Senza Scrupoli

Der er hvidt på det grå og der er meget af det. Horisonten trækker i langdrag på en diset baggrund.

Jeg har virkelig brug for at se enden på det… - Men dét sker ikke og som det gælder for alt muligt andet, har jeg ligesom ikke noget synderligt at skulle have sagt over det. Der hersker en douce og sikkert meget elegant nuancering af råt og aldeles usødet og det eksisterer helt sikkert ene og alene for at pisse mig af.

Kan på ingen måder se skønheden i det, hvilket klart er mit problem og mit alene. Der mangler ro i endeløsheden, der mangler mål og med, der ses ikke ophold i det og jeg gider ikke at deale med det.

Langs kanten slår det anderledes skånselsløst mod skarpe, grove kanter, i mere endeløshed – nu og her dog i gentagelser i stedet for monotone, indbildte bevægelser. Under tvang. Underlagt kræfter og magter andetsteds fra. Det er s’gu da til at tage og føle på. Men der er jeg ikke. Og hvad har det så med mig at gøre?

Jeg vil bare gerne videre og det kommer jeg i bølger af grå og hvid og mere grå og med manglende horisont, må jeg bare stole på at noget bevæges… right. Så siger vi det.
Jeg er ikke bange. Bare mellemfornøjet og duvende på utilfredsstillende ligegyldighed, men det var ikke dét der var meningen.

Nogen må stå et sted og grine af mig og dét, som – til stor irritation, skulle vise sig at være mit møde med Det store Intet.

Jeg trækker tæpper til og over og lukker lyset ude. Ikke af lysskræk, men mere for at få noget der ligner en Absolut som alternativ til… alternativer i skidne gråzoneskalaer for mellemhedsaccepteren. Som om det virker.

Og hvid er bare en optimistisk grå, der ikke er blevet svinet til endnu. Kan ikke se pointen. Muligvis fordi den i virkeligheden ER set og viste sig at være havet mellem bølger. Men den føltes anderledes da jeg ledte. Da min søgen var uskyldig og med rent sind, blot en higen efter. Hvad skal man med perfekthed, når den skrider i svinget og efterlader én uden mulighed for at nøjes? Med. Eller Uden.

Men det er vel stadig bedre end at være gået på grund.

… jeg tæller alt.

dumdadidumdadumdadaai…

Det går vel freakin’ over!? - Gør det ikk’? Jooe, fordi det skal det.

Kramper går over i løbet af 2 ½ minut… Teoretisk.
Rygere, som ikke vil være rygere, slipper urge’n mens de drikker vand og går en tur… Teoretisk.
Alkoholikere tar’ en dag ad gangen… Teoretisk - og fordi de skal.
Hardcoreafhængige har en sponsor.

Som jeg har hørt det, - så virker det.

Hvor gør vi af forelskelser??
The one-way-street-ones, vi ind imellem blir’ ramt af??

Det kribler i mine fingre, det syder i mit hjerteblod & det overskygger min måde at anskue verden på!! - Du skal ikke komme og fortælle mig at du ikke aner hvad jeg snakker om!!

Jeg ved jo godt at han ikke vil MIG. - Var han interesseret, havde han ringet..

- Og det’ den klogeste sætning, jeg har fået ud af “Sex and the City”. “HVIS  HAN IKKE RINGER, ER HAN IKKE INTERESSERET!”

-Den ER klog.. den sætning…

Men hér sidder jeg - Og hører intet. Har bare lyst til at fortælle ham, pr. TXT at jeg mangler hans selskab…

 Tror bare jeg går i seng.

I know now what I did not yesterday
Despite vows of everlasting and never-ending
I know that you’re gone to stay

In sorrow and grief I bow my head
Knowing that shit sometimes happens
What we had is dead

Moving on, aching, longing in despondency and despair
This ain’t fair
I’m sure

Thought I couldn’t live without
I was wrong – Still breathing

And as I keep on kidding myself -

I reject YOU
And leave you to what you need to do
You see
In time - I’m sure, there’ll be yet another true

Friend

Nej jeg ved s’gu ikke, men det handler vel i virkeligheden om at slå til, tænker jeg. Mens tid er. Være nok i sig selv og stå ved, uden at lade stå til. Der er alt for meget at gå glip af, hvis man vælger ikke at gøre det og hér tænker jeg specifikt på det dér laden stå til.

Så står man jo bare dér og tager imod. Det’ for tabere… Fortabte tabere, der med forlængst svundne kanter står tilbage med afrundet smoothness - for at afbøde og undgå.

Jeg vil helst slå til.
Tilstrækkeligt og hver gang. Uden undtagelser. Fordi jeg fortjener det.
Bare smadre en golfkølle i skallen på den aktuelle spade der vælger at forurette mig.
Trække den med skulderen helt nede fra venstre fod, med højre hånd bag venstre på skaftet og give frit sving på svineriet, med fuld overbevisning i sind, sjæl og bevægelse.

Det sku’ være en fornøjelse at mærke køllehovedet ramme højre side af ansigtet og se slaget forplante sig gennem kraniet, mens hud, væv og kæbe nærmest ville bølge gennem luften, uden anden modstand end de lydbølger der måtte vige pladsen, når knogler fragmenteredes og tænder blev til grus i en blanding af spyt og blod. Og tårer.

Mand, hvor skulle det være godt.

Om jeg ville blive mere tilfreds som menneske?? ‘Tror jeg næppe… Det’ osse ligegyldigt. Den dårlige smag, som min samvitighed ville efterlade i min mundhule, kan skylles væk med Jack Daniels og SB12.

Men det ligger jo ikke til mig.

Jeg vender mig istedet stille om og kigger vedkommende dybt i øjnene - mens jeg fører venstre hånd bagud, til op bag skulderbladet - og trækker langsomt stikvåbnet ud af kødet mellem mine ribben. Bladet blir’ tørret af i mine jeans, før jeg rækker det retur til misæderen, krysteren, der fandt det nødvendigt at se mig forbløde fra et sår, hvorfra jeg selv har svært ved at stoppe blødningen.

“Det’ vist din” - hvisker jeg. Som så mange gange før…

Nu må det være nok… Det ka’ simpelthen ikke være rigtigt.

Følgende steder MÅ der strammes op:

Appelsiner skal producere små sammenhængende orange frugtsække, med syrligt indhold og IKKE hvidt stads der klistrer fast under neglene.

Vand indeholdende kulsyre skal fylde PRÆCIS det samme som alm. vand, så 2 tryk på automaten rent faktisk betyder 2 tryk på automaten. - Ikke 2 tryk på automaten og-husk-så-lige-en-ekstra-kop-så-du-ikke-skal-ligge-på-knæ-og-tørre-op-i-våde-støvler!

