Senza Scrupoli

Mørket omslutter dem.

Kun lyset fra tårnet i byen han bor i, kaster stråler ind over hans seng og lægger skygger omkring dem.

Hun er over ham, hårdere, mere intenst, med mere styrke, læner sig tilbage og griber fat i hans knæ.
Slynger håret bagud mod venstre. Mærker knæhaser mod sine bare tæer. Mærker skuldre skælve, mens vejrtrækning bliver dyrisk og alt rammer helt rigtigt.
Hænder griber hårdt om hofter. Han trækker til. Alt trækker til og hver eneste muskel sættes ind. Øjenkontakt i dyb dis-koncentration, med fælles mål, hvor rytme og halvt lukkede ekstaseramte øjne og skilte læber går op i en højere enhed.

…

…

Hænder glider, fra hals henover silkebeklædt marmor, til lyske, hvor negle trækker fine striber efter sig.

Hvis verden gik under lige nu, var det ligegyldigt.

Der findes intet andet…

Et; Jeg elsker dig, undslipper hendes bedrageriske læber. Der er stille… et øjeblik. Han trækker vejret. Ind.

Hendes læber hviler tæt ved hans højre øre. Duften fra hans lyse hår, fra hans hals, hans varme, hans våde hud, - alt bliver indåndet i et drag – for det er nok de sidste.. Hun får.

Mens han ånder ud, lægger hun højre hånd over hans mund… Troede ikke der var flere kræfter tilbage, men overlevergenet slår til i sidste øjeblik.

Ikk’ sige noget, hvisker hun… Af frygt for hvad svaret vil være.

Et knus er et klem
Med flygtighed
Så let og fint som ordet det hæfter sig ved
En berøring af kind
Og hænder på skuldre
Det gi’s i flæng og mangfoldighed

Det lettes for vinden, som smil
Og snefnug flyver sydpå 

Et kram er en gave der gives af sjæl
I andens favn
I varme, i mening og forløsning af opstået savn
En berøring i sind
Med tryghed mod hals
Det samler sig, tætnes og modnes

Et kys er smagen af mer’
Af tillid til ægthed
Og sagligheds suk blir’ afløst af fler’
Små eksplosioner af prikken
På læber
De danser de brænder
De leger de ler

Og lægger sig til hvile som tindrende stjerner på erindringens nattehimmel
Til evig ihukommenhed
 

……. 

Og til sidst - Citat af strofe af ukendt oprindelse, men den lever i mit hoved på 20. år: 

Tro mig jeg har aldrig kysset før
Et kys vil åbne himlens dør
Så kys mig nu
Du ved jeg elsker dig

Det sås ikke komme.
At skulle være fjendebillede. Torne i øjne.

Forsvandt jo netop. Gav plads. Eller overlod den samme, til den næste i rækken af efterfølgende tilfældige, der ikke sparkede fra sig og som derfor fik lov at lægge ryg til. Allernådigst trådt under fode.

Gjorde hvad kan gøres og andre gange gjordes, hvad ikke kan undgås. Bøjede af, føjede i, i et elastisk pantomime-teater for nybegyndere udi afskårenhed og adskillelse. For at være fleksibel, jo vist - men mest for ikke at knække.

Flexer stadig i spændstigt overlevelsesmode - Får rigeligt med lys, væske og næring til ikke at visne. Dø. Det skulle sat’me lige mangle.

Uden deltagelse, trækkes lidt for gode minder, lidt for mange ord og meninger ind i fremmed liv og bliver til irritationsmomenter og lægges for had - fordi de aldrig, aldrig, aldrig kan viskes ud og glemmes. Fordi de binder tråde mellem stiklinger, som gror og minder om svundne tider som forlængst er slagtet, men som gør gartnerens fingre grønne af erfaring.

Og dér. Lige dér står jeg. Forholdsvist ufarlig - Og så det slet ikke komme… At det var mig;

Spøgelset fra fortiden i en fremmeds nutid.

Under kraftig indflydelse af teen-æggets søvn-røver spørgsmål fra i går aftes, har mine tanker fortsat sin vandring.

