentiale. Bare han gider mig.

Men hvem gider at fortælle sådan en pæn historie videre??

I den tråd; for at få det fede, i os alle, frem, så tagger jeg

Liv

lios

h2p3

iltmangel

Giv et bud på hvornår du har været den bedste ven, nogen, nogensinde kunne have tænkt sig…

Se, dér har I en udfordring…

Superlækkert nummer fra Gnags – Og nej, jeg lægger ikke et link til YouTube.  

Men hvor blev C-holdet af??? Eksisterer det stadig? Ja, JEG ved det ikk’? You tell me… 

Jeg har længe haft tanker om dét at blive voksen, som i forældrevoksen, karrierevoksen, parmiddagvoksen, PBS-voksen – indsæt selv nogle fler’, gider I? For jeg gør ikke.

Mit umiddelbare problem har været ubevidst; I mit hoved har ”voksen” været ensbetydende med ”gammel, kedelig & grå” Jeg er nu klar over at jeg har taget fejl. Tror jeg. - for i virkeligheden tror jeg mit største problem ligger i, at jeg ikke aner hvad begrebet ”voksen” betyder. 

Og jeg ved det jo godt. Altså, at jeg er galt på den. Jeg har flere gode venner der fortæller om f.eks. farmor som i en alder af 92, finder kæreste (2 x enkemand) på 84 somre, som hun har sit hyr med – fordi de andre damer på plejehjemmet, synes han er pisselækker. Og de er på alder med HAM. Sådan nogle mælketænder… Kom over jer selv! 

Voksen, må være noget med at tage ansvar og vælge. Vælge fra. Og til. Noget med at vide, hvad det rigtige er, i den givne situation og handle derefter. (derefter.. Igen, et meget voksent ord – Du ka’ godt høre det, ikk’?)
Men i min bog, er voksen; at blive gammel. Forudsigelig og øv-agtig. 

- Har hele mit liv haft en grundsikret idé om at det var noget, der kom om lææænge, længe. – Dét at blive gammel. Men det er det ikke. Har netop landet et job, hvor man I DEN GRAD går op i slige ting; Pension & opsparinger til dette og hint, og det sætter mig op mod væggen. For jeg skal tage stilling til hvilken slags opsparing jeg PÅ SIGT synes er det rigtige for mig. Og den stillingtagen, gør mig meget bevidst om, at det er lige om lidt. 

Jeg tror aldrig jeg blir’ voksen, i min egen (førnævnte) betydning.

Vil hellere bare håbe jeg er MIG – uagtet alder. 

Når jeg blir’ gammel skal jeg sidde på en bjergskråning over Barcelona og tælle mine penge. Og gå til fodboldkampe, med fast siddeplads på Camp Nou. Og så skal mine unger og deres unger komme og holde mig med selskab. – Hvem gider ikke dét, i Barcelona? 

Og hvis dén ikke holder??  

Så skal der, på mit plejehjem, indføres onsdags-mojitoer, torsdags-bobler, fredagsrock (i forhaven – ikk’ i Tivoli), rollatorstafet – med holdtrøjer!! Mandag og tirsdag skal bare være sjove og søndag skal jeg sove.Og alle ens venner må få eget gæsteværelse…
Hvis de bliver for stive eller for trætte eller for … gamle til at ringe efter HT’s transport. . Hvis den slags services ellers findes på dét tidspunkt. 

Og så vil jeg holdes fast i, at det er nogle af de ting JEG synes, der gør livet værd at leve. Voksen, gammel eller ej.