Mennesker skal måles op FØR bilkøb, så de ikke smider penge ud på et køretøj i en størrelse, de ikke kan styre og/eller overskue. På den måde skal vi andre ikke holde og vente på at folk - i flæng - kører frem & tilbage i parkeringbåse, fordi de er pivskæve og ude af stand til at holde I MIDTEN, men helt op ad naboen. Så ka’ de s’gu blive siddende i deres wrongsize biler, ka’ de.

Bordtennis, badminton & håndbold - og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge - skal ikke længere kategoriseres som sportsgrene, værdige til primetimeTV. Det er sportens svar på myg; Det generer mine sanser, gir’ mig lyst til at smække noget og dukker op, når jeg har allermindst behov for det. - Som i aldrig. Boldsport med bolde i forkerte størrelser og former, har (som myg, uagtet størrelse og udseende) ingen eksistensberettigelse. (ja ja.. Det’ MIN blog - jeg skriver hva’ der passer mig)

Brugen af udtryk som; “Du skal ikke være så Pernippen” og “Det er et huskeråd, jeg har lært af min mormor”, skal være forbundet med bødestraf og lineal-slag over de små fede fingre.
Et HUSRÅD er at smide kartoffelmel ud over spildt rødvin på det hvide gulvtæppe, eller at sætte skåle med eddike rundt omkring for at fjerne røglugten (og så er jeg li’ssom dækket ind). Et HUSGERÅD er et dørslag, en simpel slev eller en tragt. I øvrigt hedder det “pernittengryn”.

Og kæledyr skal i dén grad lære at holde sig i live indtil deres respektive ejermænd - børn i almindelighed og mine i særdeleshed - er klar til at miste dem. For helvede…

Så’ det sagt.

Netop som universet er spændt til bristepunktet af tyk, tyk hør-mig-se-mig-mentalitet og selviscenesat Napoleonshattekultur.
Netop som man står på kanten af et opgivet ævre, så dukker de op. 
Af ingenting. Eller - af alt. - Som nisser ville gøre det overfor folk der har mistet troen på fantasivæsner. Ikke for at overbevise dem, men mere for vise dem at de har taget fejl.

Fra tykke, støvede bøger mellem birkens rødder, op ad suppegryder & kageforme, rundt om hjørner på chokoladefabrikker. - Ud af det mørke man kun kan finde ude på landet, på en måneløs nat, dér titter de frem og viser én, at de, man har gjort sig sine tanker om, rent faktisk sagtens kan være lisså Freakin’ Grreeeat som man havde forestillet sig. And beyond.

Hvem de er?? Det ved jeg s’gu da ikke noget om!! Jeg har kun set, hvad de har valgt at vise mig og ud over at de i fællesdans over et flødeskumstema viste mig at jeg TOG fejl, så gjorde de mig rigere i løbet af kort tid. Lod mig fylde med tilpas høj oktan til at finde min mojo.

Og slippe tanken om at gi’ op.

For selvfølgelig gir’ jeg ikke op.

… Ska’ bare liiige ligge lidt

Et knus er et klem
Med flygtighed
Så let og fint som ordet det hæfter sig ved
En berøring af kind
Og hænder på skuldre
Det gi’s i flæng og mangfoldighed

Det lettes for vinden, som smil
Og snefnug flyver sydpå 

Et kram er en gave der gives af sjæl
I andens favn
I varme, i mening og forløsning af opstået savn
En berøring i sind
Med tryghed mod hals
Det samler sig, tætnes og modnes

Et kys er smagen af mer’
Af tillid til ægthed
Og sagligheds suk blir’ afløst af fler’
Små eksplosioner af prikken
På læber
De danser de brænder
De leger de ler

Og lægger sig til hvile som tindrende stjerner på erindringens nattehimmel
Til evig ihukommenhed
 

……. 

Og til sidst - Citat af strofe af ukendt oprindelse, men den lever i mit hoved på 20. år: 

Tro mig jeg har aldrig kysset før
Et kys vil åbne himlens dør
Så kys mig nu
Du ved jeg elsker dig

Stilhed
Mørke
Hjørne
Knæ
Kulde

Stilhedslammet
Mørkeblændet
Hjørneoptrukken
Knæoptrukken
Kuldebidt

Stilhedslammet gennem tanker
Mørkeblændet, genskabende lyn-syn af gudelignende Goth-like skikkelser i hvidt og gyldent. I prossession. Forbi. Igennem.
Hjørneoptrukken i flugt uden flugtmuligheder
Knæoptrukken til hage, i vertikal fosterstilling, gennemvædet af tørre tårer
Kuldebidt mod nøgen hud fra lakerede gulvbrædder

I timer

Mens smøger blir’ til aske mellem fingre

Er blevet tagget af denne her fantastiske blogger

Det er længe siden hun gjorde det og jeg finder det svært at følge, de værste og supersjove (man kan altid more sig på andres bekostning) dates andre har været på, op.

Men det hænger sammen med to ting;

ALLE MINE DATES ER FRA %¤?&!!! HELVEDE - ALLE TIL HOBE!!!

Punkt 1. Jeg hader at date.
Jeg sidder og sælger mig, mine faglige kundskaber og min person HVER dag. Hver evig eneste dag, skal jeg få fuldstændigt fremmede til at vælge mig positivt TIL, få dem til at mene at mine egenskaber, er de eneste der du´r og få dem til at “komitte”. (Nej, jeg er ikke “købepige” på den klassiske måde - men det snerper der henad.

Og når jeg sidder på en date, nyvasket og pæn i tøjet, og samtaler med en mand, så kan jeg ikke abstrahere fra at det føles ”tjekliste”-agtigt og lugtende af jobsamtale.
HAR faktisk siddet på date med en mand, som jeg mødte i byen - og som jeg efterfølgende var bange for at jeg ikke kunne genkende mellem 5 andre, (gintonics kan mange ting) hvorfor jeg mødte op 15 minutter for tidligt - bare for at have muligheden for at spotte ham. - Han sad sat’me og satte “tjek-flag” på caféens papirdug, hver gang jeg sagde noget der faldt i hans smag!

Jeg gør alt hvad jeg kan, for at være imødekommende, lyttende, til stede, i “du-stilling”. - Ligesom det er min med-menneskelige pligt - til middage, hvor jeg får plantet en bordherre, at få mine omgivelser til at føle sig velkomne, ønskede og interessante. Det er jeg opdraget til.
Jeg hader at mine venner/veninder, qua de dates de kommer ud for via deres dating.dk-profiler, er i stand til, efter 4 minutter, at kunne spotte om NOGET er tiden værd…??! Hvad fanden er dét for no’et???! - “Ved du hvad,; jeg kan bare mærke, at det hér ikke gir’ mig den rigtige følelse i maven, så tak for i aften, det var hyg’ligt du.”. Tak for lort. Jeg går jo rundt og påstår at mine nære relationer er i stand til at give alt, en reel chance i livet!!?
Det er nok bare mig der er sær.