Min konklusion er stadig at jeg ligger i gruppen af hardcore vintage-heteroseksuelle, men jeg har dykket lidt i det og er kommet frem til at jeg elsker mænd. Stille & roligt. Ubetinget. Med alt hvad de indeholder af uforstående, løsningsorienteret firkantethed i deres tilgang til tilværelsen i almindelighed. Og os og vores fnidder i særdeleshed. Og så er der alt det vidunderlige, underlige, man ikke kan komme uden om.

So to all you men outthere - This one’s for you:

Det er duften i jeres hud. - Efter træning, efter bad (og før parfume), efter 8 timer under en varm dyne.

Det er måden hvorpå I skyder brystkassen lidt frem, når vi ber’ jer om at hænge en hylde op. Osse selvom I ikke aner hvilken vej en skruemaskine vender.

Det er måden I kan stå, med let spredte ben og hænderne i siden eller lommen, når I får en sludder med én af vennerne.

Det er grinet når I “leger” med alle de andre drenge. Og grinet I giver os, når vi har sagt noget sjovt. Eller sødt. Eller klogt. - Og dét er ikk’ det samme.

Det er måden I ryster håret på plads på, når I dukker op over vandoverfladen.

Det er det blide anstrøg i jeres ansigter der falder over daggamle skægstubbe, når I kigger på hende som er helt præcis rigtig. For jer.

Det er jeres nakkehår.

Det er lyden af jeres vejrtrækning, lige før I overgir’ jer til søvnen.

Det er varmen fra jeres hånd, på en kold søndag i skoven.

Det er jeres favntag og jeres arme, der når hele vejen rundt.

Det er omridset af opgivenhed og store spørgsmålstegn der omgiver jeres hele profil, når vi stejler over noget som, i jeres verden, er petitesser.

Det er roen der breder sig fra jeres bryst og jeres hjertelyd i vores øre, når vi trækker sammen i sofaen.

Det er overraskelsen og den slet skjulte stolthed, når vi formaster os til at frembringe en colabøvs - når vi har været pæne længe nok.

Det er de blide kærtegn, med hård hud.

Det er måden jeres muskulatur spænder op på, lige før I… Yeah, you know.

Det er silkeblødt over stenhårdt. Og i andre sammenhæng, lige omvendt.

Det er måden I kan lægge armen over vores skuldre i store forsamlinger og udstråle; Hun Er Min.

Og så er det den måde I slår blikket ned på, lige før I kysser os.

suk.

Piger, hvis I læser dette så hjælp mig lidt - Jeg har garanteret glemt noget.

Jeg ved bare at jeg ikke ville klare en halv dag på Femø… Der skal mænd til.

Vågner med lukkede øjne. Der er onsdag.

Formiddagssolens leg med skyer over verden, toner mit hvide univers i skiftevis lysegule og gråblå skygger. - Forholdsvist hurtigt i skiftene, som om blæsten i sensommeren mener den har noget at sku’ ha’ sagt. Udenfor rasler det nu i noget mørkegrønt, men hér inde virker det som en voiceover på de douce farver, der dansende leger på min væg og på min dyne og i min luft. Alt sammen gennem florlet gardin, der gør det hele meget blidere at iagttage. Skånsomt. (- som cellofan beskytter blomsterbuketten mod vind og vejr. Virker sjovt nok kun som beskyttelse mod dét. Virker ikke mod højhælet, langskaftet, sort støvle, fra indeværende efterårs kollektion - som træder den i stykker mod asfalt… Mon planter bløder??)

Lyset skærpes, bliver skånselsløst unuanceret og skifter kun vinkel og minder mig om at tiden, også denne dag, går sin gang og lader sekunderne æde sig ind på bagkanten af farvernes holdbarhed. Selv uendeligheden er forgængelig.

Beslutter mig for at ta’ solbriller på og blive inden døre.

Venter forgæves på kamp mellem tordenblå og tordengrå i marmorering som sagtens måtte tilføjes rene, hvide snit. Clean cuts - om og om igen. Så kunne der for min skyld godt males over med ren himmelblå efterfølgende.

