Jeg har virkelig brug for at se enden på det… - Men dét sker ikke og som det gælder for alt muligt andet, har jeg ligesom ikke noget synderligt at skulle have sagt over det. Der hersker en douce og sikkert meget elegant nuancering af råt og aldeles usødet og det eksisterer helt sikkert ene og alene for at pisse mig af.

Kan på ingen måder se skønheden i det, hvilket klart er mit problem og mit alene. Der mangler ro i endeløsheden, der mangler mål og med, der ses ikke ophold i det og jeg gider ikke at deale med det.

Langs kanten slår det anderledes skånselsløst mod skarpe, grove kanter, i mere endeløshed – nu og her dog i gentagelser i stedet for monotone, indbildte bevægelser. Under tvang. Underlagt kræfter og magter andetsteds fra. Det er s’gu da til at tage og føle på. Men der er jeg ikke. Og hvad har det så med mig at gøre?

Jeg vil bare gerne videre og det kommer jeg i bølger af grå og hvid og mere grå og med manglende horisont, må jeg bare stole på at noget bevæges… right. Så siger vi det.
Jeg er ikke bange. Bare mellemfornøjet og duvende på utilfredsstillende ligegyldighed, men det var ikke dét der var meningen.

Nogen må stå et sted og grine af mig og dét, som – til stor irritation, skulle vise sig at være mit møde med Det store Intet.

Jeg trækker tæpper til og over og lukker lyset ude. Ikke af lysskræk, men mere for at få noget der ligner en Absolut som alternativ til… alternativer i skidne gråzoneskalaer for mellemhedsaccepteren. Som om det virker.

Og hvid er bare en optimistisk grå, der ikke er blevet svinet til endnu. Kan ikke se pointen. Muligvis fordi den i virkeligheden ER set og viste sig at være havet mellem bølger. Men den føltes anderledes da jeg ledte. Da min søgen var uskyldig og med rent sind, blot en higen efter. Hvad skal man med perfekthed, når den skrider i svinget og efterlader én uden mulighed for at nøjes? Med. Eller Uden.

Men det er vel stadig bedre end at være gået på grund.

Bare for at gøre det.

For at være sikker

For ikke at blive slagtet.

Selv

Der holdes dyr. I stramme tøjler og i dertil indrettede indhegninger.

Strammes til

Der holdes nede og under

Der sættes grænser

For at være sikker

Selv

Der tæmmes dyr. For hvad skulle der ellers gøres?

Der rettes til

Lægges bånd på løbskhed

Underkendes natur

Der lukkes af

I beskyttelse og forsvar

Og det virker, men hvem er jeg så nu…

Selv?

Jeg burde bare passe mit job og vente pænt på at familiesommerferiedjævlen kommer forbi og lader os alle tilbage med en sær smag af; Var det virk’li’ pengene værd? Og det er det jo. Osse. Set retroperspektivt - engang i september.
Burde blot se frem til at æg i divergerende størrelser, med søster-sadistisk tilgang til livet, vender blikket mod ophav og proklamerer udelt glæde,ved igen at skulle op og i skole - blot for at slippe for folk med samme efternavn. (Ja, det er så sådan vi opretholder incitamenter udi lærdomstrang på min adresse)

Jeg burde læne mig op ad det fantastiske ved at vågne op, uden tømmermænd - moralske som fysiske, jeg burde lade fornuften råde og overlade sommeren til de nyudklæggede studenter, som larmer forbi min bil, med fine hvide (ihvertfald indtil de tabes i … noget ulækkert, som ingen husker hvad var) huer og som giver mig en lille tåre i øjnkrogen - fordi det er så stort at blive student og fordi de er så søde.

Jeg burde vide, at min tid har været der…

Men jeg abstraherer. Igen. Og tar’ forskud på ferie.

Tiden er kommet. Der er Roskilde. Lige om lidt.

Jamen jeg ved det jo godt.

Det er forbundet med uforholdsmæssigt mange gener, af alle slags.