Punkt 2. Hvorfor er det altid de grimme historier der får lov at leve??
Det er jo ikke kun under “dating” der er håbløst av-for-helvede-historier…

Verden vil bedrages… Og derfor har Se & Hør f. eks. en eller anden form for eksistensberettigelse… Jeg HAR hørt om fødsler, kampe mod Københavns Parkering (undskyld Provinsen, Øerne & Jylland) og fine dates, der i sidste ende gjorde eventyrets “lykkelige ende” til den rene sandhed.
De kommer bare mærk’ligt nok ikke ud! Det er fantastisk at fortælle de skønne historier, men det er hverken sjovt eller opildende at fortælle dem videre.

Derfor er jeg nødt til at fortælle om den fedeste (2.)date ever:

Jeg mødte ham på hans hotel i min by (dermed var “hvor skal jeg ellers overnatte” situationen overstået)
Fik sjusser, mens vi samlede op på hinandens liv og kom lidt tættere på. Over mojitis, mojitos royal og dét der var tilbage af champagnen.

Fandt det bestilte bord på den udseete restaurant, god mad HAN( fordi JEG er udelt kvinde ind imellem) bestilte for os begge. Flere drinks, dyb samtale, grin, dyyyb “jeg ved godt hvor du kommer fra”-sludder, flere grin… Og videre og kom-giv-mig-lige-noget-mer.

Endte med, efter mange timer, helt eksemplarisk aflevering i taxa… Tak for en god aften.
Helt igennem dejligt selskab - har intet at udsætte på hverken ham eller omstændighederne.

Ja, jeg havde tømmermænd dagen efter og ja, jeg håber den mand gider at se mig igen. Og pt. er jeg s’gu ligeglad om det er som kærestepotentiale. Bare han gider mig.

Men hvem gider at fortælle sådan en pæn historie videre??

I den tråd; for at få det fede, i os alle, frem, så tagger jeg

Liv

lios

h2p3

iltmangel

Giv et bud på hvornår du har været den bedste ven, nogen, nogensinde kunne have tænkt sig…

Se, dér har I en udfordring…

Det sås ikke komme.
At skulle være fjendebillede. Torne i øjne.

Forsvandt jo netop. Gav plads. Eller overlod den samme, til den næste i rækken af efterfølgende tilfældige, der ikke sparkede fra sig og som derfor fik lov at lægge ryg til. Allernådigst trådt under fode.

Gjorde hvad kan gøres og andre gange gjordes, hvad ikke kan undgås. Bøjede af, føjede i, i et elastisk pantomime-teater for nybegyndere udi afskårenhed og adskillelse. For at være fleksibel, jo vist - men mest for ikke at knække.

Flexer stadig i spændstigt overlevelsesmode - Får rigeligt med lys, væske og næring til ikke at visne. Dø. Det skulle sat’me lige mangle.

Uden deltagelse, trækkes lidt for gode minder, lidt for mange ord og meninger ind i fremmed liv og bliver til irritationsmomenter og lægges for had - fordi de aldrig, aldrig, aldrig kan viskes ud og glemmes. Fordi de binder tråde mellem stiklinger, som gror og minder om svundne tider som forlængst er slagtet, men som gør gartnerens fingre grønne af erfaring.

Og dér. Lige dér står jeg. Forholdsvist ufarlig - Og så det slet ikke komme… At det var mig;

Spøgelset fra fortiden i en fremmeds nutid.

Det er en svært definérbar størrelse. Den dér tid. Nogen finder den meningsløs, mens andre nyder den.

Det kommer lidt an på hvordan man vælger at bruge den. Og få den til at gå…

Man kan jo ta’ opvasken, gå en tur, skrive på sin blog, løse en kryds & tværs eller lægge sig til at sove. - Det er det fede ved tidsfordriv; det er en joker man kan smide ind i spillet, fuldstændigt som man finder det rigtigst for én selv.

Så der er slet ingen grund til at kede sig og hvis man - som jeg - synes det er sjovt at udfordre sig selv, så kan man udvikle nye og anderledes måder at få sekunder til at blive minutter.

Nu f.eks. idag, har jeg (og mine tungt bårne tømmermænd) valgt at sidde på yndlingsveninden dørmåtte i 1½ time og kigget op i hendes spionkamera - fordi jeg ville ha’ hende med ud at lege.

Jeg ved ikke om hun er klar over at jeg sad der, men hvis hun ER, så er hun det sjoveste menneske i hele verden.

Superlækkert nummer fra Gnags – Og nej, jeg lægger ikke et link til YouTube.  

Men hvor blev C-holdet af??? Eksisterer det stadig? Ja, JEG ved det ikk’? You tell me… 

Jeg har længe haft tanker om dét at blive voksen, som i forældrevoksen, karrierevoksen, parmiddagvoksen, PBS-voksen – indsæt selv nogle fler’, gider I? For jeg gør ikke.

Mit umiddelbare problem har været ubevidst; I mit hoved har ”voksen” været ensbetydende med ”gammel, kedelig & grå” Jeg er nu klar over at jeg har taget fejl. Tror jeg. - for i virkeligheden tror jeg mit største problem ligger i, at jeg ikke aner hvad begrebet ”voksen” betyder. 

Og jeg ved det jo godt. Altså, at jeg er galt på den. Jeg har flere gode venner der fortæller om f.eks. farmor som i en alder af 92, finder kæreste (2 x enkemand) på 84 somre, som hun har sit hyr med – fordi de andre damer på plejehjemmet, synes han er pisselækker. Og de er på alder med HAM. Sådan nogle mælketænder… Kom over jer selv! 

Voksen, må være noget med at tage ansvar og vælge. Vælge fra. Og til. Noget med at vide, hvad det rigtige er, i den givne situation og handle derefter. (derefter.. Igen, et meget voksent ord – Du ka’ godt høre det, ikk’?)
Men i min bog, er voksen; at blive gammel. Forudsigelig og øv-agtig. 

- Har hele mit liv haft en grundsikret idé om at det var noget, der kom om lææænge, længe. – Dét at blive gammel. Men det er det ikke. Har netop landet et job, hvor man I DEN GRAD går op i slige ting; Pension & opsparinger til dette og hint, og det sætter mig op mod væggen. For jeg skal tage stilling til hvilken slags opsparing jeg PÅ SIGT synes er det rigtige for mig. Og den stillingtagen, gør mig meget bevidst om, at det er lige om lidt. 

Jeg tror aldrig jeg blir’ voksen, i min egen (førnævnte) betydning.

Vil hellere bare håbe jeg er MIG – uagtet alder. 

Når jeg blir’ gammel skal jeg sidde på en bjergskråning over Barcelona og tælle mine penge. Og gå til fodboldkampe, med fast siddeplads på Camp Nou. Og så skal mine unger og deres unger komme og holde mig med selskab. – Hvem gider ikke dét, i Barcelona? 

Og hvis dén ikke holder??  