Men lyset trækker ned i rosa og toner verden over, og om, i candyfloss, fersken og mærk’li’lilla, for til sidst at trække sig mod vest - som netop i dag ligger stik nord - og lader nuancerne af verdens grå overmande spillet i farverne.

Jeg vinker ikke. Vil ikke. Det er først i afskeden at man lader noget forsvinde. Men jeg får heller ikke lov og det er ikke noget jeg bestemmer.

Og fra øst, over Øresund, trækker dunkel tunghed endelig sammen over mit lille land og fortrænger den sidste lille bitte rest af ønsker om farver, med uundgålighedens tunge dråber. Man skulle næsten tro at vejrguderne sad og holdt øje med min sindstilstand. Som om de dog ikke havde andet at ta’ sig til…

Og tiden fortager sig og efterlader mig farveblind.

Der går nok et stykke tid, før dét fortager sig.

Har gået og overvejet lidt på det…

I gamle dage, - udenfor historisk orden, skrev man et brev, sendte en depeche ud, red selv ud over stepperne med sit budskab og afleverede det.

Dengang var man pinedød nødt til at ligge inde med stabler af kartoner med Gevalia, fordi folk kom dumpende og ikke bare lod sig afvise i døren. Sådan gjorde man bare ikke. - Det blæste altid i gamle dage, så folk skulle jo liiige ha’ varmen… Og det var jo sådan set fint nok; man fik talt sammen face to face og selvom det sikkert var en værre tidsrøver, at have folk rendende i tide og utide, så TOG man sig tiden til det og sparede nok alligevel en masse tid samtidig. - Når man nu alligevel VAR der, kunne man ligeså godt vende hele verdensituationen… Og så gik der superlang tid, før folk kom igen. Nice.

Senere lærte man at bruge telefonen. Som blev taget, hvis der var nogen hjemme. Det var dengang man ikke havde mulighed for at screene opkald og hvor man enten af nysgerrighed eller ned-over-hovedet-krænget-høflighed, tog røret hver gang - uden undtagelse - og presenterede sig med “Hos Jensens, Pedersens eller hvad man nu havde af familienavn”. Og i den anden ende startede enhver samtale med; Det er …enelleranden. Må jeg tale med… . - Så var linierne ligesom trukket op og begge parter var klar over hvem de havde med at gøre. Folk dukkede ikke bare op, på samme måde som tidligere. Til gengæld var man altså nødt til at tage opkaldet, af respekt for den der ringede op. Jo jo, der skam regler til dengang jeg var ung ; Man præsenterede sig, man skruede ned for TV’et (telefonen stod ligesom kun det ene sted, sjovt nok altid tæt på samme møbel, ikk’), for ligesom nu, var der aldrig noget spændende at kigge på alligevel, børn blev schyy’set på når de voksne talte og VIGTIGST lærte min mor mig; Det var dén der havde ringet op, der afsluttede opkaldet…

Kan huske et opkald (15 år siden) fra min far, til min fastnettelefon (det var, hvad der var at gøre godt med) og det passede virkelig dårligt i min aften at skulle gøre rede for min teenageagtige-gøren og laden, så jeg hørte mig selv sige; Far?, faaar prøv lige og hør’, jeg er nødt til at slutte nu, jeg har ikke flere enkroner… Hvortil manden heeelt ved siden af sig selv svarede; Fint skat, jeg ringer i morgen! Gik sjovt nok gik der kun 30 sekunder, så hang han i røret igen og kaldte mig en lille møgunge. Nå, tilbage til mit budskab.

Nu kører vi på fuld kraft i det skrevne medie. Igen. Denne gang via internettet, det være sig ved almindelig E-mail - hjemme eller på jobbet, Myspace, Facebook, Linkdin eller … txt-beskeder. Oh, du vidunderlige mulighed for at ytre, hvad der rør’ sig. Hos dig. Og mig. Så kan folk jo svare når de gider. Hvis de gider. For vi ved godt at vores omgivelser screener deres opkald. Hvis man forgæves har prøvet at fange en person pr. mobiltelefon mere end 3 gange i træk, så tænker man ikke; Nå for søren. - Han er nok alt for travl til at ringe tilbage - nej. Han gider sgu nok bare ikke snakke med mig!