Som min gode ven udtalte for længe, længe siden; “Man har ikke været ordentligt på Roskilde, før man, med urinstøv i næsen, har ladet sit vand henover en bunke brugte tampax”… - Anede ikke hvad knægten snakkede om. Hvis du heller ikke gør, så tillad mig en uddybelse: Sol skinner - mænd lader vand, hvor det passer dem - jord, hård og tør - urin lægger sig PÅ jord - vand fordamper - vind rejser støv (og rester af urin) - indåndes af fesivalgængere - sætter sig som halsbetændelse - avs … På mange måder. I mange uger.

Tillad mig én til; Vand ovenfra - mænd lader vand, hvor det passer dem - blander sig i vand ovenfra - … … Ta’ den selv derfra…

Der ud over kommer resten af, de 90.000 medsammensvornes, efterladenskaber.

Så vågner man i et telt, ved siden af nogen som - ihvertfald dén nat - var ens fedeste ven/inde, - kl. 06.30, i noget der ligner 40 gr. varme, mens ens eneste ønske er at stå oppe i Kvicklybutikken og købe Kildevæld galore, iført sine shades, som er blevet forsvundet under dynger af tommer dåseøl og brugt tøj, og man spekulerer som en gal over, hvor filan ens telt og resten af vennerne egentlig blev af???
Man tjekker sms’erne på den mobile tlf. (som næsten er løbet tør for bat); “Åh Gud kvinde, så tag dog telefonen”, “Jeg står i front til højre, kom nu for fanden!”, “Sidder på containeren og venter. Hvor blir’ du af? - …For helvede”(den ligger så i sendte sms’er???), “Jgg kann ikke dnrsta du ikkke taer tlfonn” (og dem er der 13 af, med alternative stavemuligheder), “Jeg er lakket til min pige. Og dig? møsser”, “Organic Bar ved Odeon kl. 18?? Game?, “”Kom op på  Astoria!”, “Bål i campen - Find lige Jesper D!!” Det’ jo ikk’ til at håndtere.. Kl. 06.30.

Teltdug er ingen god opfindelse ift. isolation og her tænker jeg specielt på lyd. Hverken indefra eller udefra. Skal man sove, er andres fester vældigt irriterende og er man vågen, kan man godt ønske sig at undgå lyde fra alkoholsvækkede svælg og/eller fra folk der leger med andet end … playmobil. - Jeg har i virkeligheden ikk’ brug for det.

Jeg hader, når folk bliver væk. Og det gør de tit (alle de andre). I flæng.

Jeg hader når folk kaster op. Hader når folk ikk’ ka’ holde balancen og bruger mig som bande. Hader generelt, når nogen stjæler, hvad der er mit eller særdeles når de - igen - lader deres vand op ad det eller ned i det.

Hader kø. - Eks. ved madstederne, ved “tankstationerne” & ved ATM-maskinerne.

Allermest hader jeg personligt søndagen… For da er det hele overstået. Som da man som barn, efter fyrværkeriet i Tivoli, trådte ud på H.C. Andersens Boulevard og efterlod alle farverne, alle smilene, alle de fine farver og mødte den kolde gadebelysning, lydene fra bilerne og bare vidste at den eneste vej, var mod hjem. …
Jeg sidder i min bil, med det der er tilbage af min oprindelige opbakning og lytter til P3, der spiller noget, jeg lige har hørt - bare på en anden måde. Og jeg mangler alle de andre (45.000 - 100.000) Da er det’ ikk’ det samme. - Ved siden af mig holder veninden i sin bil og vi kaster håndtegn, gennem åbne vinduer, til rytmen og lyden fra Orange og én af os drejer fra… Det er når det går op mig, at sammenhørigheden med alle de andre, skal omtales i datid, når lugten fra nogens joint, ikke længere falder helt naturligt, når jeg ved at der er 358 dage tilbage, før festen starter igen.