Så skal der, på mit plejehjem, indføres onsdags-mojitoer, torsdags-bobler, fredagsrock (i forhaven – ikk’ i Tivoli), rollatorstafet – med holdtrøjer!! Mandag og tirsdag skal bare være sjove og søndag skal jeg sove.Og alle ens venner må få eget gæsteværelse…
Hvis de bliver for stive eller for trætte eller for … gamle til at ringe efter HT’s transport. . Hvis den slags services ellers findes på dét tidspunkt. 

Og så vil jeg holdes fast i, at det er nogle af de ting JEG synes, der gør livet værd at leve. Voksen, gammel eller ej.

Tryllepigen  :-) har nomineret mig til denne prestigefyldte titel og det er ikke uden stolthed at jeg modtager og i øvrigt sender videre. Da min sødeste Nok uden Noget endda har gjort det samme for en måneds tid siden (hvor min manglende tekniske snilde forhindrede mig), kan videresendelsen kun gå for langsomt.

Jeg følger med mange steder og henrykkes af mangfoldigheden, dybden og kreativiteten, men jeg er nødt til at begrænse mig - så nu nøjes jeg med 3 som begejstrer mig til et ubetinget UG-kryds & slange (kan alligevel ikke finde ud af den nye karakterskala)

Hermed nomineres:

Spunkflasher - Fordi han formår at give os et indblik i en hverdag, hvor en skæv tankegang gir’ hårde hvidevarer liv i familiens kælder, hvor hverdagens betragtninger skaber smil på min læbe og hvor indlæggenes natur formes hen over en så bred vifte, at man overraskes gang på gang. Og så tar’ han sygt gode billeder.

Knock - Har allerede modtaget en nominering, men jeg er ligeglad. En ord-ekvilibrist uden sidestykke. Hvis leg med ord kunne spises, ville Knock være min livret. Læs ham. Nyd ham og lad jer henrykke af hans underfundige og geniale leg med vores sprog.

Patton - Den gode general… Som pt. er missing in action - får hermed blogCitys Purple Heart. Hans “Suspended Amimation” svækker min evne til at tænke logisk og skærper frygten for at spørge; “Hvorfor??”, ligesom hans tekster giver en guidet tour i hvad der kan ske i et parallelt univers. Her er du bare nødt til at slippe tøjlerne og følge med. Hvis du tør.

You rock my blogworld…

- Rydder stadig op… og ud.

Fandt, langt inde i skabet, en sweatshirt. En af dem vi alle gik i, den gang i ‘80′erne.

Helt klassisk. Der kunne ha’ stået; Claudio, Ball eller Marc O’Polo… Men det gør der ikke.

Der står;

Let’s play a funny game, called Pinocchio

I sit on your face

and you tell me lies

…

Den er lilla og den er grim.

I guder, hvor ville jeg gerne vide hvorfor jeg insisterede på at bære den.

Har konsulteret noget klog dame.

Fordi nogen sagde jeg skulle.

Virkede alligevel en smule nemmere, bare at gøre hvad jeg fik besked på - når nu hele svineriet (læs; mit liv) kortsluttede hver gang jeg nærmede mig det. Når nu de dér 26 heliumballoner, som mit liv består af, alligevel var i luften frit svævende - fordi klovnen der skulle holde fast i dem, havde sluppet dem. Uforvarende og som en rottehale-bærende 5-årig i Tivoli, der pludselig skal pege på noget karusel som lyser og siger lyde.

Har altid påstået, skråsikkert & kækt, at jeg beherskede kaos. Ved nu at det var en sørgelig løgn, som blot dækkede over min dårlige samvittighed over at være for doven til at rydde op efter mig.

Eller. Dét har jeg jo vidst hele tiden. Er bare grundigt øvet i at bilde mig selv noget andet ind, så det passer lidt bedre ind i glansbilledet af hende jeg gerne ville være.

Sådan er det osse med livet.

“Frit valg på alle hylder. Alt sammen mit. Lige når jeg gider det. Og er der noget jeg alligevel ikke gider, så tager jeg bare noget andet og det må jeg gerne for jeg er mig og jeg må alt og gør i øvrigt hvad der passer mig”. Det kan ikke være så svært at forstå…

Den kloge dame mente ikke at den tese holder. Eller nogensinde har holdt. Mente at den dækker over at jeg er råddent bange for at vælge, fordi det samtidig betyder at der skal vælges noget andet fra, FORDI MAN IKKE KAN DET HELE PÅ ÉN GANG hele tiden.

Havde kun ét svar klar; Pis. - Med skuldrene trukket frem og ned mod knæene og øjenkontakt med mine tæer… Ku’ godt mærke at jeg fra nu af, ville gå glip af alt muligt. Med vilje. Tiden hvor jeg kunne tosse rundt i tilværelsen efter the-favourit-flavour-of-the-day, som en lille pige med stor kurv, påskesøndag løber rundt i haven efter pastelfarvede æg fra Påskeharen, - har været og er gået igen.

Og så mente hun osse en helt masse andet, men skåret ind til benet bad hun mig om at ta’ styring. Ikke i livet, bare i mig. Selv.

Styre mine valg, mine mål og mine prioriteringer - sortere hårdt i dem og vælge de der gav mig mest. Og så lade resten sejle.

Tillad mig at gentage; Pis.

Men selvfølgelig blir’ den kloge dame ikke kaldt klog for ingenting…

Sku’ bare lige af med det…

“Men det er jo ikke så meget dét”, siger hun forholdsvist højt - mens hun børster usynlige krummer af sin pudderfarvede cardigan, med perlemorspallietter på forstykket, og samtidig skæver mellemfornøjet op på en anden gæst, der drister sig til at strejfe ryggen på hendes stol, selvsagt ved et uheld, i et forsøg på at passere bag samme. - “Det er også hele hans attitude overfor mig efterhånden. Han viser ingen interesse i mt liv og han spør’ aldrig ind. Faktisk eksisterer jeg slet ikke når han er i nærheden… Kan du følge mig??” Hun holder en kunstpause… “Jeg tror han har en anden.”. Hendes proklamation og en lille forræderisk tåre i højre øjenkrog, får 2 kvinder ved nabobordet til at kaste skræmte blikke til hinanden… Det er præcis sådan et forhold til en mand, de frygter at ende i og det står mejslet i deres ansigter. Men det er kun mig der ser det.

Det er så længe siden jeg har mødt hendes mand at min idé om hvem han er, har fortonet sig. - har kun hendes mening om ham tilbage og måske er det dét hun har arbejdet på så længe… Mission completed. Men jeg kan godt huske hvordan han foretrækker hendes hest. Gennemstegt. Centreret på varm tallerken. Det holder jeg for mig selv.