Derfor sender vi hellere en eller anden form for tekst. Så slipper vi - i et stykke tid - for at føle os sat udenfor, men vi får en form for vished. Selv på vores mobiler, har vi statusrapporter, så vi kan afsløre synderne i IKKE at returnere vores henvendelser. Vi ved på sekundet, hvornår vores meddelelser er modtaget. No excuses.

Det ER da nemt. Vi styrer selv tiden. Men det sætter unægteligt nogle hårde krav til vores kommunikation og det er ikke alle velsignet at mestre. Dertil er der opfundet flere former for smilies. F.eks. en rasende smily.. (Hva’ f… er dét for noget??!!) Selv med dette værktøj, kan man komme ud for at en 2-vejs hjertlig, humoristisk serie af udmeldinger, kan ende i et nådesløst, uredeligt skænderi - FORDI HUMOR OG FØLELSER IKKE KAN KOMMUNIKERES ALENE PR. BOGSTAVER.

Der findes stadig budskaber, som ikke er velset at viderebringe pr. sådanne medier som eksempelvis fyringer & dødsfald. Visse ting kræver en højere grad af tilstedeværelse.

Og i lørdags blev jeg, af min kæreste, hældt ud med det kolde badevand, pr. sms.

Nu ved hvad jeg godt hvad man generelt, i vores nuværende kultur, synes om sådan noget. “- Det er for billigt sluppet”. Det syntes jeg sådan set også selv. Men sådan har jeg det overhovedet ikke, når det kommer til stykket. Det har intet med et skide medie at gøre. Det er budskabet, det handler om. Og nu er jeg blevet klogere. Hvis manden nu skulle have vist mig den fornødne resepkt, så havde han sat sig overfor mig og havde taget hvad der kom…

Men jeg har ikke brug for respekt fra et menneske, jeg ikke kommer til at se mere. Jeg har brug for respekt fra de, som jeg har en interaktion med. Ikke andre. Og jeg var nærmest taknemmelig for at jeg kunne sidde dér alene med min reaktion over et “byebye”, som jeg ikke var klar til. Han har ikke fortjent at se min reaktion. Og jeg slap for at sidde og pive overfor en mand der ikke ville mig længere.

Så alt er cool.

Sender lige en smily med, så du ved jeg mener det…

Skyerne rullede ind fra vest, i nuancer af grå. Mørkegrå, tordenblå - truende og tunge.

To.

Om side.

Hen over heden i strid modvind. Foroverbøjede med overarmene tæt til kroppen, med hænderne knuget mod brystet og med dukkede hoveder. Ingen ly for blæsten, ingen ro, ingen pause, intet pusterum - For vejret, tog vejret fra dem og tvang dem skridt for skridt fremad, mens deres bare fødder sad fast i den tætvoksende lyng og kun med møjsomhed lod et skridt sig afløse af endnu et og endnu et og endnu…

På spindelvævet, båret mellem deres skuldre, sad ikke længere de dugdråber som kunne vidne om nyspunden friskhed. De dyrebare elementer var forlængst fordampet i hård kuling og de fine silketråde som bandt dem og sig sammen i en højere enhed, hang filtret, trævlet, som en flosset fane båret af ryttere slået i retræte, efter slaget mod en overmagt.

I hendes øjenkrog registeredes hans mund der formede ordene Kan du klare turen?, men stormen rev ordene fra ham og efterlod hende med modtagelsen af tavs mimik. Som ikke efterlod hendes mulighed for at svare. For der fandtes intet svar, der kunne trænge gennem vindens hylen.

Der gik de mens solen, som måtte findes et sted bag de nærmest uigennemtrængelige uvejrsskyer, sank, i det der ude i horisonten måtte ende i oprørt hav - som ville den slukkes, før de nåede den.

Hun tabte fart. Tabte fodslag. Faldt tilbage. Måske med overlæg.