Bortset fra noget, der er forbundet med åbenlyse voksenadspredelser, er dét det vildeste antiklimaks.

Det er så NU den kære Blogwoman, min vidunderlige veninde, som i virkeligheden havde lagt ovenstående fra sig, - i en long-gone eventyrfortælling, fra dengang hun var nede med ALT… , skal nyde minderne - Men i år, skal hun leve det ud igen. - Med mig. Og vores.

Og jeg lader hånt om alt hvad jeg hader og lader det overskygge af The Orange Feelin’… Kom Roskilde, kom glad - Embraise me. Jeg KAN ikke vente længere.

SMS: Så tag den dog!! - Besked fra teenægget - og selvklart ringer man op på sådan én… Som forælder.

“Det’ mor.” Indsmirende stemme i den anden indikerer at nogen gerne vil nyde noget, uden at give noget retur…

“Må mig og Andet-teenæg gerne ta’ ud til én der hedder what-ever? What’s-his-name er der osse.” Et smil af en anden verden bølger igennem min mobil og stilheden lægger sig over spørgsmålet - Hun ved, fra sit mødrene ophav, at den der taler først har tabt.

“Skat’æg, lad mig lige tale med Andet-ægs mor…” henstiller jeg forsøgsvist - til hvilket svaret kommer prompte: “Hun vil ikke tale med nogen.”

Der anes ugler i en eller anden mose…
Endnu engang drages min opmærksomhed mod at afkom tilsyneladende er af den overbevisning, at mødre - ved fødsler - afsondrer deres hjerne sammen med moderkagen.

Prøver igen - Nu er svaret så modificeret: “Vi ka’ ikk’ lige finde hende og hun er vist ked. Hun vil ikke tale med nogen.” “Sig hun sover” - hvisker suflør-ægget pludselig, hvilket gentages af eget skråplans-æg  … Sidder et øjeblik og river højre hånds negle gennem håret. Hårdt. Ka’ godt mærke at politibetjent-mågen kommer op til overfladen. At jeg call’er dem på det, besvares bare med fnis - som havde de røget sjove ting fra nogens drivhus.

Det viser sig - ved forgæves opkald til Andet-ægs mor, efterfølgende opkald til hjemmenummer, som svaret af æg (af divergerende art) - fordi anden måge har efterladt mobil hjemme samt samtale med voksen storebror til … et eller andet æg - at Andet-ægs mor ikke er hjemme - hun er deserteret eget hjem, i vrede - over håbløse æg… Af mange slags.

Man må gøre noget. På den fede måde. Får efter 15 minutter genskabt kontakt til eget teenæg, som kryber til kors og meddeler at de i deres planer udi at overtage verdensherredømmet, troede det var nok at få min accept på føjteri til postnummer af ukendt størrelse og bare efterfølgende ville indhente anden hjerneløs mors “Hvis Lego har sagt ok, så er det osse ok med mig”. Right.

Enden på denne lille leg er - vist nok- endt således at eftersom æggene ikke ved hvor ham dér What-ever bor (are uoy kiddin’ me??!) og ikke kan skaffe nummeret til hans forældre og What’s his name sjovt har fået nyt nummer - og derfor ikke kan kontaktes AF MIG -  Ja, så er æggene blevet foran skærmen med noget syngekonkurrence og noget dårlig film. Alene. I selskab med kun hinanden…

Og nu sidder jeg hér. Tørlagt for flere GinTonics. Og smøger. Og det er vel osse OK. Tror nemlig i virkeligheden jeg har brug for langt hårdere stimuli i nær fremtid og årene der kommer.

… Har sat Chemical brothers på…. here we go!!!

Mørket omslutter dem.

Kun lyset fra tårnet i byen han bor i, kaster stråler ind over hans seng og lægger skygger omkring dem.