Hun rører i sin skinny latte. I 8-taller - og så sukker hun på den uforstående måde, som er blottet for tålmodighed. Og jeg, jeg ryster indforstået på hovedet og kigger, med blikket indstillet på uendeligt, ud gennem glasfacaden, mens jeg lægger arme og ben over kors og læner mig resigneret tilbage… … … Men jeg lyver med min bevægelse. For jeg aner overhovedet ikke hvad hun snakker om og kan i øvrigt pludselig ikke huske hvornår jeg sidst har hørt hende tale om andet end sig & sit. Hendes tanker, hendes planer, hendes oplevelser af oplevelser - hvad hun synes, hvad hun vil ha’, hvad hun vil med det og hvad hun sidst har erhvervet sig. 

Jeg er bare ikke længere i stand til at fortælle hende det. Modstand har aldrig rigtig været en succes og jeg er træt. TRÆT, fordi det sidste hun rent faktisk har erhvervet sig, er den energi hun netop har drænet min sjæl for! Man skal vælge sine krige med omhu. - Så dét forsøger jeg og tænker stille at kun guderne ved om hendes mand kører samme strategi…

Konturerne af hendes profil fader ud i noget der ligner varmedis og jeg kniber øjnene sammen og koncentrerer mig for at fastholde hende på min nethinde. Det går helt vildt dårligt, men jeg håber på at det bare ser ud som om jeg v-i-r-k-e-l-i-g hører efter. Jeg kan stadig se at hun formidler et eller andet verbalt, for hendes mund bevæger sig konstant, omend den ser noget forvrænget ud. Munden. Og resten af hendes ansigt, for den sags skyld. Hele hende faktisk. - Trækkende ind mod sit eget bryst. Umiddelbart ser det nu ud som om hun er ved at implodere… Men hun snakker stadig.

Og mens jeg konstaterer at The Verves larmende kærlighed, der kører på replay i mit hoved, overdøver den brusende lyd af vandfaldet fra hullerne over hendes perlebeklædte øreflipper, - fordi fordi fordi hun fylder på en måde hvor usynlighed er omgivelsernes eneste overlevelse, er jeg nødt til at sande at jeg nok er mere enig med hendes mand end med hende…

Selvom jeg nu nok ville toppe af med bløde løg.

Og jeg skal sat’me ikke ha’ no’et turpas.

Da jeg og mine søstre ude i verden var 15-17 år, vidste vi udemærket godt at drengenes nye yndlingshobby gik ud på én ting.                             Ja ja, jeg ved det godt; der bliver skåret grundigt over én kam. Sagsøg mig… Der skulle scores. Plenty. - I hårde byger og helst med et interval på ikke mere end 6 dage… Ellers spildte man tiden. De gjorde det meget godt, drengene, det må man gi’ dem. Og de blev bedre og bedre. - Mere opfindsomme og gennemtænkte i deres agendaer for at få tigermisserne i nettet. - For de er allesammen grå, kattene, når de render rundt ude i mørket. (Det var da ikke provokerende, vel?)

Well. I mellemtiden blev, blandt andet, jeg dygtigere og dygtigere til at gennemskue gennemtænkthederne og i sidste instans, så endte det med at det noget blev seriøst og de implicerede blev seriøse (for da havde smartness og deepness åbenbart overhalet lystighed) - som jeg giftede mig med. - Og siden blev skilt fra. Siden da er det gået slag i slag og jeg har været så rasende priviligeret at jeg efterfølgende, og i rap, har fundet 2 mænd, der havde reelle hensigter og som begge syntes jeg var værd at holde på. Og omvendt. I øvrigt. - Så kom vi så langt. Det var så de sidste 17 år af mit liv, i korte betragtninger.

Det var egentligt meget nemt at vænne sig til - det dér deepness. Tilsyneladende. Og så var det dér, jeg glemte de hårdt tjente erfaringer udi “jagten”. Den lader vi lige stå et øjeblik… Kan I huske den??

Jeg troede jo, at det var alderen der havde gjort det nemmere for os at komme tæt på hinanden, kønnene imellem altså. At det ville give os “noget” og måske mere, liiiige at gi’ det en chance. Hva’ det så end var. Eller er.

Og nu er jeg blevet scoret. Har fået TALT mine underpermissioner af, af en mand som gav udtryk for noget, jeg havde hørt før. Men jeg havde bare glemt den gode gamle agenda.

Muligvis en kompliment, min fremskredne alder (37) taget i betragtning. Ikke desto mindre, har jeg også glemt alt om parader og andet godt, der kan holde ulve 3 skridt fra livet. Men hvor er det nemt at falde for dybe samtaler og gentleman-agtig optræden…

- Så sidder der en “ting”, som spørger; Er du til rigtige mænd, eller splider jeg din tid? Ikke nogen dårlig indgangsvinkel. Piger; I ved godt hvad jeg mener… Og drenge; I ved at den virker.

Og det gjorde den. MEN VÆR SØD AT DEFINÉR MAND, HVIS DEN SKAL BRUGES. - For hulan… Uagtet at jeg godt ER klar over, de 2 universielle regler omkring samme jagt; regel nr. 1. Hvis en mand ikke ringer, så er det fordi han ikke er reelt interesseret. Regel nr. 2. Hvis en mand taler mere om sig selv, end han har spørgsmål til en kvinde - så er han heller ikke interesseret (og selvklart også omvendt). Nok. Til andet end et “happyride”. Eller 2 af slagsen. Undskyld mit sprog, jeg har fundet min gode gamle kynisme frem igen (hvor har du været i al den tid, kære ven?)

Men lige nu, er det ligegyldigt… For jeg tar’ på Roskilde. Gør jeg. Igen. Lige om lidt. Jeg lægger jakkesættet, de kringlede forhandlingsskrivelser og de store forkromede salgstaler, jeg ellers lever af. - Lægger hjernen og lader musikken styre, sammen med hårde byger af fadøl… Og så tror jeg - i år - at jeg vil finde den blåøjede, søde teenagepige frem - som muligvis (igen noget med alder og erfaring) har sine regler i sikker forvaring. Og så vil jeg nyde livet i de næste 4 dage. Ubetinget. Uden reelle hensigter. Uden idé om fremtid - eller fortid. Kom med mig… - Det bliver verdensklasse.

Har gået og overvejet lidt på det…

I gamle dage, - udenfor historisk orden, skrev man et brev, sendte en depeche ud, red selv ud over stepperne med sit budskab og afleverede det.

Dengang var man pinedød nødt til at ligge inde med stabler af kartoner med Gevalia, fordi folk kom dumpende og ikke bare lod sig afvise i døren. Sådan gjorde man bare ikke. - Det blæste altid i gamle dage, så folk skulle jo liiige ha’ varmen… Og det var jo sådan set fint nok; man fik talt sammen face to face og selvom det sikkert var en værre tidsrøver, at have folk rendende i tide og utide, så TOG man sig tiden til det og sparede nok alligevel en masse tid samtidig. - Når man nu alligevel VAR der, kunne man ligeså godt vende hele verdensituationen… Og så gik der superlang tid, før folk kom igen. Nice.