Spindet bristede, slap hans og hendes skuldre og han formåede med anstrengelse at gribe en tråd med en enkelt finger. Næsten. Forgæves. Deres blikke fulgte flugten gennem luften og kun hun løb tilbage - båret af medvind - for at indhente det tabte. Og da hun nåede det, var der for langt frem til hvor han stod.

Lad det ligge råbte hun. Gå videre, jeg bliver hér! Han så, men han hørte aldrig…

Og mens ordene far vel elskede forlod hendes læber, i håbet om at de ramte hans nakke, som i stedet blev grebet og kastet bagud for at forsvinde, gav hun sig til at betragte scenariet omkring hende og mærke elementernes rasen.

Længe.

Det blir’ en god dag i morgen. Tænkte hun ved sig selv

…lægger ordene, der kom i nat, sig til hvile.

Bundfælder.

I mit stille sind, skaber håbet plads, til andet end hans dom over vores endeligt. Rum til væren af forskellighed.

I mit stille håb, er jeg nok som jeg er. Den jeg kunne være er ikke-eksisterende. Som i nu.

I mit stille jeg, håber jeg han hører.

Ser.

Mærker.

Forstår.

Hvem jeg er.

Hans.

I mit stille sind. Drømmer jeg.

 At jeg er nok.

Det er ikk’ så stort, fotoet.

Alligevel er det stort nok til at der kan være 2 mennesker på det.

Lige tilpas. I sort & hvid. Ét af de man skynder sig at ta’ bag et forhæng - hvor man venter lidt i utålmodighed, på fire af slagsen, men som så til gengæld kan bruges til røv & nøgler. Bortset fra at det ka’ tages frem og kigges på og mindes ved. Og så kan det til gengæld sagtens bruges.

Hun ser sød ud. Glad og forsigtigt smilende, som når man trækker smilet ud i underlæben og lader smilehuller være til. Blikket er indstillet på uendeligt… eller muligvis søgende efter den røde prik der om lidt -eller for lidt siden skulle blinke til agtpågivenhed for blitzens skarpe lys. Og så ligner hun tøsebarnet der kysser mig godnat hver aften.  - Meget. Spooky meget.

Hendes halstørklæde er sat på den fornuftige måde, givetvis af en voksen der tager hendes helbred og velbefindende alvorligt. Det er groft strikket, mørkegrønt og ikke hendes. - Nu spør’ du nok dig selv, hvordan jeg ved dét, når nu billedet er en s/h-udgave, men det ER det!Ligesom mandens jakke er beige og rulamskraven lidt for lys til at være ægte. Det gør ikk’ no’et, at den ikke er dét.

Det må være koldt udenfor. Hun sidder dér på skødet af ham, med baghovedet mod hans kind og bliver holdt fast af arme som hun må vide er tryghed, styrke og sikkert alt hvad hun har brug for.

Hans hår bærer præg af at være sat med en sort plastikkam & brillantine og brillestellet er nyt og moderne - i midthalvfjerdserne. De deler øjenfarve… Hans læber en del mere fyldige, end de huskes og ørene mindre. Men blikket er det samme. Hele vejen igennem.

Lidt ligesom dét, de har sammen – det er også det samme hele vejen igennem. Der er dem. Der er de to og så er der resten af verden. - Til nogens store fortrydelse, men det finder hun heldigvis først ud af langt senere…

Det ligner en god dag. En rigtig, rigtig god én. Og alligevel bliver den bare glemt. Lige indtil den dag, et kvart århundrede senere, hvor de 3 x 4 cm. virkelighedsudklip - ved et tilfælde - falder ud af en bog, der skal smides ud i sorteringen af hans dødsbo. Nu hænger det i mit køkken, sat i klemme mellem væg og hylde og bliver brugt til præcis det eneste det KAN bruges til; fastholde følelsen af betingelsesløst at være særlig og enestående for et andet menneske. Forbundet.

Og holde mine minder om det der engang var, i live – selvom han, af alle, er død.

Hvor han i virkeligheden kom fra og hvad meningen var, finder jeg aldrig ud af. - Det er vel heller ikk’ meningen at jeg skal dét… Tænker jeg.