Hun er over ham, hårdere, mere intenst, med mere styrke, læner sig tilbage og griber fat i hans knæ.
Slynger håret bagud mod venstre. Mærker knæhaser mod sine bare tæer. Mærker skuldre skælve, mens vejrtrækning bliver dyrisk og alt rammer helt rigtigt.
Hænder griber hårdt om hofter. Han trækker til. Alt trækker til og hver eneste muskel sættes ind. Øjenkontakt i dyb dis-koncentration, med fælles mål, hvor rytme og halvt lukkede ekstaseramte øjne og skilte læber går op i en højere enhed.

…

…

Hænder glider, fra hals henover silkebeklædt marmor, til lyske, hvor negle trækker fine striber efter sig.

Hvis verden gik under lige nu, var det ligegyldigt.

Der findes intet andet…

Et; Jeg elsker dig, undslipper hendes bedrageriske læber. Der er stille… et øjeblik. Han trækker vejret. Ind.

Hendes læber hviler tæt ved hans højre øre. Duften fra hans lyse hår, fra hans hals, hans varme, hans våde hud, - alt bliver indåndet i et drag – for det er nok de sidste.. Hun får.

Mens han ånder ud, lægger hun højre hånd over hans mund… Troede ikke der var flere kræfter tilbage, men overlevergenet slår til i sidste øjeblik.

Ikk’ sige noget, hvisker hun… Af frygt for hvad svaret vil være.

dumdadidumdadumdadaai…

Det går vel freakin’ over!? - Gør det ikk’? Jooe, fordi det skal det.

Kramper går over i løbet af 2 ½ minut… Teoretisk.
Rygere, som ikke vil være rygere, slipper urge’n mens de drikker vand og går en tur… Teoretisk.
Alkoholikere tar’ en dag ad gangen… Teoretisk - og fordi de skal.
Hardcoreafhængige har en sponsor.

Som jeg har hørt det, - så virker det.

Hvor gør vi af forelskelser??
The one-way-street-ones, vi ind imellem blir’ ramt af??

Det kribler i mine fingre, det syder i mit hjerteblod & det overskygger min måde at anskue verden på!! - Du skal ikke komme og fortælle mig at du ikke aner hvad jeg snakker om!!

Jeg ved jo godt at han ikke vil MIG. - Var han interesseret, havde han ringet..

- Og det’ den klogeste sætning, jeg har fået ud af “Sex and the City”. “HVIS  HAN IKKE RINGER, ER HAN IKKE INTERESSERET!”

-Den ER klog.. den sætning…

Men hér sidder jeg - Og hører intet. Har bare lyst til at fortælle ham, pr. TXT at jeg mangler hans selskab…

 Tror bare jeg går i seng.

In sorrow and grief I bow my head
Knowing that shit sometimes happens
What we had is dead

Moving on, aching, longing in despondency and despair
This ain’t fair
I’m sure

Thought I couldn’t live without
I was wrong – Still breathing

And as I keep on kidding myself -

I reject YOU
And leave you to what you need to do
You see
In time - I’m sure, there’ll be yet another true

Friend

Så står man jo bare dér og tager imod. Det’ for tabere… Fortabte tabere, der med forlængst svundne kanter står tilbage med afrundet smoothness - for at afbøde og undgå.

Jeg vil helst slå til.
Tilstrækkeligt og hver gang. Uden undtagelser. Fordi jeg fortjener det.
Bare smadre en golfkølle i skallen på den aktuelle spade der vælger at forurette mig.
Trække den med skulderen helt nede fra venstre fod, med højre hånd bag venstre på skaftet og give frit sving på svineriet, med fuld overbevisning i sind, sjæl og bevægelse.

Det sku’ være en fornøjelse at mærke køllehovedet ramme højre side af ansigtet og se slaget forplante sig gennem kraniet, mens hud, væv og kæbe nærmest ville bølge gennem luften, uden anden modstand end de lydbølger der måtte vige pladsen, når knogler fragmenteredes og tænder blev til grus i en blanding af spyt og blod. Og tårer.

Mand, hvor skulle det være godt.