Senere lærte man at bruge telefonen. Som blev taget, hvis der var nogen hjemme. Det var dengang man ikke havde mulighed for at screene opkald og hvor man enten af nysgerrighed eller ned-over-hovedet-krænget-høflighed, tog røret hver gang - uden undtagelse - og presenterede sig med “Hos Jensens, Pedersens eller hvad man nu havde af familienavn”. Og i den anden ende startede enhver samtale med; Det er …enelleranden. Må jeg tale med… . - Så var linierne ligesom trukket op og begge parter var klar over hvem de havde med at gøre. Folk dukkede ikke bare op, på samme måde som tidligere. Til gengæld var man altså nødt til at tage opkaldet, af respekt for den der ringede op. Jo jo, der skam regler til dengang jeg var ung ; Man præsenterede sig, man skruede ned for TV’et (telefonen stod ligesom kun det ene sted, sjovt nok altid tæt på samme møbel, ikk’), for ligesom nu, var der aldrig noget spændende at kigge på alligevel, børn blev schyy’set på når de voksne talte og VIGTIGST lærte min mor mig; Det var dén der havde ringet op, der afsluttede opkaldet…

Kan huske et opkald (15 år siden) fra min far, til min fastnettelefon (det var, hvad der var at gøre godt med) og det passede virkelig dårligt i min aften at skulle gøre rede for min teenageagtige-gøren og laden, så jeg hørte mig selv sige; Far?, faaar prøv lige og hør’, jeg er nødt til at slutte nu, jeg har ikke flere enkroner… Hvortil manden heeelt ved siden af sig selv svarede; Fint skat, jeg ringer i morgen! Gik sjovt nok gik der kun 30 sekunder, så hang han i røret igen og kaldte mig en lille møgunge. Nå, tilbage til mit budskab.

Nu kører vi på fuld kraft i det skrevne medie. Igen. Denne gang via internettet, det være sig ved almindelig E-mail - hjemme eller på jobbet, Myspace, Facebook, Linkdin eller … txt-beskeder. Oh, du vidunderlige mulighed for at ytre, hvad der rør’ sig. Hos dig. Og mig. Så kan folk jo svare når de gider. Hvis de gider. For vi ved godt at vores omgivelser screener deres opkald. Hvis man forgæves har prøvet at fange en person pr. mobiltelefon mere end 3 gange i træk, så tænker man ikke; Nå for søren. - Han er nok alt for travl til at ringe tilbage - nej. Han gider sgu nok bare ikke snakke med mig!

Derfor sender vi hellere en eller anden form for tekst. Så slipper vi - i et stykke tid - for at føle os sat udenfor, men vi får en form for vished. Selv på vores mobiler, har vi statusrapporter, så vi kan afsløre synderne i IKKE at returnere vores henvendelser. Vi ved på sekundet, hvornår vores meddelelser er modtaget. No excuses.

Det ER da nemt. Vi styrer selv tiden. Men det sætter unægteligt nogle hårde krav til vores kommunikation og det er ikke alle velsignet at mestre. Dertil er der opfundet flere former for smilies. F.eks. en rasende smily.. (Hva’ f… er dét for noget??!!) Selv med dette værktøj, kan man komme ud for at en 2-vejs hjertlig, humoristisk serie af udmeldinger, kan ende i et nådesløst, uredeligt skænderi - FORDI HUMOR OG FØLELSER IKKE KAN KOMMUNIKERES ALENE PR. BOGSTAVER.

Der findes stadig budskaber, som ikke er velset at viderebringe pr. sådanne medier som eksempelvis fyringer & dødsfald. Visse ting kræver en højere grad af tilstedeværelse.

Og i lørdags blev jeg, af min kæreste, hældt ud med det kolde badevand, pr. sms.

Nu ved hvad jeg godt hvad man generelt, i vores nuværende kultur, synes om sådan noget. “- Det er for billigt sluppet”. Det syntes jeg sådan set også selv. Men sådan har jeg det overhovedet ikke, når det kommer til stykket. Det har intet med et skide medie at gøre. Det er budskabet, det handler om. Og nu er jeg blevet klogere. Hvis manden nu skulle have vist mig den fornødne resepkt, så havde han sat sig overfor mig og havde taget hvad der kom…

Men jeg har ikke brug for respekt fra et menneske, jeg ikke kommer til at se mere. Jeg har brug for respekt fra de, som jeg har en interaktion med. Ikke andre. Og jeg var nærmest taknemmelig for at jeg kunne sidde dér alene med min reaktion over et “byebye”, som jeg ikke var klar til. Han har ikke fortjent at se min reaktion. Og jeg slap for at sidde og pive overfor en mand der ikke ville mig længere.

Så alt er cool.

Sender lige en smily med, så du ved jeg mener det…

Skyerne rullede ind fra vest, i nuancer af grå. Mørkegrå, tordenblå - truende og tunge.

To.

Om side.

Hen over heden i strid modvind. Foroverbøjede med overarmene tæt til kroppen, med hænderne knuget mod brystet og med dukkede hoveder. Ingen ly for blæsten, ingen ro, ingen pause, intet pusterum - For vejret, tog vejret fra dem og tvang dem skridt for skridt fremad, mens deres bare fødder sad fast i den tætvoksende lyng og kun med møjsomhed lod et skridt sig afløse af endnu et og endnu et og endnu…

På spindelvævet, båret mellem deres skuldre, sad ikke længere de dugdråber som kunne vidne om nyspunden friskhed. De dyrebare elementer var forlængst fordampet i hård kuling og de fine silketråde som bandt dem og sig sammen i en højere enhed, hang filtret, trævlet, som en flosset fane båret af ryttere slået i retræte, efter slaget mod en overmagt.

I hendes øjenkrog registeredes hans mund der formede ordene Kan du klare turen?, men stormen rev ordene fra ham og efterlod hende med modtagelsen af tavs mimik. Som ikke efterlod hendes mulighed for at svare. For der fandtes intet svar, der kunne trænge gennem vindens hylen.

Der gik de mens solen, som måtte findes et sted bag de nærmest uigennemtrængelige uvejrsskyer, sank, i det der ude i horisonten måtte ende i oprørt hav - som ville den slukkes, før de nåede den.

Hun tabte fart. Tabte fodslag. Faldt tilbage. Måske med overlæg.

Spindet bristede, slap hans og hendes skuldre og han formåede med anstrengelse at gribe en tråd med en enkelt finger. Næsten. Forgæves. Deres blikke fulgte flugten gennem luften og kun hun løb tilbage - båret af medvind - for at indhente det tabte. Og da hun nåede det, var der for langt frem til hvor han stod.

Lad det ligge råbte hun. Gå videre, jeg bliver hér! Han så, men han hørte aldrig…

Og mens ordene far vel elskede forlod hendes læber, i håbet om at de ramte hans nakke, som i stedet blev grebet og kastet bagud for at forsvinde, gav hun sig til at betragte scenariet omkring hende og mærke elementernes rasen.