I kataloget på siden over ekstraudstyr til maskulint vedhæng, havde jeg ellers været meget omhyggelig i min afkrydsning. Ingen slinger i tangoen, ikke en eneste detalje overladt til tilfældighederne. Man er vel stenbrosprinsesse og har som sådan et vist ansvar (om ikke andet, så ihvertfald overfor sig selv) for at vide hvad man vil og i dén grad ikke vil. Det sidste er jeg rigtig god til. Duer ikke væk, sagde hun… Selvsagt uden at have alternative løsningsmodeller, men det er vel for fanden osse irrellevant for sammenhængen.

Så jeg var pretty laidback… Varen var bestilt. Der var dog en del af ekstraudstyret som var i restordre men det er der intet odiøst i, når man nu er opmærksom på, at man ikke har lagt billet ind på en stangvare. Så jeg ventede.

Og mens jeg ventede kom der folk forbi, som gik igen. Der var ønsker som gik i opfyldelse eller ændrede udseende og blev ligegyldige. Gintonics der sprang fra flasker til glas til mund til hoved til hovedpiner og indbydelser der blev til fester, der blev til gode minder. Eller pinlige minder. Eller..ok, minder som andre har. Og midt i det hele var der vist et splitsekund, hvor jeg traf ham og glemte ham igen.

En midsommer dag sad han pludselig i min bil og var næsten alt, hvad jeg tidligere havde gjort mig pissemeget umage med IKKE at sætte krydser ved!! Jeg mener, seriøst - Hvordan havde www.amor/wefuckyouupgood’nucan’tdoshitaboutit.com forestillet sig at skulle overleve i bussiness, når de ikke kan overkomme én sølle rigtig levering??? Jesus, altså.

Uden jeg opdagede det, eksploderede hele verden. Regnen faldt fra pytterne og samlede sig i spredte skyer og Roskilde var ren og ædru.

Og nu forstår jeg pludselig logikken i navnet på den tåbelige website, hvor jeg bestilte ham. Jeg er så låst, så fanget, så ufuldendt uden ham. Jeg savner ham så jeg kunne skrige skingert, når blot han rejser sig fra sengen for at lave min morgenkaffe.

Og jeg vil ikke have det anderledes. Det er jo dét jeg er så god til; at vide hvad jeg IKKE vil…

I et helt liv delte vi citater med hinanden, fra en håbløs dansk 80′er-film. I flæng, i tide og navnlig utide.

Og ligesom there’s always room for jello, så var der altid plads til at se Yrsa blive kidnappet… igen.

Jeg er ikk’ filmanmelder og gør mig ikke klog på god/dårlig humor - konstaterer bare at den indeholdt én af slagsen og at den ramte. Os begge. Blev en indforstået lille ting med stor effekt, som vi havde for os selv. Tvivler på om nogen, hvis adspurgt, ville have delt den med os.

Så holdt vi op med at være os og blev til hver især. Helt og ligeligt fordelt. I hvert fald delt. Og filmen blev boende i den anden del, som jeg ikke længere var en del af. Delvist utilfredstillende.

Jeg så den i dag på en hylde. Blev lidt varm midt i genkendelsens glæde, som fik mig til at række ud efter den, for at gøre den til min. Udelt.

Men udelt er ikke det samme. Og hvis det ikke er det samme, er det lige meget. Og så lod jeg minder være minder og forlod hylden uden ko, men fyldt med ro og viljen til at dele noget med nogen.

Der sad de, de 2 små piger som var så yndige med ens T-shirts og solbleget hår, som var sirligt sat op i fletninger og rottehaler. Flere timer kunne de være i deres eget univers, hvor der eksisterede alene dem og deres sandkasse. Mens birketræerne omkring dem, stille raslede idyl ned over dem og sommersolen lod dem dække af et varmt, usynligt tæppe, legede de så fint, helt uden behov for andet eller andre. De var alt rigeligt for hinanden og havde ikke brug for mere. Og det var OK.