Om jeg ville blive mere tilfreds som menneske?? ‘Tror jeg næppe… Det’ osse ligegyldigt. Den dårlige smag, som min samvitighed ville efterlade i min mundhule, kan skylles væk med Jack Daniels og SB12.

Men det ligger jo ikke til mig.

Jeg vender mig istedet stille om og kigger vedkommende dybt i øjnene - mens jeg fører venstre hånd bagud, til op bag skulderbladet - og trækker langsomt stikvåbnet ud af kødet mellem mine ribben. Bladet blir’ tørret af i mine jeans, før jeg rækker det retur til misæderen, krysteren, der fandt det nødvendigt at se mig forbløde fra et sår, hvorfra jeg selv har svært ved at stoppe blødningen.

“Det’ vist din” - hvisker jeg. Som så mange gange før…

Følgende steder MÅ der strammes op:

Appelsiner skal producere små sammenhængende orange frugtsække, med syrligt indhold og IKKE hvidt stads der klistrer fast under neglene.

Vand indeholdende kulsyre skal fylde PRÆCIS det samme som alm. vand, så 2 tryk på automaten rent faktisk betyder 2 tryk på automaten. - Ikke 2 tryk på automaten og-husk-så-lige-en-ekstra-kop-så-du-ikke-skal-ligge-på-knæ-og-tørre-op-i-våde-støvler!

Mennesker skal måles op FØR bilkøb, så de ikke smider penge ud på et køretøj i en størrelse, de ikke kan styre og/eller overskue. På den måde skal vi andre ikke holde og vente på at folk - i flæng - kører frem & tilbage i parkeringbåse, fordi de er pivskæve og ude af stand til at holde I MIDTEN, men helt op ad naboen. Så ka’ de s’gu blive siddende i deres wrongsize biler, ka’ de.

Bordtennis, badminton & håndbold - og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge - skal ikke længere kategoriseres som sportsgrene, værdige til primetimeTV. Det er sportens svar på myg; Det generer mine sanser, gir’ mig lyst til at smække noget og dukker op, når jeg har allermindst behov for det. - Som i aldrig. Boldsport med bolde i forkerte størrelser og former, har (som myg, uagtet størrelse og udseende) ingen eksistensberettigelse. (ja ja.. Det’ MIN blog - jeg skriver hva’ der passer mig)

Brugen af udtryk som; “Du skal ikke være så Pernippen” og “Det er et huskeråd, jeg har lært af min mormor”, skal være forbundet med bødestraf og lineal-slag over de små fede fingre.
Et HUSRÅD er at smide kartoffelmel ud over spildt rødvin på det hvide gulvtæppe, eller at sætte skåle med eddike rundt omkring for at fjerne røglugten (og så er jeg li’ssom dækket ind). Et HUSGERÅD er et dørslag, en simpel slev eller en tragt. I øvrigt hedder det “pernittengryn”.

Og kæledyr skal i dén grad lære at holde sig i live indtil deres respektive ejermænd - børn i almindelighed og mine i særdeleshed - er klar til at miste dem. For helvede…

Så’ det sagt.

Fra tykke, støvede bøger mellem birkens rødder, op ad suppegryder & kageforme, rundt om hjørner på chokoladefabrikker. - Ud af det mørke man kun kan finde ude på landet, på en måneløs nat, dér titter de frem og viser én, at de, man har gjort sig sine tanker om, rent faktisk sagtens kan være lisså Freakin’ Grreeeat som man havde forestillet sig. And beyond.

Hvem de er?? Det ved jeg s’gu da ikke noget om!! Jeg har kun set, hvad de har valgt at vise mig og ud over at de i fællesdans over et flødeskumstema viste mig at jeg TOG fejl, så gjorde de mig rigere i løbet af kort tid. Lod mig fylde med tilpas høj oktan til at finde min mojo.

Og slippe tanken om at gi’ op.

For selvfølgelig gir’ jeg ikke op.

… Ska’ bare liiige ligge lidt