Længe.

Det blir’ en god dag i morgen. Tænkte hun ved sig selv

Havde i klaver derhjemme?
Nop. Kommer fra virkelig umusikalsk familie… Havde dog en lut, en ægte en af slagsen, da jeg var barn, som jeg høvlede noget hjemmeopfundet Abba af på. Blev smidt ud… Gud ved om den var penge værd?? damn…

Spiller du selv?
Det kan jeg ikke påstå… Valgte dog musisk linie i gymnasiet - mere fordi jeg ikke magtede andre linier og i et stille håb om at lære det. Da min gren-lærer stillede samme spørgsmål, hørte jeg mig selv svare; øhh.., smart? Det svar holder vist desværre stadigvæk.

Synger du under bruseren?
Ikke i gængs forstand. Men jeg tager mig i at opfinde langt ude 70′agtige, selvopfundne tekster, kommende i høje udbrud, der primært handler ingenting. (Phoebe og Friends har ikke levet forgæves…) Lyder virkelig dårligt. Siger mine æg.

Har du nogensinde drømt om at være musiker?
Nej. Ikke ud over at danne baggrund for Duran Duran, men der var vist en skjult agenda, lige dér.

Hvad betyder musik for dig?
Meget, grænsende til alt… Har musik med mig overalt hvor jeg befinder mig. Jeg har brug for musik til at understøtte mig i det nærvær af følelser jeg er i, eller det gear jeg har brug for at være i.

Hvilken sang minder dig om din første forelskelse?
There goes my baby - Joe Cocker. Hørte den altid til weekendmorgenmaden med min første kæreste, på hans kælderværelse i hans forældres hus… Meget voksne, var vi. Understreget af hans forsøg på at ryge pibe - Som 17-årig! (for satan, altså..)

Hvilken sang er din yndlingssang?
Det KAN man jo ikke!!! Må lave en liste. Dem der altid er gået igen er, Joan of ‘Arc; OMD. Og This old heart of mine; Isley Brothers. - Gammelt 60′er mesterværk. Kommer aldrig udenom…

Hvor lang er din musiksamling?
Et par meter vil jeg skyde på. Inkl. alle mine gode gamle lp’er, som jeg ikke har mulighed for at høre mere. (kan sådan nogle tåle at stå på loftet?)

Hvad er det pinligste stykke musik du ejer?
Har qua en bodeling, er der sørget for at efterlade det værste andetsteds, men jeg er vist stadig i besiddelse af en Kenny G CD… Don’t judge me, I’m human.

Hvilken sang synger du på karaokebaren?
Det gør jeg ikke. Og dog har jeg, way back, stået bag baren sådanne steder. Sang Abba; Dancing Queen , for ekstra drikkepenge.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
Altså.. Det må da afhænge af stemning? Enya, Creedence Clearwater Revivial eller Tango Lounge-genren.

Hvad er bedst at høre på en søndag?
Må hidrører under spørgsmål nr. 5.

Hvilken sang giver dig lyst til at danse?
Hvad som helst bortset fra norsk dødsmetal. Kan/vil danse til alt.

Hvad er den første sang, du kan huske?
Det må være noget fra Vesterbros Ungdomsgård, eller noget fra Dummerklumpen. Nå jo!! Waterloo, Grandprix 1974. (jeg synes Abba går håbløst meget igen??)

Hvilken sang gør dig ked af det?
Ikke ked. Men jeg bliver tårerørt af: Stay with me; Shakespeares Sister og Wind beneath my wings; Bette Midler.

Hvilken sang skal der spilles til din begravelse?
Hvis jeg et øjeblik skal være dyb, så Some Where Over The Rainbow. Og ellers ingenting. Så skal de der deltager, bare tie og tænke deres.

Hvem var din bedste koncert med?
Har det svært med fremhævelser. OK. Nephew, Roskilde ‘07. Mest fordi band og vi (puplikum) gik op i højere enhed og alting klappede.

Tager du på festivaler?
Gerne. Meget gerne. Har igen, igen billet til årets mudderbrag.

Hvilken musiker ville du gerne på en date med?
 Som teenager var det John Taylor fra Duran Duran, hvis billede jeg græd mig i søvn ved. Nu?? Bono, måske?

Fra da der blot var spekulationer over frikortets størrelse, til den glemte restskat på et ikke længere eksisterende reelt kørselsfradrag…

Fra egne irritationer over hjemkomsttider og husarrester, til ansvaret for at hjem vedblir’, at være hjem.

Fra forældres håbløse ideer om hvor farlig verden kan være, til egne (substansfulde, selvsagt) bekymringer om de små yndiges ve og vel.

Fra hårpragtens længde til sammes begyndende, ufrivillgt, ændrede farvenuance.

Fra “all I want is more” til, “Can I please have a little bit?”

Fra kærestesorger der hurtigt gik over til udflugter til statsamtet og “skal hun så smøre mine ungers madpakker?”

Fra suset over en god, høj karater, til indsigten i hullerne i egen personkarakter-istik.

Fra idealisme til realisme

Fra enten eller til både og - eller måske…

Fra forældre som man ønskede til de nok så kendte pebermarker, til savnet over samme, som er væk - pebermarker eller ej.

Fra at have svar på alt, til hele tiden at stille delspørgsmål og være i tvivl.

- Der ind imellem, tror jeg nok jeg gik hen og blev voksen uden at lægge mærke til det…

Hvorfor kommer det så som en overraskelse, lige pludselig?

Nu har de ringet.

Igen.

Om møde.

Indiskutabelt obligatorisk fremmøde.

Af begge forældre.

For det går ikke så godt… Som i overhovedet ikk’. På mange områder.

Sagde damen i den anden ende af røret.

Og jeg forstår det ikke. Den lille ting sidder jo dér, nok så pligtskyldigt og øver sin sirlige skråskrift og laver boganmeldelser og siger den er glad for at gå i skole…

Og så kan det godt være at de indkalder i en god mening, for at få styr på det og nøgternt set er det eneste rigtige vel at tage tyren ved hornene og få gjort hvad der skal gøres.

Men jeg ka’ ikk’ mærke det..

Kan kun mærke at nogen er ude efter mit æg.

Vogt dig for mit næb…

Gud ved om jeg bliver huntet ned lige om lidt… Nogen blir’ nok sure, men dette medie er det eneste sted, jeg kan skrifte. Jeg har fået en hobby, når jeg vandrer rundt på stenbroen… Egentlig er det en god vane, men er jeg nødt til at indrømme det; der ligger et par skjulte motiver og fordækte agendaer. Eller. - Det er der ihvertfald kommet på, hen ad vejen.