Bortset fra mariehønsene. For de skulle være der, syntes den lille pige med fletningerne. Det var kærlighed, så meget vidste den anden lille pige og hun vidste også at deres leg, for en lille tid, nødvendigvis måtte stoppe, for at give plads til den uskyldige begejstring og lidenskab der vækkedes i den lille pige med fletningerne, når en mariehøne gjorde hende selskab. Og det var også OK.

- For den lille pige elskede mariehøns, dét gjorde hun. Og hun elskede dem så højt at hun ville giftes med hver og én hun fik fat i. Sådan sad den lille pige med rottehalerne og betragtede med undren, men med vilje til at forstå, sin veninde i dyb koncentration omkring den lille marie-rolle, der vandrede rundt på hendes lille, bløde håndryg. Med den største forsigtighed roterede hun sit håndled, så mariehønen hele tiden gik på toppen af hånden og samtidig holdt hun indgående øje med de små bitte ben der sattes på hendes hud i et tempo, hvor øjnene næsten ikke kunne følge med – men det gjorde intet. For hun elskede den bare…

Hun fortsatte længe med at rotere sin hånd, så mariehønen ikke faldt af, lod den gå fra hånd til hånd og skiftevist strakte og bøjede sine fingre, så den hele tiden havde steder at gå. Frem og tilbage og rundt og rundt – op ad armen, så hun til sidst måtte sidde med fremskudt skulder og albuen pegede op over hovedet og kun med snilde og smidighed, lykkedes det hende at få mariehønen til at vende tilbage til hånden, hvor den trods at var nemmere at have med at gøre.

Giftes ville hun. Af kærlighed. Og hun ville kysse mariehønen til forsegling af den kærlighed der aldrig ville ophøre, aldrig skulle blegne. Og det var OK.

Hvis bare den så ville stå stille så længe, at det var hende muligt. Hvis bare den dog ville blive, blive tæt på hende. Bare blive… Men mariehønen gjorde hvad insekters natur nu engang byder dem at gøre, den blev ved at gå og hun kunne godt mærke at det ikke kun var kærlighed der fyldte hende. Der var noget der gnavede, dybt inde et sted hun ikke kendte – for livet var; suset i birken, solens stråler i mellem løvet, den lille pige med rottehalerne og universet i sandkassen hvor alt var OK.

Og stedet hun ikke kendte, blev fyldt op med uforståenhed – hvorfor gik den lille mariehøne hele tiden, når nu hun både ville giftes og elske den for evigt? Hvorfor lyttede den ikke til hendes kærlige ord, hvorfor så den ikke betagelsen i hendes fine, mørkebrune øjne? Hun måtte gøre noget, det vidste hun, men ikke hvad, for mariehønen hørte ikke efter, gav ingen respons og ville ikke stoppe, ligesom gnaveriet inde i det sære sted heller ikke ville. Den måtte ikke gå. Nej - Ikke forlade hende.

Hun tog fat i et af de små ben for at holde mariehønen tilbage og det hjalp et lille bitte øjeblik. – Indtil benet gik af mellem hendes små fine fingre og mariehønen endnu en gang bevægede sig sin egen vej, i sit eget tempo, nu blot med 5 ben.

Intet kommer af intet. Den lille pige med fletningerne fik en god idé og gjorde kort proces. Ét efter ét blev de små ben trukket af mariehønens krop og dét virkede. Nu blev den hos hende og dét syntes hun var OK.

Men den gjorde heller ikke meget andet end at blive. Den lille pige med fletningerne pustede til sin kærlighed for at se om den sov, men det var ikke rigtigt til at vide, for mariehønen bevægede sig ikke mere… Den blev bare. Liggende. Stille. Mariehønen blev lagt på en lille bunke af det fineste, tørre, hvide sand fra sandkassen og var hendes kærlighed, mens hun selv vendte tilbage til universet med birken, solen og veninden, hvor alt stadig var OK og solen gik ned og vinden lagde sig og legen gik i sig selv for natten – helt som den plejede.

Og da den lille pige med rottehalerne lå og kiggede op i loftet over hendes seng, lovede hun sig selv at huske på at kærlighed med ben, trods alt, er bedre end kærlighed uden.