Lidt på linie med at jeg altid har helt vildt travlt, når jeg flyver lavt over motorvejen og i stedet for at blive pisset af, så slår 2 fluer med ét smæk og forsøger at lære folk at trække ind på motorvejen (for hvem i h… imlen har givet dig lov til at ligge i midterbanen, når du har alle chancer for at trække ind til højre, NÅ!!! måske?), ved at trække i 3. bane, så udenom ( på den fornuftige, men måske lidt for hurtige måde) og lægge mig ind i 1. bane, hvor spaden i midten burde have ligget. ‘Sker derefter at bilen i bakspejlet, trækker ind… Hvem sagde politibetjent-wannabe. Burde s’gu nok skamme mig, men sådan ER det.

Nå, men jeg har altså gjort det til en lille ting at købe Hus Forbi, så tit jeg kan. Og køber gerne det samme mere end én gang i måneden… lidt ligesom en genudsendelse. Synes det er en sober måde at give en skærv på, uden at sælgerne (som jeg før har fået at vide) får en led følelse af at betle. Og, indrømmet; så skal jeg ikke helt ned på posthuset og købe social samvittighed pr. girokort. Synes specielt det er cool at købe bladene, når min yngste er med. Så giver vi sælgeren 20′eren sammen, ønsker en god dag og snakker på vejen hjem, om hvor skidehyggeligt det bliver at læse historierne sammen, når vi kommer inden for døren.

Det’ det, med dét…

Jeg har intet lånebarn i afrika, har ingen badges med pandaer eller regnbuer på og jeg har ikke købt en ulandskalender i flere år. Føler mig ikke skide hellig, mere værd, bedre end andre eller på anden måde gjort fortjent til en præmie. - Jeg synes bare, ind i mellem, det er federe at give noget til nogen der - trods alt (ihvertfald stadigvæk) har mere kummerlige kår end mig. Og der er rigtig mange der støtter rigtig mange ting - alt i alt.

Men… Jeg har en idé om at snavsede mennesker med sorte eller ikkeeksisterende tænder og en bajer i hånden, ikke har heeelt den samme egenskab til at vække empati, som børn med plastikposer på fødderne eller billeder af ansigter med øjne fyldt med slukket håb, efter naturkatastrofer. Så når denne her - for de fleste forbipasserende, åbenbart, FULDstændigt usynlige - person har stået og gentaget sig selv et stykke tid, så angriber jeg med faste skridt og klar stemme, bytter blad for penge  og ønsker sælgeren en fantatisk dag, med et skulderklap. Og selvom jeg på andre tidspunkter ville ønske det forholdt sig anderledes, så er JEG ikke usynlig. For nogen. Og når opmærksomheden er skabt, er folk nødt til at anerkende tilstedeværelsen. Og så er det, at der sker noget kædereaktion-ish. På flere plan… Nogle finder penge frem. (Og det er jo altid dejligt når gode ting smitter, men ikke særlig pudsigt.) Og så er der nogen der begynder at fortælle hinanden og sig selv at de altså plejer at støtte dette og hint, men at de kun har dankortet med fra bilen, katten åd min pung og stenovnen i Gambia har jo heller ikke betalt sig selv. 

Se, det’ skægt. Ikke at de har undskyldninger eller forklaringer, for det er sådan set cool nok og jeg skal sat’me ikk’ stille mig til dommer for hvilke der holder vand eller ej, men at de føler det NØDVENDIGT at komme med dem, det’ skægt.

Og mens jeg, på andres bekostning, fnisende forføjer med min avis, ved jeg godt at jeg kraftigt bør overveje hvad det er der tricker mig, når jeg helt overlagt prøver at få folk til at træde sig selv over tæerne. UNDSKYLD.

Synes bare det er fantastisk at jeg for en 20′er både får gode historier, får lov at hjælpe lidt og får et billigt grin.

Se! Spejlede spørgsmålstegn. Spejlede på alle måder. Bare for at være det. Eller for ikke at være det.

Med rygbuen mod hinanden i perfekt symmetri, med aksen gående fra hovedgærde til benende, går alting op i en højere enhed. Og ned i laveste standard. Mangler bare prikken over i’et. Eller prikken under spørgsmålstegnet. … Er det vel. Der mangler i hvert fald noget.

Stille. En eller anden trækker vejret.

“Det føles som om jeg er luft for dig.”

“Luften kan man dårligt leve uden.”

“Men mig kan du godt undvære??”

“Sagde du ikke lige, at du følte dig som luft?”

…..

“Jeg synes du misforstår.”

“OK, så nu er jeg et misfoster!?”

…..

…..

“Godnat.”

“I lige måde. Jeg åbner lige vinduet.”

Kære rengørings M/K, eller hvem der måtte have haft adgang…

Jeg ved godt at det er længe siden. Jeg ved også godt at du sikkert ikke har skænket det en tanke siden da, men jeg skylder dig en tak. Fra hjertet.

Håber i mit stille sind at du, på én eller anden måde, kommer til at læse dette.

PostDanmarks kampagne “skriv det, hvis du mener det“, for år tilbage, ramte plet hos min 4-årige datter, for hun mente det nemlig, og det resulterede i et lille velskrevet (jaja, hun var 4, ikk’!) brev til hendes morfar. Det inkluderede en tegning af hende og ham plus en helvedes masse hjerter - dem havde hun lige fået styr på…

Og det eneste jeg skulle sørge for, var at poste det… Det var en fredag morgen og jeg tog ind på studiet - osende af overskud, med det overdragne ansvar for afsendelse og med min datters formanende blik på nethinden… “Husk det nu, mor”.

Jeg prøvede, det gjorde jeg virkelig.

Ikke desto mindre, stod det helt klart - omkring kl. midnat samme aften, at jeg ikke havde prøvet hårdt nok. Sidste lektion, forbi kantinen, brev op af taske, forbi pigetoilettet, forbi fredagsbar - for en kort bemærkning, forbi cykelskuret - hjem. Ikke noget med; forbi postkassen, aflevere.

De indre åh nej’er, mindede lidt om dem der plejer at stå i kø, når man vågner med tømmermænd og “vist nok var en heeelt anden igår”… Brevet var blevet efterladt ved håndvasken og jeg kunne intet gøre. Andet end at redde min sølle, distrete & ukoncentrede, røv og sige til min datter, at alt var ok.

Det var det bare ikke. Hun mistede sin morfar mindre end en uge senere og oven i hatten på alt det andet, stod jeg nu med den sorteste samvittighed.                                                     “Skriv det, hvis du mener det”. Han missede hendes sidste kærlighedserklæring - og jeg var skurken. Æd dén, din skodmor.

Et par uger senere, så jeg tilfældigt, blandt nogle regninger på en hylde i hans hjem, noget der lignede noget jeg havde set før… Og dér lå det - åbnet. Og læst. Og helt sikkert nydt til fulde.

Så! Kære du, der tog mit brev og smed det i postkassen. Du, der gad ulejlige dig, med at sørge for noget der ikke var dit… Tak.

Du havde ikke en jordisk chance for at vide hvilken forskel du gjorde. Min taknemmelighed for dét, stopper ikke…